Vi betragter verden
Vi betragter verden
▪ En nylig undersøgelse „har vist at seks ud af ti briter mener at religion er blevet en splittende faktor“. — THE CATHOLIC HERALD, STORBRITANNIEN.
▪ Verdens største solfangeranlæg er blevet bygget i Portugal. Solcellerne dækker et område på 250 hektar, og de kan producere elektricitet til omkring 30.000 hjem. — EL PAÍS, SPANIEN.
▪ På verdensplan dør 900.000 unge hvert år af unaturlige årsager — det er mere end 2000 om dagen. De primære årsager er trafikulykker, drukneulykker og forbrændinger. — DIE WELT, TYSKLAND.
▪ „I de seneste år er skovrydningen mindsket, men på verdensplan forsvinder der stadig omkring 200 kvadratkilometer skov om dagen.“ — FN’S ORGANISATION FOR ERNÆRING OG LANDBRUG, ITALIEN.
▪ I januar 2009 druknede fem pirater kort efter at deres gruppe angiveligt havde modtaget 3.000.000 dollars i løsepenge for en saudiarabisk olietanker. Liget af en af piraterne skyllede i land med en plasticpose i lommen indeholdende 153.000 dollars. — ASSOCIATED PRESS, SOMALIA.
Unge mener at deres jævnaldrende er forkælede
Ifølge avisen de Volkskrant mener unge i Holland „at deres jævnaldrende er forkælede“, og at de „får for meget opmærksomhed så de kun tænker på sig selv, og det resulterer i at de ikke tager hensyn til andre“. Blandt unge i alderen 16 til 24 år „mente ikke mindre end 2 ud af 3 . . . at unges rettigheder ikke længere står i forhold til deres pligter“, oplyser avisen. Den almindelige opfattelse er at „unge kræver en masse . . . og sjældent spørger hvad de kan bidrage med i samfundet“.
Børn laver madpakker
Da en japansk skoleinspektør forsøgte at få forældre og børn til at bruge mere tid sammen, sagde skolen god for hans idé om at eleverne én gang om måneden skulle lave deres egne madpakker. Nu er der flere hundrede skoler der gør det samme. „Det forventes ikke at børnene skal gøre alting selv fra begyndelsen,“ siger den japanske avis IHT Asahi Shimbun. „Hvert klassetrin har deres egne mål. Børnene i de små klasser skal i samråd med deres familie bestemme hvad madpakken skal indeholde og derefter være med til at købe ind. . . . I de større klasser skal eleverne koncentrere sig om at planlægge en varieret menu.“ Hvad blev resultatet? „Skolerne rapporterer at børnene er blevet bedre til at lave mad, at mindre mad går til spilde, og at familierne har noget nyt at tale om,“ oplyser avisen. Børnene mener også „at de har lært at værdsætte det deres forældre gør for dem“.
Oprydning på Sydpolen
Under en oprydning i forbindelse med et særligt miljøprogram fjernede russiske polarspecialister sidste år 360 tons affald fra Antarktis. Affaldet som var blevet efterladt i nærheden af forskningsstationer på Sydpolen, var blandt andet ubrugte byggematerialer, ødelagte maskiner og tomme olietønder. „Ifølge protokollen om beskyttelse af miljøet på den sydligste del af jorden er det op til hvert enkelt land at fjerne deres eget affald,“ siger det russiske tidsskrift Itogi. „De mest pligtopfyldende i denne henseende er japanerne.“