Tredive år med oversættelse under jorden

FORTALT AF ONA MOCKUTĖ

I april 1962 befandt jeg mig i et tætpakket retslokale i Klaipėda i Litauen, anklaget for forbrydelser mod samfundet. Jeg var blevet arresteret i oktober året før og anklaget for religiøs aktivitet, der blev betragtet som en forbrydelse mod Sovjetstaten. Lad mig forklare hvad der havde ført til at jeg blev anholdt og efterfølgende fængslet for at have oversat Jehovas Vidners publikationer under jorden.

JEG er født i 1930 i den vestlige del af Litauen, ikke langt fra Østersøen. Inden jeg blev født, havde min mor bedt til Gud om at hendes barn en dag måtte blive nonne. Alligevel sagde hun engang til mig: „Jeg kan under ingen omstændigheder bede foran Sankt Peter eller andre livløse gudebilleder.“ Med dette i tanke undlod jeg at knæle når jeg var i kirke, selvom jeg altid knælede foran et krucifiks når jeg var på vej hjem fra skole.

Senere, under Anden Verdenskrig, var jeg vidne til ubeskrivelig brutalitet, og det foruroligede mig meget. Jeg husker en dag under den tyske besættelse hvor jeg var ude og plukke bær i skoven sammen med min moster. Vi kom forbi to store nygravede huller dækket med jord og med friske blodspor. Eftersom vi vidste at en gruppe jøder, deriblandt mine to skolekammerater Tese og Sara, kort før var blevet myrdet, drog vi den slutning at vi stod ved en massegrav. Chokeret udbrød jeg: „Gud, du der er så god! Hvorfor tillader du sådanne grusomheder?“

Da jeg i 1949 blev færdig på et gymnasium der lå i nærheden af vores hjem i Klaipėda, fortsatte jeg med at studere musik. I 1950 sluttede jeg mig til en politisk undergrundsbevægelse for studerende. Kort efter blev jeg dog forrådt og arresteret sammen med 12 andre. Jeg blev sat i fængsel i Klaipėda, og mens jeg var der, mødte jeg for første gang et af Jehovas Vidner.

Jeg lærer Bibelen at kende

En midaldrende kvinde blev skubbet ind i vores celle. Hun smilte venligt til os syv unge kvinder. Jeg sagde til hende: „Undskyld, frue, normalt er man ked af det når man bliver sat i fængsel — men De smiler! Må jeg spørge om hvorfor De er her?“

„På grund af sandheden,“ svarede hun.

„Men hvad er sandhed?“ spurgte jeg.

Kvinden hed Lydia Peldszus. Hun var tysker og var blevet arresteret på grund af sin tro som et af Jehovas Vidner. Vi havde mange drøftelser af bibelske emner. De hjertevarmende bibelske sandheder som Lydia lærte os, ændrede ikke blot mit liv, men også livet for tre af dem vi delte fængselscelle med.

 Større bibelkundskab

Jeg blev idømt 25 års fængsel og 5 års landsforvisning for at have deltaget i illegale politiske aktiviteter mod den sovjetiske besættelsesmagt. Gennem de Jehovas Vidner jeg mødte i løbet af min tid i fængsler såvel som i arbejdslejre i Sibirien, voksede min kundskab om Jehova og hans hensigt. Ligesom Lydia var disse vidner blevet straffet på grund af deres tro.

Ud over at jeg voksede i bibelkundskab i de år, fortalte jeg også andre om min tro. Selvom jeg ikke havde mulighed for at blive døbt som symbol på min indvielse til Gud, betragtede de andre indsatte og fængselspersonalet mig som et af Jehovas Vidner. Efter at jeg havde afsonet otte år af min dom, blev jeg i 1958 løsladt og vendte tilbage til Litauen. Mit helbred var svagt, men min tro på Jehova var stærk.

Jeg begynder at oversætte under jorden

Der var på det tidspunkt kun nogle få Jehovas Vidner tilbage i Litauen. Resten sad i fængsel eller var forvist til Sibirien. I 1959 foreslog to Jehovas Vidner der lige var kommet tilbage fra Sibirien, at jeg begyndte at oversætte bibelsk litteratur til litauisk. Jeg tog med glæde imod denne udfordring og betragtede det som et stort privilegium.

I marts 1960 begyndte jeg at oversætte, og i juli blev jeg i al hemmelighed døbt i floden Dubysa. På grund af modstand fra KGB (Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste) kunne jeg ikke finde arbejde så jeg kunne forsørge mig selv. Jeg blev derfor nødt til at bo hos mine forældre, der var gunstigt stemt over for min tro. Her passede jeg min fars og naboernes køer. Imens jeg holdt øje med dyrene, oversatte jeg. Som jeg sad dér på en træstub, omgivet af et grønt tæppe af græs og med den blå himmel som loft, havde jeg et smukt ’kontor’.

Jeg fandt dog ud af at det ikke var sikkert at sidde i det fri og oversætte, eftersom jeg nemt kunne blive opdaget af KGB eller deres meddelere. Så da det blev muligt at finde nogle skjulesteder hvor jeg kunne oversætte, flyttede jeg hjemmefra igen. Nogle gange foregik oversættelsesarbejdet i en lade. Dyrene opholdt sig på den ene side af deres indelukke, mens jeg sad på den anden side og hamrede løs på min skrivemaskine.

Der var ikke nogen elektricitet, så jeg måtte arbejde så længe der var dagslys. For at skjule lyden fra skrivemaskinen opsatte vi en specialbygget vindmølle der kunne stå og brumme uden for laden. Når det blev mørkt, gik jeg ind i huset og fik aftensmad. Derefter vendte jeg tilbage til laden og sov på et leje af hø.

I oktober 1961 blev jeg og to andre Jehovas Vidner arresteret da det blev opdaget at jeg arbejdede for at fremme religiøse aktiviteter. Det førte til den retssag i 1962 som jeg omtalte i indledningen. Myndighederne gik med til en offentlig høring, og vi frydede os over at kunne aflægge et vidnesbyrd for de mange der var til stede. (Markus 13:9) Jeg fik en dom på tre år og blev sendt til et fængsel i Tallinn i Estland. Så vidt jeg ved, var jeg på det tidspunkt den eneste i fængselet der sad inde af religiøse grunde. Repræsentanter fra bystyret besøgte mig der, og jeg fortalte dem om min tro.

Genoptager oversættelsesarbejdet

Efter at jeg i 1964 var blevet løsladt fra fængselet i Estland, vendte jeg tilbage til Litauen. Her fortsatte jeg med at oversætte vores litteratur, som regel fra russisk til litauisk. Der var meget at gøre. Ganske vist var der andre som hjalp til, men jeg var den eneste der oversatte  til litauisk på fuldtid. Ofte arbejdede jeg fra solopgang til solnedgang, syv dage om ugen. Det ville jeg aldrig have haft kræfter til uden Jehovas hjælp.

Eftersom jeg vidste at jeg deltog i et vigtigt arbejde, forsøgte jeg altid at være forsigtig. Kristne trosfæller satte ofte deres egen og deres families sikkerhed på spil ved at skjule mig, sørge for mine fysiske behov og beskytte mig. Et sådant samarbejde gjorde at vi blev meget nært knyttet til hinanden. Imens jeg arbejdede, holdt den familie jeg boede hos, udkig efter nogle der kunne finde på at angive mig. Hvis de ville advare mig, slog de to gange på varmerørene med en metalting. Så snart jeg hørte denne advarsel, gemte jeg alt det der kunne afsløre hvad jeg var i gang med.

Hvis vi fandt ud af at det hus jeg arbejdede i, blev overvåget, flyttede jeg hurtigt et andet sted hen. At have en skrivemaskine uden myndighedernes godkendelse var på det tidspunkt en alvorlig forbrydelse, så en anden transporterede skrivemaskinen hen til det nye sted jeg skulle arbejde. Derefter tog jeg selv derhen, som regel i ly af natten.

Jeg kan i sandhed sige at Jehova beskyttede mig. Myndighederne vidste hvad jeg foretog mig, de kunne bare ikke bevise det. For eksempel blev jeg i 1973 indkaldt til forhør af anklageren i forbindelse med at otte Jehovas Vidner var stillet for retten. Han spurgte mig direkte: „Mockutė, hvor meget litteratur har du gennem årene været med til at fremstille?“

Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne svare på et sådant spørgsmål. „Hvilken slags spørgsmål kan du så svare på?“ spurgte han.

„På spørgsmål der ikke har noget at gøre med det arbejde,“ svarede jeg.

Nye tider

Hen mod slutningen af 1980’erne begyndte situationen i Litauen at ændre sig. Det var ikke længere nødvendigt at gemme sig for regeringens agenter. Så i 1990 begyndte andre at tage sig af oversættelsen. Den 1. september 1992 blev der oprettet et lille oversætterkontor i Klaipėda, den by som jeg til sidst slog mig ned i.

I de 30 år jeg var oversætter, arbejdede jeg 16 forskellige steder. Jeg havde på intet tidspunkt mit eget hjem. Men det er en stor glæde for mig at se frugten af det arbejde jeg har deltaget i. I dag er der omkring 3000 Jehovas Vidner i Litauen. Og arbejdet med at oversætte, som jeg engang var beskæftiget med i det skjulte, på lofter og i lader, udføres nu i behagelige omgivelser på det litauiske afdelingskontor i nærheden af byen Kaunas.

Jeg husker stadig det bemærkelsesværdige møde i den kolde fængselscelle i Klaipėda for næsten 60 år siden. Det møde forandrede mit liv! Jeg vil altid være vor store Skaber, Jehova Gud, taknemmelig for at jeg fandt sandheden om ham og hans hensigt, og at jeg viede mit liv til at gøre hans vilje.

[Tekstcitat på side 13]

De hjertevarmende bibelske sandheder som Lydia lærte fire af os mens vi var i fængselet, ændrede vores liv

[Illustration på side 12]

Retssagen mod mig blev omtalt i en sovjetisk avis i 1962

 [Illustration på side 14, 15]

Noget af den bibelske litteratur jeg risikerede min frihed for at oversætte

[Illustration på side 15]

Lydia gav mig del i bibelske sandheder i fængselet

[Illustration på side 15]

To Jehovas Vidner (til venstre) lærte mig mere om Gud i en fangelejr i Khabarovsk-​regionen, Rusland, i 1956

[Illustration på side 15]

En skrivemaskine jeg brugte da jeg arbejdede under jorden