Vi fandt det vi ledte efter
Vi fandt det vi ledte efter
FORTALT AF BERT TALLMAN
Jeg mindes med glæde mit liv som dreng blandt indianerne i Blood-reservatet, hvis indbyggere hører til blackfoot-folket i Alberta i Canada. Vi boede ikke langt fra de canadiske Rocky Mountains og den smukke Lake Louise.
JEG kommer fra en familie med syv drenge og to piger. Mine brødre og søstre og jeg var ofte hjemme hos min mormor. Hun arbejdede hårdt og lærte os den traditionelle levevis der i mange generationer før os var blevet praktiseret af blackfoot-indianerne. Vi lærte at plukke vilde bær, tilberede traditionelle retter og at passe en have. Min morfar og min far tog mig tit med ud på jagt og fisketur. Vi jagede hjorte og elge, både til at spise og for skindets skyld. Vores forældre sled i det og gjorde deres bedste for at give os et godt hjem. Mit liv i reservatet var dejligt.
Men alt forandrede sig i 1963 da min mormor døde. Jeg var kun fem år gammel, så jeg kunne ikke rigtig forstå hvad det var der var sket. Ingen kunne sige noget der trøstede mig. Selvom jeg ikke var ældre, spurgte jeg mig selv: ’Hvis der findes en Skaber, hvor er han så? Hvorfor dør mennesker?’ Nogle gange blev jeg så ulykkelig at jeg begyndte at græde. Når mine forældre spurgte mig hvad der var galt, sagde jeg bare at jeg havde ondt et eller andet sted.
Kontakt med hvide mennesker
Vi havde nærmest ingen kontakt med de hvide før min mormor døde. Når vi endelig så nogen, hørte jeg udtalelser som: „Han er bare endnu en ond og grådig hvid mand, blottet for følelser. De er ikke rigtige mennesker.“ Jeg blev advaret om at kun meget få hvide var gode, og at man ikke kunne stole på dem. Jeg var nysgerrig efter at møde dem, men jeg var også forsigtig, for de hvide i vores område gjorde tit nar af os og kom med nedsættende bemærkninger.
Kort tid efter at min mormor var død, begyndte mine forældre at drikke, og de år blev nogle af de sørgeligste i mit liv. Da jeg var otte år, begyndte to mormoner at besøge os. De lod til at være gode mennesker. Mine forældre blev enige med dem om at jeg skulle deltage i et anbringelsesprogram. Sådan som jeg forstod det, var det et program der gik ud på at forbedre indianerbørnene ved at de boede hos hvide mennesker. Som omstændighederne var, syntes mine forældre åbenbart det var bedst for mig at bo hos en anden familie. Jeg var rystet og skuffet, for jeg havde altid hørt mine forældre sige at man ikke kunne stole på de hvide. Jeg ville ikke af sted og prøvede at slippe for det. Det var først da mine forældre forsikrede mig om at en af mine storebrødre også skulle med, at jeg gik med til det.
Men da vi ankom til Vancouver i British Columbia, blev min bror og jeg adskilt, og jeg blev sendt 100 kilometer væk. Jeg var knust. Skønt min værtsfamilie var gode mennesker, var det alligevel en traumatisk oplevelse, og jeg var skrækslagen. Jeg kom hjem igen cirka ti måneder senere.
Tilbage hos mine forældre
Selvom forholdene hjemme ikke havde ændret sig ret meget, var jeg glad for at være tilbage. Da jeg var omkring 12 år, holdt mine forældre op med at drikke. Det var en lettelse, men jeg havde allerede selv tillagt mig en skadelig livsstil, for jeg var begyndt at eksperimentere med stoffer og alkohol. Mine forældre opfordrede mig til at engagere mig i forskellige aktiviteter, også rodeo, som jeg virkelig syntes om. Rodeoridning var ikke for sarte sjæle. Jeg lærte hvordan jeg kunne ride på en vild og sparkende tyr i mindst otte sekunder uden at blive kastet af, kun med et reb omkring tyrens mave til at holde i.
Som teenager blev jeg af de ældre indført i indianernes religion. Jeg gik meget op i det eftersom jeg ikke havde ret meget respekt for ’den hvide mands religioner’. Det så for mig ud som om blackfoot-skikkene fremmede den venlighed og retfærdighed der manglede inden for mange ’kristne’ trosretninger. Jeg følte mig godt tilpas sammen med indianerne og nød deres humor og den nærhed der fandtes mellem familie og venner.
På det tidspunkt lærte jeg også om de uretfærdigheder indianerne havde været udsat for i århundreder. Jeg hørte også om hvordan den hvide mand havde spredt sygdomme iblandt os og udryddet vores eksistensgrundlag, bisonen. Faktisk er oberst R.I. Dodge fra den amerikanske hær blevet citeret for at have sagt: „Dræb alle de bisoner I kan. En død bison betyder en indianer mindre.“ Jeg fandt ud af at denne indstilling demoraliserede blackfoot-indianerne og førte til en følelse af magtesløshed.
Ud over det havde visse politikere, sammen med religiøse forbundsfæller, gjort sig store anstrengelser for at integrere og lave om på indianerne, som de betragtede som vilde. De mente at alt ved indianerne — deres kultur, tro, opførsel, sprog og andet — måtte ændres for at de kunne tilpasse sig den hvide mands måde at gøre tingene på. I Canada blev nogle indianerbørn der var på religiøse skolehjem, misbrugt. Andre kom ind i et stofmisbrug, blev voldelige eller begik selvmord — problemer der stadig findes i reservaterne.
For at slippe for disse problemer besluttede nogle indianere at forlade blackfoot-kulturen. De valgte at tale engelsk med deres børn frem for blackfoot-indianernes sprog og prøvede at tillægge sig nogle af den hvide mands vaner. Men i stedet for at blive accepteret blev mange latterliggjort, ikke blot af den hvide befolkning, men også af andre indianere — de kaldte dem æbleindianere: røde udenpå men hvide indeni.
Det var sørgeligt at se indianerne lide så meget. Jeg længtes efter bedre forhold, ikke alene for dem der befandt sig i vores reservat, men også for dem der var i andre reservater i Canada og USA.
Jeg længes efter svar
Som teenager følte jeg at jeg aldrig ville blive accepteret, og min mindreværdsfølelse gav sig ofte udslag i vrede. Jeg begyndte endda at hade de hvide. Men mine forældre og min faster advarede mig mod at gå rundt med negative tanker om had og hævn; i stedet opmuntrede de mig til at være tilgivende og kærlig og se stort på andres fordomme. Jeg lærte senere at dette råd svarer til Bibelens principper. Men jeg længtes stadig efter at få svar på de spørgsmål der havde naget mig som barn. Jeg begyndte også at undre mig over hvorfor vi er til, og hvorfor uretfærdighederne fortsætter. Kun at leve en kort tid for derefter at dø gav mig ingen mening. Jeg var forvirret.
Hver gang Jehovas Vidner kom på besøg, var det mig der blev sendt ud til døren. Jeg respekterede dem fordi det ikke virkede som om de havde fordomme. Selvom jeg havde svært ved at formulere mine spørgsmål, havde vi altid nogle interessante samtaler. Jeg husker et besøg af John Brewster og Harry Callihoo, et Jehovas vidne der var blackfoot-indianer. Vi havde en lang samtale alt imens vi gik gennem præriegræsset. Jeg fik en bog og nåede at læse omkring halvdelen før den på en eller anden måde blev væk.
Jeg bliver rodeorytter
Jeg spurgte nogle af de ældre i mit reservat om råd. Jeg værdsatte deres velgennemtænkte vejledning, men fik aldrig et tilfredsstillende svar på de spørgsmål jeg havde om livet. Da jeg var omkring 16 år gammel, rejste jeg hjemmefra og blev opslugt af at deltage i rodeokonkurrencer. Ved de fester der var efter konkurrencerne, blev der drukket tæt og taget stoffer. Min samvittighed plagede mig fordi jeg vidste at en sådan opførsel var forkert, og jeg følte at Gud nok ikke syntes om min livsstil. Jeg bad ofte til Skaberen om hjælp til at gøre det rette og om at finde svar på de spørgsmål der stadig plagede mig.
I 1978, mens jeg var i Calgary, mødte jeg en ung indianerkvinde der hed Rose. Hun var halv blackfoot-indianer og halv cree-indianer. Vi havde de samme interesser, og jeg kunne tale åbent og frit med hende. Vi blev forelskede og giftede os i 1979. Vores familie voksede og kom til at omfatte vores datter Carma og vores søn, Jared. Rose har siden vist sig at være en god mor og en loyal hustru der altid har støttet mig. Engang da min familie og jeg besøgte min ældre bror, fandt jeg en bog med titlen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * Det jeg læste, fangede mig og lød meget fornuftigt. Men lige da jeg følte at jeg var ved at forstå Bibelens budskab, kom jeg til et sted i bogen hvor nogle sider var blevet revet ud. Rose og jeg gjorde et energisk forsøg på at finde de manglende sider, men uden held. Alligevel fortsatte jeg med at bede om hjælp.
Et besøg hos præsten
I foråret 1984 fødte Rose vores tredje barn, vores smukke datter Kayla. Men kun to måneder efter døde Kayla på grund af en medfødt hjertefejl. Vi var knust, og jeg vidste ikke hvordan jeg kunne trøste Rose. Hun overtalte mig til at gå med hende hen til den katolske præst i reservatet så vi kunne få trøst og svar på vores spørgsmål.
Vi spurgte ham hvorfor vores lille pige skulle dø, og hvor hun nu var. Han fortalte os at Gud havde taget Kayla fordi han behøvede endnu en engel. Jeg tænkte: ’Hvorfor havde Gud brug for vores datter for at få en engel hvis han er den almægtige Skaber? Hvad godt kunne et hjælpeløst spædbarn gøre?’ Præsten åbnede ikke Bibelen en eneste gang. Vi tog derfra uden at være blevet trøstet.
Bønnen var vores største hjælp
En mandag morgen i slutningen af november 1984 bad jeg en lang bøn til Gud hvor jeg fortvivlet tryglede ham om at hjælpe mig til at blive et bedre menneske, at finde en forklaring på det der skete, og at forstå meningen med livet. Selv samme morgen bankede Diana Bellemy og Karen Scott, to af Jehovas Vidner, på døren. De var meget oprigtige og venlige og var ivrige efter at fremholde deres budskab. Jeg lyttede, tog imod en bibel og bogen med titlen Overlev — til liv på en ny jord, * og jeg gav Diana lov til at komme igen senere på ugen sammen med sin mand, Darryl.
Først da de var gået, gik det op for mig at det faktisk var svaret på min bøn. Jeg var så begejstret at jeg utålmodigt gik frem og tilbage i huset mens jeg ventede på at Rose ville komme hjem fra arbejde så jeg kunne fortælle hende hvad der var sket. Til min store overraskelse fortalte Rose at hun aftenen før også havde bedt Gud om at hjælpe hende til at finde den sande religion. Om fredagen havde
vi vores første bibelstudium. Vi fik senere at vide at den dag Karen og Diana besøgte os, havde de ikke kunnet finde de huse hvor de havde tænkt sig at forkynde. Men da de så vores hus, følte de sig tilskyndet til at besøge os.Endelig svar på mine spørgsmål
Vores familie og venner undrede sig over at vi begyndte at studere Bibelen, og i begyndelsen gav de os den kolde skulder. Så prøvede de at lægge pres på os ved at sige at vi ødelagde vores liv og ikke fuldt ud gjorde brug af vores evner og muligheder. Men vi var besluttede på ikke at vende ryggen til vores nyfundne ven, vores Skaber, Jehova. Vi havde fundet noget værdifuldt — de storslåede sandheder og hellige hemmeligheder der findes i Guds ord, Bibelen. (Mattæus 13:52) I december 1985 blev både Rose og jeg døbt som Jehovas Vidner. Nu har vores familie stor respekt for Jehovas Vidner fordi de har set de positive forandringer vi har gjort i vores liv siden vi blev døbt.
Ja, jeg fandt det jeg ledte efter. Bibelen giver svar på vigtige spørgsmål på en enkel og logisk måde. Jeg følte en tilfredshed da jeg lærte meningen med livet at kende, hvorfor vi dør og Guds løfte om at vi kan blive genforenet med vores datter Kayla og få lov til at se hende vokse op i fuldkomne omgivelser. (Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:4) Med tiden blev jeg også klar over at vi ikke må misbruge vores legeme, vise manglende respekt for livet eller udfordre andre til konkurrence. (Galaterne 5:26) Det var en svær beslutning, men for at kunne behage Gud valgte jeg at forlade tyreridningen og rodeosporten.
Nøjagtig kundskab ud fra Bibelen har befriet os fra den overtro der plager mange indianere, som for eksempel troen på at det kan betyde døden for et familiemedlem hvis en ugle kommer på besøg eller en hund hyler. Vi er ikke længere bange for at usynlige ånder i dyr eller ting vil skade os. (Salme 56:4; Johannes 8:32) Nu sætter vi pris på Jehovas fantastiske skabninger. Jeg har venner fra mange forskellige nationaliteter som jeg kalder mine brødre og søstre, og de accepterer os som ligestillede og medtjenere for Gud. (Apostelgerninger 10:34, 35) Mange af dem gør en stor indsats for at lære om indianernes kultur og religion såvel som blackfoot-sproget så de kan give andre del i Bibelens budskab på en virkningsfuld og tiltalende måde.
Vores familie bor i Blood-reservatet i det sydlige Alberta, hvor vi har en lille ranch. Vi holder stadig af den indianske kultur — deriblandt den traditionelle mad, musik og dans. Vi tager ikke aktivt del i de traditionelle fællesdanse, også kaldet powwows, men vi nyder at se på når det er passende. Jeg har også prøvet at lære vores børn om deres arv og lidt af blackfoot-sproget. Mange indianere er kendt for vidunderlige egenskaber som venlighed, ydmyghed og kærlig omsorg for familie og venner. De er også kendt for at vise gæstfrihed og har respekt for andre, også folk med en anderledes baggrund. Jeg værdsætter og beundrer stadig disse ting.
Det der giver os den største glæde, er at bruge tid og kræfter på at hjælpe andre til at lære om Jehova og få kærlighed til ham. Vores søn, Jared, virker som frivillig medarbejder på Jehovas Vidners afdelingskontor i nærheden af Toronto. Jeg har den forret at tjene som ældste i vores lokale menighed, Macleod, og Rose, Carma og jeg er alle almindelige pionerer, eller heltidsforkyndere. Det er en glæde at forkynde på vores modersmål, blackfoot.
Det er hjertevarmende at se når nogle reagerer på sandheden om Skaberen og hans hensigter.
Bibelen siger om Jehova: „Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.“ (1 Krønikebog 28:9) Jeg er taknemmelig for at han har opfyldt sine løfter ved at hjælpe mig og min familie til at finde det vi ledte efter.
[Fodnoter]
^ par. 22 Udgivet af Jehovas Vidner, men ikke længere på lager
^ par. 27 Udgivet af Jehovas Vidner, men ikke længere på lager.
[Tekstcitat på side 13]
’Hvis der findes en Skaber, hvor er han så? Hvorfor dør mennesker?’
[Tekstcitat på side 16]
’Mange indianere er kendt for egenskaber som venlighed og ydmyghed’
[Illustration på side 12]
Min mormor oplærte mig i den gamle blackfoot- kultur
[Illustration på side 15]
Jeg blev fuldstændig opslugt af rodeo
[Illustration på side 15]
En traktat med titlen „Du kan stole på Skaberen“ findes på blackfoot og andre sprog. (Findes ikke på dansk)
[Illustration på side 15]
Jeg har nu den glæde at give andre del i kundskab fra Bibelen.
[Illustration på side 15]
Med min familie i dag