De glemte slaver i Det Sydlige Stillehav

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I FIJI

EN BØLGE af begejstring går gennem menneskemængden da to skibe glider ind i lagunen ved de afsidesliggende atoller i Stillehavet. Flere år tidligere havde en skibbruden givet hver familie nogle få sider som han havde revet ud af sin bibel. Disse ydmyge mennesker havde læst siderne med stor iver og havde lige siden ventet med længsel på at der skulle komme en kristen lærer.

Nu lover de besøgende sømænd at tage dem med til et sted hvor de kan lære mere om Gud. Omkring 250 tillidsfulde mænd og kvinder går om bord på skibene, og mange af dem knuger deres dyrebare bibelsider tæt ind til sig.

De var imidlertid ofre for et snedigt bedrag. Da de først var kommet om bord, blev de bundet, smidt under dæk og sendt af sted på en lang rejse til havnebyen Callao i Sydamerika. De dårlige sanitære forhold var årsag til mange dødsfald på overfarten. Seksuelle overgreb var almindelige. De der overlevede sørejsen, blev solgt som slaver; nogle kom til at arbejde i plantager eller miner, andre som husslaver, og de kom aldrig hjem igen.

Hvordan slavehandelen udviklede sig

I det 19. og 20. århundrede blev øboerne i Det Sydlige Stillehav bortført som slaver. I begyndelsen af 1860’erne bragte slavehandelen tusinder af øboere til Sydamerika. Men i det følgende tiår blev opmærksomheden rettet mod vest, idet øboerne blev ført til Australien. I 1867 kunne Ross Lewin, som tidligere havde været i den kongelige flåde, tilbyde sukker- og bomuldsplantageejerne „de bedste og mest tjenstvillige indfødte der fandtes på øerne, til 7 pund pr. hoved“.

Det britiske koloniministeriums bestræbelser for at bekæmpe slavehandelen mislykkedes. For det første var det svært at anvende engelsk lov når det gjaldt et andet lands undersåtter. For det andet havde den engelske lov ingen præcis definition af slaveri. I retten påstod slavehandlerne, med stor succes, at disse øboere — selvom de var blevet narret og fjernet med magt — slet ikke var slaver, men kontraktarbejdere som ville blive betalt og med tiden sendt hjem. Nogle gik så vidt som til at hævde at de gjorde disse tidligere hedninger en tjeneste ved at bringe dem ind under engelsk lov og lære dem at arbejde. Så slavehandelen voksede, i det mindste for en tid.

Situationen ændres

Efterhånden som retskafne borgere talte imod slavehandelen, begyndte situationen at  ændre sig. Nogle øboere lod sig villigt rekruttere, men bortførelserne blev ikke længere tolereret. Og det gjorde mishandlingerne, såsom piskning og brændemærkning, eller de chokerende forhold som nogle af folkene levede og arbejdede under, heller ikke.

Begivenhederne tog yderligere fart da den anglikanske biskop J.C. Patteson — en udtalt modstander af slavehandelen — blev dræbt af de selv samme øboere som han forsøgte at beskytte. Slavehandlerne var ankommet til en ø forud for Patteson i et skib der bevidst var udstyret så det lignede hans, en form for bedrag de ofte benyttede. I dette tilfælde blev lokalbefolkningen inviteret om bord for at møde biskoppen. Man så dem aldrig mere. Da den rigtige Patteson ankom, blev han mødt af en skare der, forståeligt nok, var fjendtligt stemt, og han blev dræbt i en misforstået gengældelseshandling. Som reaktion på denne begivenhed — og den voksende offentlige protest — blev engelske og franske flådeskibe stationeret i Stillehavet med ordre til at standse mishandlingerne.

I Australien sluttede regeringerne i New South Wales og Queensland sig sammen med koloniministeriet om at få vedtaget forskellige love for at standse mishandlingerne og kontrollere de kontrakter nogle arbejdere frivilligt havde indgået. Der blev udnævnt inspektører, og repræsentanter for regeringen blev placeret om bord på rekrutteringsskibene. Da strafudmålingen blev fastlagt på grundlag af lovene om kidnapning og mord, og ikke de mangelfulde love imod slaveri, lykkedes denne ihærdige indsats. I det sidste årti af det 19. århundrede havde situationen ændret sig i Det Sydlige Stillehav. Bortførelserne var næsten ophørt, og ved begyndelsen af det 20. århundrede tyndede det ud i antallet af nye „rekrutter“.

I 1901 fik det nye nationale parlament, Commonwealth of Australia, kontrol over immigrationen i hele landet. Dets politik genspejlede den offentlige mening; på det tidspunkt var man nemlig begyndt at nære modvilje mod udefrakommende arbejdskraft, da mange frygtede det ville underminere de lokale beboeres mulighed for arbejde. Kontrakt eller ej, øboerne fra Det Sydlige Stillehav var ikke længere velkomne. Tusinder blev tvunget til at vende tilbage til den ø de kom fra, men dette førte til flere tragedier eftersom de nu blev fjernet fra de steder hvor de havde slået sig ned, og blev adskilt fra deres kære.

De glemte slaver mindes

Regeringen i staten Queensland udfærdigede i september 2000 en erklæring hvori man anerkender den betydning øboerne i Det Sydlige Stillehav har haft for Queenslands økonomiske og kulturelle udvikling. Samtidig udtrykker den beklagelse over den hårdhændede behandling øboerne blev underlagt.

Gennem historien har mange enkeltpersoner udnyttet mulighederne for af berige sig på bekostning af andres liv og frihed. Bibelen lover at sådanne uretfærdigheder ikke vil finde sted under Guds riges styre. Nej, de som bliver undersåtter under det himmelske rige, „skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. — Mika 4:4.

[Diagram/​kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Slaveruterne gik til Australien og Sydamerika

STILLEHAVET

MIKRONESIEN

MARSHALLØERNE

Ny Guinea

SALOMONØERNE

TUVALU

AUSTRALIIEN KIRIBATI

QUEENSLAND VANUATU

NEW SOUTH WALES NY KALEDONIEN SYDAMERIKA

Sydney ← FIJI → Callao

SAMOA

TONGA

COOKØERNE

FRANSK POLYNESIEN

Påskeøen

[Kildeangivelse på side 24]

National Library of Australia, nla.pic-an11279871