Mesterværker „malet“ med sten

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ITALIEN

KUNSTNERE har brugt mange forskellige teknikker til at gengive motiver fra naturen, og en af de mest krævende er den teknik der almindeligvis kaldes den florentinske mosaik, eller commesso. Til den slags mosaikarbejde, som Firenze er kendt for, anvendes ikke regelmæssigt tilskårne stykker af sten, keramik eller glas som det gøres i forbindelse med andre slags mosaikker. I stedet skaber kunstnerne billeder af tynde stenplader der er udskåret i uregelmæssige faconer og alligevel tilpasset så nøjagtigt at samlingerne imellem dem praktisk taget er usynlige.

En kunstner der ’maler’ med sten, har et stort udvalg af farver på sin palet. Lapis lazuli er en sten med en klar himmelblå farve. De hvide markeringer glitrer på grund af dens indhold af gyldne pyritkrystaller. Malakit har grønne striber i svage og stærke toner. I marmor er der flotte åretegninger i gule, brune, grønne og røde nuancer. Agat, jaspis, onyks, porfyr og andre sten udgør et spektrum af stærke farvenuancer i forskellige mønstre. Det er disse nuancer kunstnerne anvender til deres mesterværker. De bruger stenenes farver og åretegninger til at skabe bjerglandskaber, vegetation, et oprørt hav eller endda en himmel med drivende skyer.

Denne mosaikkunst er ikke af ny dato. Den stammer sandsynligvis fra Det Nære Østen og fandt i det første århundrede før vor tidsregning vej til Rom, hvor den kom til at indgå i gulv- og vægudsmykning. Den florentinske mosaikteknik var udbredt i den byzantinske periode og i middelalderen, men det var den toscanske by Firenze der gjorde den berømt fra det 16. århundrede og fremefter. I dag kan man stadig finde prægtige mesterværker udført i florentinsk mosaik på slotte og museer rundt om i Europa.

At ’male’ med sten er en møjsommelig proces. Ifølge et tidsskrift ville en industriel  rationaliseringsekspert blive forfærdet over hvor mange timer det tager at udføre et simpelt lille kunstværk. De priser kunstnerne forlanger for deres mosaikker, er derfor, ligesom tidligere, så høje at kun få har råd til dem.

Hvordan bliver de fremstillet?

Fremstillingen af ny mosaik begynder med at man finder et motiv man vil bruge som forbillede, som oftest et maleri. En skitse skæres i mindre stykker, og hvert stykke skal så svare til en del af det færdige værk. Når en kunstner tålmodigt udvælger den sten han vil bruge, tolker han, og ikke nødvendigvis efterligner, sit motiv. Hver del af skitsen limes så fast på den stenplade han har valgt til den.

Kunstneren sætter hver plade, som er to til tre millimeter tyk, i en skruestik, hvorefter han nøje udskærer de stykker han skal bruge (se billedet ovenfor). Han anvender en sav, der består af en bue af kastanjetræ mellem hvis ender der er udspændt en jernklinge. Under udskæringen fugter han klingen med slibepasta. Dernæst filer han stykkerne så nøjagtigt at han ikke kan se lys trænge igennem når han holder dem mod hinanden. Tænk hvor svært det må være når delene skal ligne de tynde klatretråde på en vinranke!

Efter at stykkerne er samlet og fastgjort til et underlag af skifer, bliver stenenes overflade planslebet og finpudset en sidste gang. Det giver motivet en glans som intet fotografi kan gengive. Det er fantastisk at se en kunstners evne til at udnytte farvetonerne i et enkelt stykke sten så godt at han opnår et naturligt spil af lys og skygge på de sarte blomsterblade. Frugter, vaser, fugle, sommerfugle og landskaber er blot nogle få af de motiver som kunstnere har formået at skabe med denne beskrevne teknik.

Et af de fascinerende aspekter ved florentinsk mosaik er at kunstneren ikke er herre over hvordan hans værk kommer til at se ud i detaljer. Han må vælge mellem de farver og strukturer som findes i de sten Gud allerede har skabt. I en bog om emnet står der: „I smukke sten kan man betragte Guds storhed og ubeskrivelige magt. I sådanne små genstande forener han alverdens skønhed . . . , og viser os et glimt eller en genspejling af det guddommelige.“

[Kildeangivelse på side 16]

Alle fotos, side 16 og 17: Su concessione del Ministero per i Beni e le Attività Culturali-Opificio delle Pietre Dure di Firenze, Archivio Fotografico