I EN film der blev lavet for nogle år siden, er der en scene hvor en ung mand står ved en venindes grav. Den unge mand siger: „Mor sagde altid at døden er en del af livet.“ Mens kameraet ganske kort rettes mod gravstenen, tilføjer han: „Jeg ville ønske den ikke var.“

Milliarder af mennesker som har mistet en af deres kære i døden, føler det på samme måde. Døden er en grusom fjende! Gud lover imidlertid: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Men hvorfor dør vi — når vi tilsyneladende har kapacitet til at leve evigt? Og hvordan skulle døden kunne blive tilintetgjort?

Om Skaberen, Jehova Gud, siger Bibelen: „Fuldkomment er hans værk.“ (5 Mosebog 32:4; Salme 83:18) Den første mand, Adam,  blev skabt fuldkommen og havde mulighed for at leve evigt i Eden, den paradisiske have på jorden hvor Gud havde sat ham. (1 Mosebog 2:7-9) Hvorfor måtte Adam forlade sit paradisiske hjem og blive gammel og dø?

Enkelt sagt var det fordi Adam var ulydig ved at spise frugten af et bestemt træ som han havde fået påbud om ikke at spise af. Gud havde i utvetydige vendinger advaret Adam om hvad straffen var for at gøre det. Han sagde: ’Du skal visselig dø.’ (1 Mosebog 2:16, 17) Adam gjorde sin hustru, Eva, følgeskab ved at være ulydig mod dette påbud, og derfor drev Gud dem ud af Eden. Bibelen fortæller at grunden til at Gud handlede så hurtigt, var at han ville hindre Adam i også at række sin hånd ud og tage af livets træ i haven og spise og leve evigt. — 1 Mosebog 3:1-6, 22.

Adam og Eva døde fordi de var ulydige, men hvorfor bliver deres efterkommere gamle, for til sidst at dø? Det er fordi de har arvet synden fra Adam, og på grund af denne synd er hver eneste af hans efterkommere blevet underlagt ufuldkommenhed og død. Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

Som vi læste tidligere, vil ’døden blive tilintetgjort’ — ja, fjernet for evigt! (1 Korinther 15:26) Hvordan? Det giver Bibelen svar på. Den siger: „Følgen for mennesker af alle slags [er], ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ (Romerne 5:18) Hvad er det der gør det muligt for os at opnå en retfærdig stilling hos Gud og få evigt liv?

Det er den foranstaltning Gud har truffet for at slette den synd som alle mennesker har arvet fra det første menneske, Adam. Bibelen forklarer: „Den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23) Om denne foranstaltning der gør det muligt for mennesker at blive erklæret retfærdige til liv, sagde Jesus: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

Tænk på hvor meget Gud elsker os, og hvor meget hans søn, Jesus Kristus, der blev udsat for mange lidelser for vores skyld, elsker os. Apostelen Paulus skrev: „Guds søn . . . elskede mig og overgav sig selv for mig.“ (Galaterne 2:20) Men hvorfor er Jesus det eneste menneske der kunne „give sin sjæl som en løsesum“ for os og på den måde befri os fra syndens dødbringende følger? — Mattæus 20:28.

Det er han fordi han er det eneste menneske der ikke har arvet synden fra det første menneske, Adam. Hvorfor har Jesus ikke arvet synden? Fordi hans liv mirakuløst blev overført fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderliv. Marias søn var derfor, som en engel sagde, ’hellig, Guds søn’. (Lukas 1:34, 35) Det er grunden til at Jesus kaldes „den sidste Adam“, og at han ikke har arvet synden fra „det første menneske, Adam“. (1 Korinther 15:45) Som et syndfrit menneske kunne Jesus således give sig selv som „en tilsvarende  løsesum“ — hans liv svarede nøjagtigt til det fuldkomne, syndfri liv som det første menneske engang havde. — 1 Timoteus 2:6.

Ved hjælp af denne løsesum gjorde Gud det muligt for os at opnå dét som det første menneske, Adam, mistede, nemlig evigt liv i et jordisk paradis. Men eftersom de fleste mennesker der har levet på jorden, nu er døde, må de have livet igen for at få denne velsignelse. Et storslået fremtidsperspektiv! Men lyder det for godt til at være sandt?

Er det for svært at tro at Jehova Gud, som har skabt livet, er i stand til at genskabe et menneske som engang har levet? Tænk et øjeblik over den evne som den første kvinde fik af Gud til at undfange, eller blive gravid. „Adam havde . . . omgang med sin hustru Eva“, og omkring ni måneder senere kom en fuldbåren ’miniatureudgave’ af dem selv til verden. (1 Mosebog 4:1) Den proces der foregik i Evas livmoder hvorved barnets forskellige legemsdele blev dannet, beskrives stadig som et mirakel, noget der overgår vores fatteevne! — Salme 139:13-16.

En fødsel betragtes ikke som et mirakel da det sker tusindvis af gange hver eneste dag. Men at døde mennesker skulle kunne bringes tilbage til livet, bliver af mange stadig betragtet som umuligt. Da Jesus sagde til nogle som sørgede over en ung piges død, at de skulle holde op med at græde eftersom pigen ikke var død, men blot sov, „begyndte de at le hånligt ad ham“ da de vidste at hun var død. Men Jesus sagde til den døde pige: „’Stå op!’ Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring.“ Beretningen fortæller: „De [de tilstedeværende] blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ — Markus 5:39-43; Lukas 8:51-56.

Da Jesus bad om at få stenen foran hans nære ven Lazarus’ grav fjernet, indvendte Marta, en søster til Lazarus: „På nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.“ Forestil dig den glæde det vakte da Jesus bragte Lazarus tilbage til livet! (Johannes 11:38-44) Mange hørte om Jesu mirakler. Mens Johannes Døber var i fængsel, fortalte Johannes’ disciple ham om Jesu tjeneste og sagde: „Døde bliver oprejst.“ — Lukas 7:22.

Hvorfor udførte Jesus sådanne mirakler når de mennesker der blev oprejst, med tiden ville dø igen? Det gjorde han for at bevise at dét som den første Adam havde mistet — evigt liv på en paradisisk jord — kan og vil blive en realitet. De opstandelser Jesus udførte, viste hvordan millioner af mennesker med tiden vil ’tage jorden i besiddelse’ og „bo for evigt på den“. — Salme 37:29.

Vi er lykkeligvis blandt dem der har det storslåede håb at kunne komme til at leve evigt hvis vi viser „gudhengivenhed“. Bibelen siger at gudhengivenhed „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. Det liv som skal komme, kaldes også „det virkelige liv“. — 1 Timoteus 4:8; 6:19.

Lad os nu se på hvordan det virkelige liv — livet i den kommende retfærdige nye verden — vil være.