En kærlighed af større styrke end en orkan!

Da USA’s kyst ved Den Mexicanske Golf i 2005 blev ramt af orkanerne Katrina og Rita, forårsagede det katastrofale ødelæggelser, og mange mistede livet. Blandt dem der blev berørt af orkanerne, var tusinder af Jehovas Vidner.

Under ledelse af Jehovas Vidners afdelingskontor i USA blev der oprettet nødhjælpskomitéer. I Louisiana etablerede man 13 nødhjælpscentre, 9 lagerbygninger og 4 brændstofdepoter. Assistancen fra nødhjælpscentrene nåede ud til et område på 80.000 kvadratkilometer. Omkring 17.000 Jehovas Vidner fra alle dele af USA og 13 andre lande strømmede til for at assistere med nødhjælps- og genopbygningsarbejdet. Resultatet af dette arbejde viser at ingen naturkræfter er stærkere end ægte kristen kærlighed. — 1 Korinther 13:1-8.

De frivillige arbejdere reparerede praktisk talt alle de af deres trosfællers huse som var blevet beskadiget, over 5600, og de istandsatte stort set alle ødelagte rigssale, 90 i alt. I harmoni med Galaterbrevet 6:10, hvor kristne opfordres til at „gøre det der er godt mod alle“, hjalp Jehovas Vidner også mange andre ud over deres trosfæller.

DET krævede selvopofrelse at tage del i nødhjælpsarbejdet, men det var også forbundet med mange velsignelser. Her følger nogle kommentarer fra syv Jehovas Vidner som har haft tilsyn med forskellige dele af nødhjælpsarbejdet.

„Et højdepunkt i mit liv“

Robert: Det har været et højdepunkt i mit liv at sidde i en nødhjælpskomité. Jeg er 67 år og dermed det ældste medlem af komitéen. Jeg har samarbejdet med utallige frivillige arbejdere, deriblandt mange fremragende unge, åndeligsindede trosfæller. Det er utrolig opmuntrende at se de unges selvopofrende kærlighed til Jehova og til deres medkristne!

Min kone, Veronica, har været en rigtig god medhjælper. For at vi kunne stille os til rådighed, støttede hun mig i min beslutning om at sige op, selvom jeg havde været glad for mit job i over 40 år. Nu arbejder vi én aften om ugen med kontorrengøring. Vi har lært at klare os med mindre, og vi nyder at have forenklet vores liv. Det åndelige miljø vi arbejder i, har givet os en dybere forståelse af hvad det vil sige at sætte Guds rige først i sit liv. (Mattæus 6:33) Vi har gang på gang set at Jehova forstår at tage sig af sine tjenere.

Frank: Jeg er tilsynsmand for bespisningsafdelingen i Baton Rouges nødhjælpscenter. Til at begynde med måtte vi arbejde i 10 til 12 timer alle ugens syv dage for at lave mad til nødhjælpsarbejderne. Men der fulgte mange velsignelser med, blandt andet har vi med egne øjne set hvor stærk kristen kærlighed kan være.

Mange af de frivillige arbejdere som hjalp med at lave mad i en uge eller så, bad om at få  lov til at komme igen. Og nogle skrev postkort eller telefonerede for at fortælle hvor glade de var for at have fået lov til at være med til at hjælpe. Min kone, Veronica, og jeg er dybt rørt over deres offervillighed.

Han fik gåsehud

Gregory: Min kone, Kathy, og jeg solgte vores hus i Las Vegas, Nevada, og købte en lille pickup og en beboelsesvogn som vi nu bor i. Ved at forenkle vores liv har vi kunnet være med i nødhjælpsarbejdet i Louisiana i over to år. Vi forstår nu mere end nogen sinde før sandheden i det der siges i Bibelen i Malakias 3:10: „’Sæt mig dog på prøve . . . ,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’[og se] om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“

Ofte smiler vi lidt ved os selv når nogen siger: „Ih, hvor er I selvopofrende!“ I tredive år har Kathy og jeg ønsket at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i USA, men vi har haft børn at tage os af. Med nødhjælpsarbejdet har vi fået opfyldt vores ønske om at gøre mere i tjenesten for Gud. Det har også været en forret at arbejde så nært sammen med trosfæller, hvoraf nogle er meget dygtige til deres fag. En af kokkene har for eksempel været køkkenchef på en meget fin restaurant, og en anden har lavet mad til to forskellige amerikanske præsidenter.

For mange af de frivillige har nødhjælpsarbejdet været noget der for altid vil præge dem. En 57-årig fik gåsehud da han skulle beskrive det arbejde han havde været med til i forbindelse med at hjælpe ofre for orkanen. Også nogle Jehovas Vidner som ikke selv har kunnet være med, har bidraget til at opmuntre ofrene. To frivillige arbejdere, der hjælper med bekæmpelse af skimmelsvamp, overbragte os for eksempel et banner som var underskrevet af alle — også børnene — i tre menigheder fra Nebraska hvor de kom fra.

’Vi har set Guds omsorg for nødlidende’

Wendell: Dagen efter at orkanen Katrina ramte, indbød afdelingskontoret i USA mig til at komme og foretage en bedømmelse af skaderne på rigssale og Jehovas Vidners private huse i Louisiana og Mississippi. Dermed begyndte jeg på en opgave der også kom til at betyde noget for mig personligt. Min kone, Janine, og jeg har i 32 år boet i et område hvor der er et stort behov for forkyndere af Riget, og vi har derfor ofte set hvordan Jehova tager sig af sine tjenere. Men nu har vi set Guds omsorg i langt større omfang.

Jeg har den forret at tjene som ordstyrer i Baton Rouges nødhjælpskomité. Det er en krævende, men også uhyre tilfredsstillende opgave. Ja, vi i nødhjælpskomitéen har i hundredvis af gange set hvordan Gud løser problemer, åbner døre og viser omsorg for nødlidende på en måde som kun en kærlig, almægtig Fader kan gøre det.

Mange har spurgt os: „Hvordan kan du og din kone dog klare at blive ved med at være  med i nødhjælpsarbejdet efter mere end to år?“ Det har ikke altid været let. Vi har måttet foretage adskillige forandringer i vores liv. Men det gode er at vi har set hvor mange fordele der er ved at ’holde sit øje klart’. — Mattæus 6:22.

Mens vi foretog de første eftersøgnings- og redningsaktioner i New Orleans, fik vi ikke ret meget hvile. På grund af det kaos og de voldshandlinger der prægede byen efter orkanen, var der praktisk talt undtagelsestilstand i byen, og det vanskeliggjorde arbejdet. Man kunne let føle sig overvældet af den enorme opgave der lå forude.

Vi mødte tusinder af Jehovas Vidner som havde lidt tab. Vi bad sammen med dem og forsøgte at trøste dem. Derefter gik vi med Jehovas hjælp i gang med arbejdet. Jeg føler til tider at jeg har oplevet lige så meget på de to år her, som i et helt liv.

Når jeg af og til mente at jeg både fysisk og følelsesmæssigt var for udmattet til at fortsætte, skete det gang på gang at der ankom en masse frivillige arbejdere — nogle for at hjælpe i måneder, andre for at blive under hele forløbet. Det har virkelig holdt os oppe at se så mange glade og villige hjælpere, deriblandt mange unge.

Jehova kom os ofte til undsætning. Noget af det første vi for eksempel erfarede, var at der lå væltede træer hen over 1000 af brødrenes huse. Men da vi hverken havde maskineri eller folk til at udføre det farlige arbejde med at fjerne træerne, bad hele nødhjælpskomitéen til  Jehova om hjælp. Allerede næste dag tilbød en broder som havde en lastbil og det helt rigtige maskineri, sin hjælp. Ved en anden lejlighed blev vores bøn besvaret inden der var gået et kvarter. Vi har også oplevet at det udstyr vi havde bedt om, allerede var på vej inden vi nåede at sige amen! Ja, Jehova viste os at han virkelig „hører bøn“. — Salme 65:2.

„Stolt over at være et af Jehovas Vidner“

Matthew: Dagen efter at Katrina havde ramt, hjalp jeg med at organisere at der blev bragt 15 tons mad, vand og andre livsnødvendigheder ud til det ødelagte område. Jehovas tjenere viste en utrolig gavmildhed!

For at kunne være mere effektive flyttede min kone, Darline, og jeg til et sted der lå et par timers kørsel fra det ramte område. Et af de lokale Jehovas Vidner gav os et deltidsjob så vi kunne bruge det meste af vores tid på nødhjælpsarbejdet. Et andet Jehovas vidne stillede en lejlighed til rådighed for os. Jeg er fyldt med værdsættelse over at være en del af så kærligt et brodersamfund; det gør mig stolt over at være et af Jehovas Vidner.“

Ted: Kort tid efter at Katrina ramte, meldte min kone, Debbie, og jeg os til at være med i nødhjælpsarbejdet. I løbet af få dage fandt jeg en brugt 9 meter lang beboelsesvogn som var let nok til at vores lastvogn kunne trække den. Den kostede det halve af hvad den var værd — prisen var inden for vores budget og et svar på vores bønner. Vi har nu boet i denne beboelsesvogn i over to år.

Da der var en pause i arbejdet, solgte vi vores hus og de fleste af vores ejendele så vi kunne være frie til at påtage os mere arbejde i New Orleans, hvor jeg tjener som projektkoordinator. Noget af det største vi har oplevet, er at se hvordan Jehova er „al trøsts Gud“ for sine tjenere. Mange havde ikke alene mistet deres hjem og rigssal, men som følge af evakueringen også deres menighed, ja, hele deres forkynderdistrikt. — 2 Korinther 1:3.

„Vi blev dybt rørt over at se deres tro“

Justin: I oktober 2005 lød der en opfordring til at melde sig som frivillig til nødhjælpsarbejdet i Den Mexicanske Golf. Min kone, Tiffany, og jeg udfyldte straks en ansøgning om at være med, og i februar 2006 blev vi indbudt til at hjælpe på tagdækkerholdet i Kenner nødhjælpscenter i nærheden af New Orleans.

I forbindelse med at vi hver dag arbejdede på et bestemt hus, lærte vi de lokale Jehovas Vidner at kende, og vi blev dybt rørt over at se deres tro og tillid til Gud. Hver eneste dag blev vi også mindet om hvor tåbeligt det er at sætte sin lid til materielle ting. Man føler en ubeskrivelig glæde når man ser hvad Jehova sætter sine tjenere i stand til at udrette, og når man får lov til at være med til at hjælpe sine medkristne.

[Ramme/​illustration på side 18]

En dag i et nødhjælpscenter

Køkkenholdet i et nødhjælpscenter begynder hver morgen klokken 4.30. Klokken 7.00 samles hele gruppen af frivillige arbejdere i bespisningsområdet til en 10-minutters drøftelse af et skriftsted fra Bibelen inden morgenmaden. Ordstyreren benytter samtidig lejligheden til at byde nyankomne frivillige arbejdere velkommen og fortæller eventuelt en opmuntrende oplevelse.

Efter en fælles takkebøn får alle et sundt morgenmåltid og tager derefter ud for at arbejde. Nogle bliver tilbage i nødhjælpscentret hvor de arbejder på kontoret, i vaskeriet eller i køkkenet. Kokkene smører madpakker, som de forskellige arbejdshold henter ved frokosttid.

Hver mandag aften samles ’familien’ af frivillige arbejdere til et fælles bibelstudium hvor de gennemgår en artikel fra Vagttårnet, udgivet af Jehovas Vidner. Studiet hjælper alle til at holde sig åndeligt stærke, og det er nøglen til at holde ud med glæde og til at have det rigtige syn på det arbejde man er med til. — Mattæus 4:4; 5:3.

[Ramme på side 19]

„Jeg har tydeligvis fejlbedømt jer“

En kvinde i New Orleans havde et skilt på sin dør der lød: „Besøg af Jehovas Vidner frabedes.“ Så en dag begyndte et hold frivillige arbejdere at genopbygge et orkanramt hus der lå på den modsatte side af den vej kvinden boede på. Hver dag lagde kvinden mærke til den varme og glade stemning der var blandt arbejderne. Til sidst kunne hun ikke længere styre sin nysgerrighed, og gik over for at se hvad det var der foregik. Da hun fandt ud af at de frivillige arbejdere var Jehovas Vidner, fortalte hun dem at ikke en eneste fra hendes kirke så meget som havde ringet til hende siden orkanen ramte. „Jeg har tydeligvis fejlbedømt jer,“ sagde kvinden. Som følge af det hun havde set, tog kvinden skiltet ned fra sin dør og indbød Vidnerne til at komme og besøge hende.

[Illustration på side 16, 17]

Robert og Veronica

[Illustration på side 16, 17]

Frank og Veronica

[Illustration på side 17]

Gregory og Kathy

[Illustration på side 17]

Wendell og Janine

[Illustration på side 18]

Matthew og Darline

[Illustration på side 18]

Ted og Debbie

[Illustration på side 18]

Justin og Tiffany