Min kærlighed til musikken, livet og Bibelen

FORTALT AF BORIS N. GULASHEVSKIJ

Forestil dig en blind mand i tresserne som har været igennem to alvorlige hjerteanfald. Tårerne løber ned ad kinderne på ham mens han takker Gud fordi han har fået lov til at lære ham at kende. Den situation befandt jeg mig i for bare 11 år siden.

JEG blev født i Ukraine i året 1930 i landsbyen Tsibulev som ligger i Tjerkassy-distriktet. I 1937, i en af de perioder hvor Stalin undertrykte uønskede befolkningsgrupper, blev min far arresteret og dømt som „en fjende af staten“. Vores lejlighed blev konfiskeret, og de fleste af vores bekendte undgik os. Snart blev mange af dem også arresteret. Det var en tid hvor mistillid, stikkeri og frygt var udbredt.

To måneder efter at min far var blevet arresteret, blev min søster, Lena, født. Min mor, Lena, min storebror Nikoláj og jeg tilbragte den vinter i et lille værelse hvor der hverken var vinduer eller en ovn. Senere kom vi til at bo i min farfars hus. Nikoláj og jeg passede huset, huggede brænde og reparerede det der var gået i stykker. Jeg kunne godt lide at arbejde med mine hænder. Jeg lavede tømrerarbejde og fremstillede sko. Jeg elskede også musik. Derfor lavede jeg mig en balalajka af et stykke krydsfinér og lærte mig selv at spille på den. Senere begyndte jeg også at spille guitar og mandolin.

Som 5-årig var jeg blevet døbt i den katolske kirke. Men da jeg hverken forstod kirkens lære eller skikke, virkede de ateistiske synspunkter mest fornuftige på mig. Efter den anden verdenskrig tilsluttede jeg mig Komsomol (en kommunistisk ungdomsorganisation), og når der var lejlighed til det, diskuterede vi med de  troende og prøvede at bevise at der ikke var nogen Gud.

Da jeg mistede synet

Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941, gik frontlinjen flere gange under krigen lige gennem vores landsby. Den 16. marts 1944 blev jeg såret under et bombardement og mistede synet. Jeg havde smerter og blev grebet af fortvivlelse og håbløshed.

Da fronten flyttede sig vestpå og tyskerne blev tvunget til at trække sig tilbage, begyndte jeg at gå ture i haven og lytte til fuglenes sang. Mor havde ondt af mig og gav mig vodka, og de lokale inviterede mig med til deres fester hvor jeg spillede. Jeg røg, og jeg druknede min fortvivlelse i alkohol. Men snart erkendte jeg at det ikke ville løse mine problemer.

Min tante som var skolelærer, hørte om skoler for blinde og overtalte min mor til at melde mig ind på en sådan skole. I 1946 begyndte jeg på en skole for blinde i en by som i dag kaldes Kamenets-Podolskij, hvor jeg ivrigt gik i gang med at studere. Jeg lærte at læse og skrive blindeskrift. Jeg fortsatte også med at få musikundervisning og brugte mange timer på at lære at spille på koncertina. Viceskoleinspektøren lagde mærke til hvor flittig jeg var, og gav mig lov til at spille på sin harmonika. Jeg lærte også at spille klaver.

Mit eget hjem

I 1948 giftede jeg mig med en af skolens lærerinder, som havde hjulpet mig med mine studier. Hendes mand var død under krigen og havde efterladt hende med to små piger. Da jeg var færdig med skolen, flyttede jeg ind hos hende. Jeg gjorde mit bedste for at være en god ægtemand og far og tjente til livets ophold ved at spille musik. I 1952 fik vi en søn.

Jeg traf forberedelser til at bygge et hus til vores familie. Jeg betalte andre for at lægge fundamentet og rejse ydermurene, men meget af det andet arbejde gjorde jeg selv. Følesansen og min fantasi hjalp mig til at kompensere for at jeg var blind. Jeg tog et stykke træ i hånden, følte på det og forestillede mig hvordan det så ud. Derefter kunne jeg forarbejde det til forskellige trægenstande, herunder også træredskaber. Stålværktøj bestilte jeg fra en fabrik. Jeg byggede en stenovn, lavede møbler og fik udrettet mange andre ting selv.

Et fløjteorkester

Jeg fik yderligere musikundervisning og blev professionel musiker. Efter at have lært at spille på flere forskellige musikinstrumenter lærte jeg også at spille fløjte. På et tidspunkt reparerede jeg en lille bambusfløjte, og senere lærte jeg at lave mine egne fløjter. Dengang mente eksperterne ikke at man kunne fremstille fløjter der kunne frembringe bastoner eftersom den store størrelse som fløjten måtte have, ville medføre at tonen blev for svag. Det var derfor man ikke havde fløjteorkestre.

 Imidlertid lykkedes det mig at konstruere en fløjte med en speciel resonator som forstærkede lyden. Det gjorde det muligt at fremstille fløjter som kunne spille dybe bastoner uden at det gik ud over lydstyrken. Jeg begyndte også at fremstille forskellige sæt, eller ’familier’, af fløjter som kunne frembringe komplicerede harmonier.

Tidligere havde jeg sammensat orkestre bestående af musikere der spillede på traditionelle musikinstrumenter. I et af mine orkestre var der udelukkende blinde musikere. I 1960 dannede jeg så et orkester som kun havde fløjteinstrumenter med — det eneste orkester af sin art i Sovjetunionen, ja formentlig i hele verden.

Erkendelse og tvivl

I 1960 fik jeg nogle musikinstrumenter repareret hos en der var ekspert på området, og han begyndte at tale med mig om religion. Som sædvanlig hævdede jeg at der ikke fandtes nogen Gud. Han foreslog at jeg bare lyttede til det han læste højt fra Bibelen. Da jeg aldrig havde læst Bibelen, besluttede jeg mig for at følge hans råd.

Jeg blev dybt rørt af beretningen om Jakob som arbejdede hårdt for at sørge for sin familie. Beretningen om Josefs brødre der sælger ham som slave, om de prøvelser han gennemgår, og om hvordan han senere tilgiver dem, fik mig til at græde. (Første Mosebog, kapitlerne 37, 39-45) Jeg kunne også godt lide den gyldne regel om at behandle andre sådan som man selv gerne vil behandles. (Mattæus 7:12) På denne måde lærte jeg Bibelen at kende og kom til at holde af den.

Jeg begyndte at overvære baptisternes møder sammen med ham der havde givet mig kendskab til Bibelen. Jeg blev præsenteret for Det Nye Testamente på blindeskrift og begyndte at læse det omhyggeligt igennem. Jeg lagde imidlertid mærke til nogle uoverensstemmelser mellem baptisternes lære og det Bibelen siger. Bibelen viser for eksempel at Gud og Jesus er to forskellige personer, og at Gud er større end Jesus. (Mattæus 3:16, 17; Johannes 14:28; Apostelgerninger 2:32) Men baptisterne holder fast ved at Jesus er lig Gud, at de er dele af en treenighed. Jeg læste mit ’Nye Testamente’ igennem mange gange idet jeg bogstavelig talt følte mig igennem hvert ord, og jeg blev sikker på at denne lære ikke fandtes i Bibelen.

I den bibeloversættelse vi havde, blev ordet „helvede“ brugt. Jeg prøvede at forestille mig helvede ifølge baptisternes lære — et sted med evig pine i ild. Det var en grusom tanke! Bibelen siger at Gud er kærlighed, og jeg kunne ikke forestille mig at Gud ville skabe sådan et sted. (1 Johannes 4:8) Tiden gik, og min tvivl angående helvede og andre af baptisternes lærepunkter voksede.

Store forandringer

I 1968 var mine steddøtre blevet gift og havde børn. På det tidspunkt begyndte min kone og jeg at have alvorlige uoverensstemmelser. Når jeg tænker tilbage på den tid, fortryder jeg at vi ikke viste hinanden tilstrækkelig kærlighed og var mere tålmodige med hinanden. Vi blev skilt, og mine to følgende ægteskaber endte også med skilsmisse.

I 1981 flyttede jeg fra Kamenets-Podolskij, hvor jeg havde boet i 35 år, til byen Ioshkar Ola som ligger cirka 600 kilometer øst for Moskva. Der fortsatte jeg mine kreative aktiviteter. Et af mine orkestre bestod af 45 musikere som spillede på forskellige fløjter, lige fra en 20 centimeter lang fløjte med en diameter på mindre end 1 centimeter og et højt toneleje til en cirka 3 meter lang kontrabasfløjte med en diameter på 20 centimeter. Vores koncerter blev sendt i både radio og tv, og vi optrådte i hele landet.

I en konkurrence som blev afholdt i 1986 for musikgrupper fra hele Sovjetunionen, modtog jeg et diplom og en medalje for min indsats til fremme af fløjtespillets og fløjtemusikkens kunst. Flere år senere blev der indspillet en dokumentarfilm med titlen Fløjtesolo, eller eventyret om en musiker. Avisen Mariiskaya Pravda skrev: „Boris Nikolájevitj Gulashevskij som skildres i denne film, modtog et særligt diplom for at være ophavsmand til et fløjteorkester som er det eneste af sin art i Rusland.“

 Min søgen efter sandheden

Da jeg flyttede til Ioshkar Ola, indskrev jeg mig som låner på biblioteket, som havde meget materiale til blinde. Jeg satte mig ind i hvad katolikkerne, pinsevennerne og metodisterne lærer. Jeg overværede også nogle møder i den ortodokse kirke. Til min overraskelse opdagede jeg at de havde de samme lærepunkter som jeg havde mødt i baptistkirken, og som jeg allerede vidste ikke stammede fra Bibelen.

En ortodoks præst, Alexander Men, skrev i en bog fra 1969 at Gud har et personligt navn — Yahweh. Han skrev også at jøderne engang havde praktiseret den rene tilbedelse, men at den senere blev besmittet med hedensk lære og afgudsdyrkelse. Det han skrev, gjorde dybt indtryk på mig, og mit ønske om at finde sandheden blev endnu stærkere.

Større beslutsomhed

I et af mine orkestre var der en musiker som hed Liza, hvis syn var så dårligt at hun nærmest blev betragtet som blind. Vi giftede os i 1990, og hun begyndte også at interessere sig for åndelige spørgsmål. Samme år besøgte jeg min mor, som boede sammen med min søster, Lena, i byen Baranovitji i Hviderusland (Belarus). Min mor bad mig om at gå med i den katolske kirke, og her modtog jeg kommunionen. Det var på det tidspunkt at begrebet perestrojka blev aktuelt i Sovjetunionen, og præsten brugte det meste af sin prædiken til at tale om politiske forandringer. Igen fik jeg bekræftet at det ikke var det jeg havde behov for.

I 1994 fik jeg to hjerteanfald og blev alvorligt syg. Samme år døde min mor. Alligevel fortsatte jeg med at læse i Bibelen. Jeg havde allerede læst Det Nye Testamente igennem 25 gange, og derefter var jeg holdt op med at tælle. Men jeg fortsatte min læsning og havde flere og flere ubesvarede spørgsmål. Det stod mig klart at jeg ikke kunne finde frem til Bibelens sandhed på egen hånd.

Forståelsens lys

I 1996 bankede Jehovas Vidner på vores dør i Ioshkar Ola. Jeg var mistænksom over for dem fordi aviserne havde omtalt dem som en farlig sekt. Men så tænkte jeg: ’Hvad skade kan de gøre mig?’ Det første jeg spurgte om, var hvad de mente om treenigheden. De svarede at hverken ordet eller begrebet fandtes i Bibelen. Det var jeg glad for at høre eftersom jeg var nået til samme konklusion.

Da jeg læste Anden Mosebog 6:3 fra den russiske synodale oversættelse, hvor Guds navn Jehova bruges, sprang mit hjerte et slag over. Jeg var forbløffet over det bedrag kirkerne gjorde sig skyld i ved at skjule dette navn for folk. Tænk at Vidnerne bar Skaberens navn og fortalte andre om det! — Esajas 43:10.

Jeg bombarderede Jehovas Vidner med spørgsmål som: „Hvorfor taler Bibelen om helvede? Hvorfor siger den populære russiske synodale bibeloversættelse at jorden vil brænde op?“ Jeg havde det ene spørgsmål efter det andet, men da jeg fik svar fra Bibelen, indså jeg at jeg havde fundet den tro jeg havde søgt efter i årevis. Med glædestårer i øjnene faldt jeg ned på mine knæ og takkede Gud.

Vidnerne begyndte snart at tage mig med til deres møder. Jeg var imponeret over hvor opmærksomt tilhørerne hørte efter, og hvor flittigt de brugte deres bibler under talerens indlæg. Når han omtalte et skriftsted, slog folk det op i deres egen bibel. Det havde jeg aldrig oplevet før. Ved det møde blev der sunget en sang som var bygget over Esajas 35:5. Den begyndte med ordene: „Når blinde morgengryet ser.“

Jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner op til fire gange om ugen, og det fandt jeg stor glæde ved. Jeg lærte hvorfor Gud tillader trængsler og krige, og hvad han vil gøre for at rette op på de sørgelige følger af disse ting. Det gjorde især indtryk på mig at lære om hvordan  Gud ved hjælp af sit rige kærligt vil sørge for at hans vilje med jorden vil blive gennemført; at jorden vil blive til et paradis hvor lydige mennesker kan glæde sig over at leve evigt. (1 Mosebog 1:28; Esajas 65:17-25; Åbenbaringen 21:1-5) Bibelens sandheder blev stadig klarere for mig, og den 16. november 1997 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Gud.

Forenede i tjenesten for Gud

Kort efter min dåb begyndte Liza også at studere Bibelen. Hun var plaget af lammelser, men gjorde alligevel hurtige åndelige fremskridt og blev døbt i 1998. Hun måtte bæres ned til dåbsbassinet, men var besluttet på at tjene Gud af hele sin sjæl. Liza gik i gang med at motionere, og vi betalte en terapeut for at give hende massage. Med tiden forsvandt hendes lammelser. I dag kommer hun til alle møderne, er med i forkyndelsen fra hus til hus og tager også til fjerntliggende distrikter for at forkynde.

Hver gang jeg går ud i forkyndelsen, beder jeg om mod til det. Når jeg har bedt, tager jeg min stok og forlader huset for at gå hen til busstoppestedet ad en vej jeg kender godt. Når jeg hører skridt der nærmer sig, påbegynder jeg en samtale om Bibelen. Når jeg kommer op i trolleybussen, sætter jeg mig cirka midt i den, og så begynder jeg at tale med folk om Bibelen og afsætte litteratur. Hvis nogen viser interesse, udveksler vi telefonnumre.

For ikke så længe siden fik jeg lejlighed til at tale med en musiklærer på et sanatorium. Han var forbavset over den visdom der findes i Bibelen. Da han vendte hjem, begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner. På det samme sanatorium mødte jeg direktøren for en lokal fabrik. Hans søn er blind, og jeg fortalte ham om mit håb. Han blev interesseret og var taknemmelig for at høre om sandheden fra Bibelen.

Siden min dåb har jeg hjulpet otte andre til at blive forkyndere af Riget, og jeg har studeret Bibelen sammen med mange flere. Jehova sørger fortsat for min kone og mig ved at yde os en kolossal hjælp gennem vores kristne brødre og søstre. De læser højt for os, og vi drøfter de bibelske publikationer sammen. De optager også foredrag fra stævner og menighedsmøder til os. Alt dette har hjulpet os til at indprente Bibelens sandheder i vores hjerter og til at give disse sandheder videre til andre. På denne måde er menigheden blevet „en styrkende hjælp“ for os. — Kolossenserne 4:11.

Jeg har viet mange år af mit liv til musikken, og i dag synger jeg glad med på Rigets sange. Jeg har lært alle sangene fra den russiske udgave af Syng Jehovas pris udenad. Det er min opfattelse at Jehova fandt mig i denne onde verden og hjalp mig til at finde vej ud af det åndelige mørke. Derfor er jeg overbevist om at han også en dag vil udfri mig af det bogstavelige mørke.

[Illustration på side 19]

Jeg spiller på en C-basfløjte

[Illustration på side 20]

Jeg spiller på harmonika, 1960

[Illustration på side 20, 21]

Et fløjteorkester

[Illustration på side 23]

Sammen med Liza i dag