En ’sort svane’ i Venedigs kanaler

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ITALIEN

I EN kanal omgivet af fugtige mure, buede stenbroer, vinduer med arabesker og balkoner fyldt med blomster glider den langsomt af sted. Den er sort, elegant og lydløs og minder på afstand om en sort svane. Dens krop er ganske vist af træ, og halsen af metal er langtfra blød og fjerklædt, men alligevel bevæger den sig i Venedigs kanaler med samme ynde som en smuk svane. Hvad taler vi om? En gondol — ifølge nogle den mest kendte bådtype i verden. Hvor stammer den fra? Hvorfor er den så populær? Hvordan adskiller den sig fra andre både?

Gondolens oprindelse

Det er vanskeligt at præcisere hvornår den første gondol så dagens lys. Nogle mener at det var i det 11. århundrede. Første gang man ser den fremstillet på malerier er i slutningen af det 15. århundrede, men det var først i det 17. og 18. århundrede den fik sit karakteristiske udseende der gør den så kendt og usædvanlig i forhold til alle andre både. Gondolen havde i forvejen en flad bund, men det var først i denne periode at båden begyndte at få sin særprægede, langstrakte facon og en forstavn af jern.

 Det er også vanskeligt at spore oprindelsen til bådens navn. Nogle mener at ordet „gondol“ kommer af det latinske ord cymbula, som var navnet på en lille båd, eller fra ordet conchula, som er diminutiv af concha, der betyder „skal“.

Karakteristisk for Venedig

Én ting er imidlertid ubestridelig — der er en nær sammenhæng mellem gondolen og Venedig. Faktisk er gondolen Venedigs vel nok vigtigste kendemærke. Tænk blot på hvor ofte man ser gondoler på billeder derfra.

Der er også andet som binder gondolen og Venedig tæt sammen. Når man bevæger sig gennem kanalerne i en gondol, „ser man Venedig fra en hel anden vinkel,“ siger Roberto, en gondoliere som sejler med turister i byens kanaler. „Man ser ikke blot de sædvanlige seværdigheder, man når ind til selve hjertet af Venedig.“ Den kendte tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe skrev engang at han, når han sejlede i en gondol, følte sig som „medhersker over det adriatiske hav, hvilket enhver Venezianer føler sig som, når han lægger sig i sin gondol“. Roberto siger også: „Gondolens rolige tempo harmonerer perfekt med atmosfæren i Venedig. Mens man ligger og vugger på bløde puder, er det som om tiden står stille.“

Særtræk ved gondolen

Man kan undres over at gondolen følger en retlinjet kurs i betragtning af at den kun har en enkelt åre, som hviler i en åregaffel på højre side af båden. Rent logisk skulle man tro at båden ville dreje til den ene side og sejle rundt i cirkler hvis den ikke hele tiden blev rettet op — men det gør den ikke. Hvordan kan det være? Gilberto Penzo, en ekspert i historiske både, skriver: „Hvis man bruger en sammenligning og forestiller sig at båden er som en menneskekrop, og at kølen repræsenterer rygraden, og bådens skelet er ribbenene, kan man sige at gondolen lider af alvorlig skoliose.“ Skroget er med andre ord asymmetrisk — den højre side er 24 centimeter smallere end den venstre. Det bevirker at den højre side af gondolen ligger lavere i vandet end den venstre. Denne slagside opvejer drivtrykket fra bådens åre og vægten af gondolieren, som står til den ene side når han ror, og gondolen kan flyde lige frem.

Et særligt kendetegn ved denne „svane“ er dens hals, eller forstavn. Med undtagelse af bagstavnen af jern er forstavnen den eneste del af båden der er lavet af metal. Forfatteren Gianfranco Munerotto siger om forstavnen at den er „så iøjnefaldende og karakteristisk  at den indprenter sig i sindet på enhver der ser den for første gang“. Forstavnen af jern blev oprindelig lavet for at skabe modvægt til gondolieren der roede fra bagstavnen, men i dag tjener den kun som dekoration. Ifølge traditionen repræsenterer de seks pinde der peger fremad på forstavnen, Venedigs seks sestieri, eller bydele, mens den lille pind der stikker bagud, er et symbol på den venetianske ø Giudecca. Den S-formede krumning på forstavnen siges at repræsentere Venedigs Canal Grande.

Noget andet der er karakteristisk for gondolen, er den sorte „fjerdragt“. Der er givet mange forklaringer på hvorfor den er sort. En af dem er at gondoler i det 16. og det 17. århundrede var så ekstravagante, farverige og luksuriøse at det venetianske senat i et forsøg på at få folk til at vise mere beskedenhed, følte sig nødsaget til at idømme bøder til gondolejere hvis både var for prangende. Mange foretrak imidlertid at betale bøderne frem for at fjerne udsmykningen. Det førte til en lov der påbød at alle gondoler skulle males sorte. En anden forklaring er at sort var et tegn på sorg over de tusinder af mennesker der omkom på grund af den sorte død. Og endnu en forklaring er at gondolerne er sorte fordi farven stod godt til de venetianske adelsdamers meget lyse teint. I virkeligheden findes der en meget enklere forklaring. Den sorte farve stammede, i hvert fald til at begynde med, fra tjæren hvormed man gjorde gondolerne vandtætte.

Du har nu i ro og mag gledet hen over det stille vand på ryggen af en sort svane, og vender tilbage til trappetrinnene på kajen ved kanalen hvor turen begyndte. Mens du på afstand følger gondolen med øjnene, fantaserer du måske et øjeblik over om svanen mon vil vende sin lange hals for at pudse sine fjer.

[Illustration på side 24]

Gondolens skrog er asymmetrisk

[Illustration på side 24, 25]

Den særprægede forstavn

[Illustration på side 25]

Roberto, en gondoliere på Venedigs kanaler

[Kildeangivelse på side 25]

© Medioimages