Fra dyb håbløshed til dyb lykke

FORTALT AF VICENTE GONZÁLEZ

Da naboerne hørte at jeg havde skudt mig selv fire gange og overlevet, begyndte de at kalde mig Superman. Men hvis der var noget jeg ikke var, så var det en supermand. Lad mig forklare hvorfor jeg forsøgte at tage mit eget liv.

JEG er født i 1951 i Guayaquil, Ecuador. Mine forældre bosatte sig med deres ni børn et sted ude ved kysten som blev kaldt Las Invasiones (Besættelsesområderne). Fattige familier havde ’besat’ området ulovligt og bygget huse med bambusvægge og bølgebliktage. Fordi husene var bygget på mudderbanker og i mangrovesumpe, var de placeret på træpæle. Vi havde ingen elektricitet. Vi lavede mad på et trækulskomfur og måtte gå en kilometer hver vej for at hente drikkevand.

For at hjælpe med at dække familiens udgifter begyndte mine ældre søskende at arbejde i en tidlig alder. Uden at have færdiggjort min skolegang fik jeg som 16-årig arbejde på en fabrik som bydreng. Mine venner og jeg begyndte at drikke og leve umoralsk. Når min samvittighed gav mig problemer, gik jeg til skrifte. „Min søn, det var et godt skriftemål,“ plejede præsten at sige inden han sendte mig af sted igen uden at give nogen form for åndelig hjælp. Så jeg fortsatte bare med mit liv som om intet var hændt. Med tiden kom de gentagne besøg i skriftestolen til at virke temmelig meningsløse, og jeg stoppede med at komme i kirken. Samtidig begyndte jeg at blive opmærksom på de sociale uretfærdigheder omkring mig. For det fattige flertal var det en stadig kamp blot at tjene til dagen og vejen, mens det rige mindretal levede i luksus. Livet virkede meningsløst, og jeg følte ikke at jeg havde nogen fremtid.

Så en dag fandt jeg ud af at fire af mine søstre læste i Jehovas Vidners publikationer. Jeg begyndte også at læse i dem. Især én bog fangede min opmærksomhed, Sandheden der fører til evigt liv. Bogen forklarede mange bibelske emner på en logisk måde. Jeg kan huske at jeg sagde til mig selv: ’Det her er sandheden!’ Men jeg skulle de næste 15 år erfare at det at leve efter sandheden var en helt anden sag.

Som 22-årig begyndte jeg at arbejde i en bank. En dag viste en kollega mig hvordan han i al hemmelighed „lånte“ penge og senere betalte „lånet“ tilbage. Jeg begyndte også at „låne“ penge indtil jeg havde taget så meget at jeg ikke længere kunne skjule det. Da jeg indså at jeg aldrig ville kunne betale pengene tilbage, blev jeg desperat. Jeg besluttede at gå til bekendelse og straffe mig selv hårdt ved at tage mit eget liv.

Jeg skrev et brev til banken og gik derefter ud og købte en pistol af let kaliber. Så tog jeg hen til et afsides sted på stranden og skød mig selv to gange i brystet og to gange i hovedet. Jeg overlevede, men var alvorligt såret. En cyklist fandt mig og  sørgede hurtigt for at jeg kom på hospitalet. Da jeg efter nogen tid blev udskrevet, blev jeg dømt og kom i fængsel. Efter at jeg var blevet løsladt, var jeg flov og nedtrykt over at jeg nu ikke længere havde en ren straffeattest. Fordi jeg havde overlevet fire skudsår, begyndte naboerne at kalde mig Superman.

Mulighed for at gøre forandringer

Ikke længe efter min løsladelse fik jeg besøg af Paul Sánchez, en af Jehovas Vidners missionærer. Det første jeg lagde mærke til, var hans store smil. Paul var så glad og positiv at jeg tog imod hans tilbud om et personligt bibelstudium. ’Måske kan han hjælpe mig med at finde glæde og mening i livet,’ tænkte jeg.

Med Pauls hjælp lærte jeg at Gud har en hensigt med menneskene, og at de der elsker og adlyder Ham, en dag vil komme til at leve i et jordisk paradis. (Salme 37:29) Jeg lærte også at uretfærdighed og fattigdom ikke er Guds værk, men er et resultat af menneskers oprør mod Gud. (5 Mosebog 32:4, 5) Disse sandheder var som et lys i mit liv. Men at ændre min personlighed var langt sværere end at studere Bibelen.

Jeg fik arbejde på et kontor, hvor jeg skulle tage mig af firmaets pengesager. Og igen bukkede jeg under for fristelsen til at stjæle. Da jeg ikke længere kunne skjule mit tyveri, flygtede jeg til en anden by, hvor jeg opholdt mig i et års tid. Jeg forsøgte også at forlade landet, men uden held. Til sidst vendte jeg hjem.

Paul opsøgte mig igen, og vi genoptog studiet. Denne gang var jeg fast besluttet på at anvende de bibelske principper i mit liv og tjene Jehova. Derfor fortalte jeg også Paul om mine forbrydelser, og han var meget klar i sin vejledning. Han henviste til forskellige skriftsteder i Bibelen, som for eksempel Efeserbrevet 4:28, hvor der står: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det.“ Jeg indså at jeg var nødt til at melde mig og tage konsekvenserne.

Mens jeg overvejede min situation, startede jeg op som kunstmaler. En dag kom en mand ind i mit atelier og gav udtryk for at han var interesseret i et af malerierne. I virkeligheden var han kriminalbetjent, og han arresterede mig. Jeg blev igen stillet for retten og sendt i fængsel. Paul kom og besøgte mig, og jeg lovede ham: „Du kommer ikke til at fortryde at du har brugt tid og kræfter på at hjælpe mig til at forstå Bibelen.“ Vi fortsatte vores studium mens jeg var i fængsel.

Jeg viser at jeg mener det

Da jeg blev løsladt, tog jeg den beslutning at jeg ville tjene Jehova helhjertet, og i de næste to år viste jeg at jeg virkelig mente det. I 1988 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Jeg var ivrig efter at kompensere for al den tid jeg havde spildt, og begyndte derfor i heltidstjenesten som pioner. Jeg gjorde en særlig indsats for at nå ud til medlemmer af ungdomsbander.

En af banderne lavede ofte graffiti på vores rigssal. Jeg kendte medlemmerne og vidste hvor de boede, så jeg opsøgte dem, forklarede formålet med rigssalen og bad dem venligt om at respektere vores ejendom. Efter det havde vi aldrig problemer med graffiti igen.

Da vi senere skulle ombygge rigssalen og fjerne den gamle maling, opdagede en ung broder ved navn Fernando noget graffiti. Der stod La Rana (Frøen). Han udbrød: „Det var mig!“ Fernando havde tidligere været medlem af en bande, og han havde malet sit øgenavn på bygningen. Nu var han i gang med at fjerne det!

Første gang jeg mødte Fernando, var han høj af stoffer. Hans mor havde sendt ham på to forskellige rehabiliteringscentre, men forgæves. Hun havde derfor helt opgivet ham, var flyttet væk og havde efterladt ham alene i huset. Fernando solgte alt af værdi — selv husets døre, vinduer og tag — for at få penge til stoffer.  En dag henvendte jeg mig til ham på gaden, gav ham en sodavand og tilbød ham et bibelstudium. Han tog imod tilbuddet, og til min store glæde reagerede han positivt på sandheden. Han forlod banden, holdt op med at tage stoffer, begyndte at komme til de kristne møder og blev inden længe døbt.

Når Fernando og jeg forkyndte sammen fra hus til hus, genkendte folk os ofte og udbrød „Frøen!“ eller „Superman!“ og spurgte hvad det var vi lavede. De var forbløffede over at se et tidligere bandemedlem og en tidligere tyv besøge dem med Bibelen i hånden.

Engang stod jeg og forkyndte for en mand mens Fernando talte med mandens nabo. Manden pegede på Fernando og sagde til mig: „Kan du se den mand derhenne? Han truede mig engang med en pistol.“ Jeg forsikrede ham om at min ven havde forandret sig og nu levede i harmoni med de bibelske principper. Da Fernando var færdig med at tale med naboen, kaldte jeg på ham og præsenterede ham for manden, som sagde: „Unge mand, jeg vil gerne rose dig for de forandringer du har gjort i dit liv.“

Fernando og jeg har fået utallige af den slags kommentarer. Det har givet os lejlighed til at aflægge mange gode vidnesbyrd og oprette mange bibelstudier. Ja, både Fernando og jeg er stolte af at være Jehovas Vidner.

En milepæl i mit liv

I 2001, da jeg fyldte 50, blev jeg både overrasket og meget glad over at blive indbudt til at overvære Skolen for Udnævnte Tjenere, som skulle holdes i Peru. Undervisningen varer i otte uger og giver kvalificerede brødre åndelig oplæring som skal hjælpe dem i deres tjeneste.

Alt ved skolen var fantastisk — på nær en enkelt ting. Vi skulle holde indlæg for hele klassen, og det gjorde mig skrækslagen. Mange af de yngre elever holdt gode indlæg og virkede slet ikke nervøse. Men da jeg skulle fremholde mit første indlæg, kom de stærke mindreværdsfølelser jeg havde kæmpet med fra barnsben, op i mig. Mine knæ blev som gelé, mine svedige hænder rystede, og min stemme skælvede. Jehova støttede mig imidlertid med sin hellige ånd og ved kærlige brødres hjælp. Om aftenen hjalp en af lærerne mig endog med at forberede mine indlæg. Og endnu vigtigere, han lærte mig at stole på Jehova. Da skolen var forbi, kunne jeg for første gang i mit liv rent faktisk nyde at tale til et publikum.

Min nyvundne sikkerhed blev for alvor sat på prøve ved et af Jehovas Vidners stævner i Guayaquil. Foran 25.000 mennesker skulle jeg fortælle hvordan jeg var blevet et af Jehovas Vidner. Mens jeg talte, blev jeg så overvældet af situationen at min stemme begyndte at skælve. Senere kom en af tilhørerne hen til mig og sagde: „Broder González, da du fortalte din beretning, var der ikke et øje tørt blandt tilhørerne.“ Det jeg mere end noget andet ønskede med min beretning, var at den ville opmuntre de mange som kæmper med at aflægge den gamle personlighed.

Jeg tjener nu som ældste og pioner og har haft den store glæde at hjælpe 16 til at få nøjagtig kundskab om Bibelen. Jeg er lykkelig over at mine forældre og fire af mine søstre også har indviet deres liv til Jehova. Min mor døde i 2001, trofast mod Gud. Jeg kan ikke takke Jehova nok for at han har ladet mig lære ham at kende, og jeg kender ikke nogen bedre måde at vise min værdsættelse på end ved at hjælpe andre til også at komme nær til ham. — Jakob 4:8.

[Illustration på side 12]

Fernando, „Frøen“, et tidligere bandemedlem som jeg hjalp

[Illustration på side 12]

Paul Sánchez, den missionær som studerede Bibelen med mig

[Illustration på side 13]

Vicente González i dag