Bass Rock — Hvor sulerne samles

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I STORBRITANNIEN

KLIPPEØEN Bass Rock er omkring 110 meter høj og to kilometer i omkreds. Den ligger nordøst for den skotske by Edinburgh ved indsejlingen til fjorden Firth of Forth. Den er hjemsted for op mod 100.000 nordatlantiske suler, eller en tiendedel af den samlede verdensbestand af disse fascinerende havfugle. *

I begyndelsen af det 20. århundrede blev sulen jaget som føde. Fedtet blev brugt til medicinske formål, og dens fjer var populære som dyne- og madrasfyld. Til en enkelt madras skulle der bruges fjer fra 300 fugle. Dens æg, som engang var en delikatesse, bliver ikke længere betragtet som velsmagende.

Suler kan blive 30 år gamle og danner sædvanligvis par for livet. I januar vender disse trækfugle tilbage til deres gamle redesteder, som de forsvarer energisk. På Bass Rock ligger disse reder af tang og græs så tæt at der  ikke er mere end en meter imellem dem. Fuglene foretrækker steder hvor det blæser så de kan lette og lande lodret.

Sulen er spændende at betragte. Når halsen er strakt og næbbet stukket i vejret, er fuglen klar til at lette. Og når den med udslåede vinger bøjer sig frem mod en anden fugl, betyder det at den er klar til at forsvare sin rede. Ynglende par fægter forsigtigt med næbbene, og hunnen underlægger sig hannen når han blidt napper hende i nakken. Sulen lægger kun ét æg om året, og begge forældre er med til at udruge det ved at anbringe fødderne med svømmehud oven på ægget for at holde det varmt.

Den voksne sule er hvid med markante sorte vingespidser. Vingerne kan have et spand på op til to meter. Ungfuglen, derimod, er sort med små hvide pletter. Efter 12 uger vejer ungen mere end sine forældre. Den har nogle ekstra fedtlag som den kan tære på når den senere trækker sydpå.

Forældrene og ungen bliver sammen indtil ungen vover springet ned i vandet, hvor den begynder at svømme omkring på egen hånd. De fleste ungfugle overlever dog ikke dette fald, der egentlig er en glidetur ned ad klippesiden, en tur hvor ungerne i mange tilfælde brækker en vinge eller et ben. De fugle som lander uskadt i vandet, begynder instinktivt at fange fisk. Senere trækker de sydpå, ofte helt til Vestafrika, og vender måske først tilbage til Bass Rock tre eller fire år senere.

Det er et fantastisk syn at se hvordan en sule dykker ned i havet for at fange fisk. Den styrtdykker fra cirka 30 meters højde, og kan nå op på 100 kilometer i timen. Lige inden den rammer vandoverfladen, trækker den vingerne bagud og kommer til at ligne en pilespids. Næseåbningerne er helt lukkede, en beskyttende hinde dækker øjnene, og under huden har sulen luftsække til at afbøde stødet når den rammer overfladen. Stødet kan være så kraftigt at vandet sprøjter højt op i luften. Nogle gange bliver fiskene endda lammet af stødet.

Under vandet svømmer sulen hen til byttet ved hjælp af sine vinger og fødder. Sulen lever af makrel, brisling, sild og tobis og kan tage på fisketure der varer i op til 30 timer. Nogle suler jager helt ovre ved den norske kyst.

Bass Rock er også hjemsted for omkring ti andre havfuglearter. Men sulekolonien bliver hele tiden større, så de andre arter har stadig sværere ved at holde stand på øen. Fra 1400-tallet og fremefter var Bass Rock et sted hvor mennesker tog hen for at bede og meditere. Senere befæstede man øen og brugte den en overgang som straffekoloni. Fyrtårnet, der blev bygget i 1902, er ikke længere bemandet, men det kaster stadig sit advarende lys ud over fjorden.

Fyrpasserens have er igen blevet en del af den vilde natur, og sulerne har nu eneherredømme på øen. Fra den lille havn ved North Berwick kan besøgende få en sejltur rundt om øen og komme helt tæt på fuglene. Det er en skøn tur — hvis ellers det er stille vejr.

Men selv under de værste storme behøver besøgende ikke at tage skuffede hjem — takket være den moderne teknologi. I Scottish Seabird Centre, som ligger i North Berwick, vises der en særlig videopræsentation om øen. Så uanset vejrforholdene er der mulighed for at se disse imponerende dykkere på Bass Rock. Det er en oplevelse man ikke glemmer.

[Fodnote]

[Illustration på side 27]

En sule der styrtdykker, kan nå helt op på 100 kilometer i timen

[Kildeangivelse]

© NHPA/Bill Coster

[Kildeangivelser på side 26]

To suler: Stefan Ernst/Naturfoto-Online; baggrund: Jörn Meier/Naturfoto-Online