Besluttet på at nå mit mål

FORTALT AF MARTHA CHÁVEZ SERNA

Jeg var 16 år da jeg en dag mistede bevidstheden mens jeg arbejdede derhjemme. Da jeg igen kom til mig selv, lå jeg i min seng. I flere minutter kunne jeg hverken se eller høre, jeg var forvirret og havde en voldsom hovedpine. Det gjorde mig bange. Hvad var der sket med mig?

MINE bekymrede forældre tog mig med til læge. Hun sagde at det var vitaminmangel, og at jeg kom for sent i seng om aftenen. Et par måneder efter fik jeg endnu et krampeanfald, og derefter et tredje. Vi konsulterede en anden læge, som mente at det var nervøst betinget, og han gav mig beroligende midler.

Men anfaldene kom oftere og oftere igen. Hver gang mistede jeg bevidstheden og faldt og slog mig. Nogle gange bed jeg mig i tungen eller i kinden. Når jeg kom til mig selv igen, havde jeg en frygtelig hovedpine og desuden kvalme. Hele kroppen gjorde ondt, og ofte kunne jeg ikke huske hvad der var sket lige inden anfaldet. Jeg havde tit brug for en dag eller to i sengen for at komme mig. Alligevel troede jeg at problemet var midlertidigt, og at jeg snart ville få det godt igen.

Jeg sætter mig et mål

Min familie var begyndt at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner da jeg var en lille pige. De der underviste os, var to specialpionerer, eller heltidsforkyndere, der hver måned brugte mange timer på at lære andre Bibelens sandheder at kende. Jeg kunne se at tjenesten gav dem glæde. Efterhånden som jeg talte med min lærer og mine klassekammerater om Bibelens løfter, begyndte jeg også at føle denne glæde.

I løbet af kort tid blev mange i min familie Jehovas Vidner. Jeg kunne godt lide at forkynde den gode nyhed! Som syvårig havde jeg sat mig det mål selv at blive specialpioner. Da jeg som 16-årig blev døbt, tog jeg et stort skridt hen imod dette mål. Men så begyndte anfaldene.

Pionertjenesten

Til trods for mine helbredsproblemer følte jeg stadig at jeg kunne blive heltidsforkynder. Men eftersom jeg havde op til to anfald om ugen, mente nogle i menigheden at jeg ikke burde påtage mig dette store ansvar. Jeg blev mismodig og ked af det. Men efter et stykke tid kom et ægtepar der tjente på Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico, til vores menighed. De hørte at jeg gerne ville være pioner, og opmuntrede mig til det. De overbeviste mig om at min sygdom ikke behøvede at hindre mig i at blive pioner.

Den 1. september 1988 modtog jeg så min udnævnelse til at virke som pioner i min hjemby San Andrés Chiautla i Mexico. Hver måned brugte jeg mange timer på at forkynde den gode nyhed. Når jeg på grund af et anfald ikke kunne forkynde fra hus til hus, skrev jeg breve til folk i distriktet med bibelske emner for på denne måde at opmuntre dem til at studere Bibelen.

 Jeg får stillet en diagnose

Selvom det var forbundet med store økonomiske ofre, tog mine forældre på dette tidspunkt mig med til en neurolog. Han stillede diagnosen epilepsi. Takket være den behandling jeg derefter modtog, var min sygdom under kontrol i cirka fire år. I denne periode overværede jeg pionerskolen, hvor jeg fik mange tilskyndelser der øgede mit ønske om at tjene hvor der var et større behov for forkyndere.

Mine forældre vidste hvor højt jeg ønskede at udvide min tjeneste. Eftersom min sygdom var mere eller mindre under kontrol, gav de mig lov til at flytte til Zitácuaro i delstaten Michoacán, godt 200 kilometer fra vores hjem. Samværet med andre pionerer i dette distrikt fik mig til at værdsætte heltidstjenesten endnu mere.

Men efter to år i Zitácuaro vendte anfaldene tilbage. Jeg havde brug for lægebehandling og flyttede nedtrykt og frustreret hjem til mine forældre igen. Jeg konsulterede en neurolog, som fandt ud af at den behandling jeg modtog, skadede min lever. Da vi ikke længere kunne betale for konsultationerne hos specialisten, begyndte jeg at se mig om efter andre behandlingsmetoder. Min tilstand blev forværret, og jeg måtte stoppe som pioner. Ethvert anfald var et tilbageskridt. Men når jeg læste i Salmerne og henvendte mig til Jehova i bøn, følte jeg hans trøst og styrke. — Salme 94:17-19.

Jeg realiserer mit mål

I min værste periode havde jeg to anfald om dagen. Men så kom der et vendepunkt. En læge gav mig en specifik behandling mod epilepsi, og jeg begyndte at få det bedre i længere perioder ad gangen. Den 1. september 1995 begyndte jeg derfor igen som pioner. Mit helbred forblev stabilt, så efter to år uden et eneste epileptisk anfald søgte jeg om at blive specialpioner. Det betød at jeg skulle bruge endnu flere timer i forkyndelsen og tjene hvor som helst der var brug for mig. Forestil dig hvordan jeg følte det da jeg modtog min udnævnelse som specialpioner! Jeg havde nået det mål jeg havde sat mig som barn.

Den 1. april 2001 begyndte jeg i mit nye distrikt, en lille bjerglandsby i delstaten Hidalgo. Nu tjener jeg i en lille by i delstaten Guanajuato. Jeg må være meget påpasselig med at tage min medicin og at få tilstrækkelig hvile. Jeg er forsigtig med hvad jeg spiser, især når det drejer sig om fedt, koffein og dåsemad. Jeg må også passe på mine følelser; derfor forsøger jeg at undgå vrede og overdreven bekymring. Alt dette har gavnet mig, så jeg kun har haft ét anfald mens jeg har været specialpioner.

Eftersom jeg er alene og uden familieforpligtelser, er jeg lykkelig for stadig at tjene som specialpioner. Ordene i Hebræerne 6:10 trøster mig: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ Jehova viser os også kærlighed, for han kræver ikke mere af os end vi kan klare! At erkende dette har hjulpet mig til at være afbalanceret i min tankegang; hvis mit helbred igen skulle tvinge mig til at stoppe i pionertjenesten, ved jeg at Jehova vil være tilfreds med min helhjertede tjeneste. — Kolossenserne 3:23.

Der er ingen tvivl om at det styrker mig at tale med andre om min tro hver dag. Det hjælper mig til først og fremmest at tænke på de velsignelser der venter os i fremtiden. Guds ord, Bibelen, lover at der i den nye verden ikke vil være sygdom. „Heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4; Esajas 33:24; 2 Peter 3:13.

[Illustrationer på side 26]

Cirka 7 år gammel (øverst); som 16-årig, kort tid efter min dåb

[Illustration på side 27]

I forkyndelsen med en veninde