Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad vil det sige at opdrage børn i Herrens tugt?

Hvad vil det sige at opdrage børn i Herrens tugt?

Hvad siger Bibelen?

Hvad vil det sige at opdrage børn i Herrens tugt?

„Hvordan du opstiller regler som dine børn ikke vil bryde“

„Fem værdinormer du bør lære dit barn inden femårsalderen“

„Fem følelsesmæssige færdigheder alle børn bør have“

„Fem tegn på at du er for eftergivende“

„Mirakelopdragelse på et minut“

HVIS det var let at opdrage børn, ville der ikke være den store interesse for artikler som dem der er nævnt ovenfor, og strømmen af bøger om børneopdragelse ville gradvis svinde ind. Men det har aldrig været nemt at opdrage børn. Selv for tusinder af år siden blev det sagt at „en tåbelig søn volder sin far ærgrelse, og hende, der fødte ham, volder han bitterhed“. — Ordsprogene 17:25, den danske autoriserede oversættelse.

På trods af at forældre kan få masser af råd om børneopdragelse, er mange i tvivl om hvordan de skal opdrage deres børn. Hvilken hjælp giver Bibelen i denne forbindelse?

Hvad det egentlig vil sige at tugte

Bibelen definerer klart og tydeligt forældrenes rolle med hensyn til at tugte deres børn. For eksempel står der i Efeserne 6:4: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas [Herrens, den danske autoriserede oversættelse] tugt og formaning.“ Dette skriftsted nævner at det især er faderen der skal føre an med hensyn til at vise børnene omsorg. Moderen vil naturligvis i samarbejde med sin mand gøre sin del.

Hvad tugt angår, siger The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „I Bibelen er tugt på den ene side nært forbundet med oplæring, vejledning og kundskab og på den anden side med tilrettevisning, irettesættelse og afstraffelse. Den anvendes normalt i forbindelse med oplæringen af børn.“ Tugt omfatter derfor langt mere end blot reprimander; det at tugte indebærer at man giver børn al den oplæring der er nødvendig for at de kan have det godt. Men hvordan kan forældre undgå at irritere deres børn?

Vis empati

Hvad kan virke irriterende på et barn? Tænk over følgende situation. En af dine kolleger er opfarende og utålmodig. Han bryder sig ikke om dig. Han finder fejl ved alt hvad du siger og gør. Han regner sjældent dit arbejde for noget og får dig til at føle at du intet er værd. Ville det ikke irritere dig og gøre dig modløs?

Sådan vil et barn også have det hvis forældrene hele tiden kritiserer barnet eller irettesætter det i vrede. Det er sandt at børn har brug for at blive irettesat fra tid til anden, og at Bibelen siger at forældrene har lov til at irettesætte deres børn. Men at irritere et barn ved at behandle det ukærligt og strengt kan skade barnet følelsesmæssigt, åndeligt og endda fysisk.

Dit barn fortjener din opmærksomhed

Forældre skal tage sig tid til at være sammen med deres børn. Med henblik på Guds bestemmelser siger Femte Mosebog 6:7 til fædre: „Du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ Børn er født med et behov for at føle at deres forældre virkelig holder af dem. Når du hver dag snakker stille og roligt med dem, vil du bedre kunne forstå dine børns følelser. Det kan gøre det nemmere for dig at nå deres hjerte med de bibelske principper så de motiveres til at ’frygte den sande Gud og holde hans bud’. (Prædikeren 12:13) Dette er indbefattet i „Jehovas tugt“.

Hvis man sammenligner det at opdrage børn med at bygge et hus, svarer tugt til et af de værktøjer man vil anvende. Når forældrene tugter på den rigtige måde, kan de opbygge nogle gode egenskaber i deres børn og udruste dem til at klare livets prøvelser. Ordsprogene 23:24, 25 beskriver hvad resultatet vil blive: „Den retfærdiges fader kan visselig juble; den der bliver fader til en vismand, ja, han fryder sig over ham. Din fader og din moder vil fryde sig, ja, hun som fødte dig vil juble.“

[Ramme/illustration på side 27]

JEHOVAS „FORMANING“

Efeserne 6:4 nævner Jehovas „formaning“. Det græske ord for „formaning“ kan ordret oversættes med „indprentning i sindet“, i denne forbindelse altså indprentning af Jehovas ord. En anden bibeloversættelse siger „vejledning“. Disse udtryk viser at man i familien skal gøre mere end blot læse Bibelen eller rutinemæssigt gennemgå noget stof i en bibelstudiebog. Forældrene må sikre sig at deres børn forstår hvad Guds ord siger, betydningen af lydighed, den kærlighed Jehova nærer til dem, og den beskyttelse han kan give.

Hvordan kan man gøre det? Judy, der er mor til tre, indså at det ikke var nok gang på gang at minde sine børn om Guds principper. „Jeg bemærkede at de ikke kunne lide at jeg sagde de samme ting igen og igen. Jeg begyndte derfor at finde andre måder at undervise dem på. For eksempel slog jeg op i artikler i Vågn op! som forklarede tingene på en ny måde. Sådan lærte jeg hvordan jeg kunne give børnene de nødvendige påmindelser uden at irritere dem.“

Angelo, hvis familie gennemgik vanskelige tider, fortæller hvordan han lærte sine døtre at grunde over Guds ord: „Vi læste nogle vers i Bibelen sammen. Derefter udvalgte jeg nogle bestemte udtryk og forklarede hvordan mine døtre kunne anvende disse vers i deres situation. Da de senere var blevet gamle nok til selv at læse Bibelen, så jeg dem somme tider være dybt opslugte af det de læste, mens de tænkte over hvilken betydning det havde for dem.“