Troen står sin prøve i Slovakiet
Troen står sin prøve i Slovakiet
FORTALT AF JÁN BALI
JEG er født den 24. december 1910 i Záhor, en lille by i den østlige del af det man i dag kalder Slovakiet. Men dengang var Záhor en del af Østrig-Ungarn. I 1913 tog min mor mig med til De Forenede Stater for at vi kunne slutte os til min far, som havde forladt Záhor et stykke tid forinden. To år efter at mor og jeg var kommet til Gary, en by i staten Indiana, blev min søster, Anna, født. I 1917 blev far syg og døde.
Jeg var meget engageret i mit skolearbejde og var især glad for religion. I den calvinistiske kirke hvor jeg gik i søndagsskole, lagde læreren mærke til min interesse for åndelige emner. For at jeg kunne få mit åndelige behov dækket, gav han mig en Holman-Bibel, som indeholdt hen ved 4000 spørgsmål og svar. Det gav en 11-årig nok at tænke på.
’Dét er sandheden’
I de år var der nogle af de slovakiske immigranter i vores område der blev bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. En af dem var min farbror, Michal Bali, som underviste os i de bibelske sandheder. Men i 1922 vendte min mor tilbage til Záhor med min søster og mig. I mellemtiden var Záhor blevet indlemmet i det østlige Tjekkoslovakiet.
Kort tid efter sendte onkel Michal mig de syv bind af Studier i Skriften af Charles Taze Russell og et genoptryk af samtlige numre af Vagttårnet på engelsk helt tilbage til førsteudgaven, der udkom den 1. juli 1879. Jeg læste det hele igennem, noget af det mange gange, og blev overbevist om at jeg havde fundet sandheden fra Bibelen som jeg havde søgt så ivrigt efter.
Omkring den tid vendte nogle af de slovakiske bibelstudenter fra USA tilbage til deres hjemland. De dannede de første slovakisktalende grupper af bibelstudenter i Tjekkoslovakiet. Min mor og jeg var med ved deres første møder, både i vores egen by, Záhor, og andre steder i nærheden.
De lignede de kristne møder man holdt i det første århundrede. Vi plejede at mødes i et af bibelstudenternes hjem, hvor vi sad omkring et bord med en petroleumslampe i midten. Da jeg var den yngste, plejede jeg at sidde bagved i mørket og lytte. Men somme tider fik jeg lov til at deltage. Hvis en eller anden var lidt usikker på hvordan en slovakisk passage skulle forstås,
spurgte han gerne: „Hvad siger den engelske tekst her, Ján?“ Så flyttede jeg ivrigt hen i nærheden af lampen for at oversætte den engelske tekst til slovakisk.En af dem der var blevet bibelstudent i De Forenede Stater, og som var vendt tilbage til det der nu hed Tjekkoslovakiet, var Michal Šalata. Han slog sig ned i nabobyen Sečovce, hvor han havde boet før, og hjalp med at organisere forkyndelsen i Tjekkoslovakiet. Broder Šalata tog mig med på nogle af sine forkynderture. Og i 1924, da jeg var 13 år gammel, bad jeg ham om at døbe mig. Selv om mor syntes jeg var temmelig ung til at tage et så alvorligt skridt, overbeviste jeg hende om at det var min faste beslutning. En julidag ved et endagsstævne som blev afholdt i nærheden af Ondava-floden, symboliserede jeg derfor min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe.
Skattede tjenesteforrettigheder
Som 17-årig hørte jeg om en begravelse der skulle holdes nogle få kilometer fra den landsby hvor jeg forkyndte. Det var den første begravelse bibelstudenterne skulle holde i området. Da jeg ankom, banede jeg mig vej gennem den nysgerrige skare af landsbyboere hen til taleren. Da jeg nåede derhen, vendte han sig om imod mig og sagde: „Jeg taler først, og så kan du fortsætte.“
Jeg byggede mit foredrag over Første Petersbrev 4:7, hvor der står: „Alle tings ende er kommet nær.“ Jeg viste ud fra Bibelen at selv enden på død og lidelse var kommet nær, og jeg forklarede håbet om opstandelsen. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Til trods for at jeg så endnu yngre ud end jeg var — eller måske netop derfor — lyttede alle i forsamlingen opmærksomt.
I The Watchtower for 15. september 1931 (Vagttaarnet for 15. oktober 1931) var der en spændende nyhed: Vi ønskede ikke længere at være kendt som ’bibelstudenterne’ eller et lignende navn, men derimod som Jehovas Vidner. Da vi havde læst artiklen, arrangerede bibelstudenterne i vores område et særligt møde. Hen ved 100 bibelstudenter mødtes i byen Pozdišovce. Dér fik jeg den forret at tale over emnet „Det nye navn“, baseret på ovennævnte vagttårnsartikel.
Med stor glæde rakte samtlige deltagere hånden i vejret da de blev bedt om at stemme for den resolution som var blevet vedtaget af deres trosfæller i andre dele af verden. Så sendte vi et telegram til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, hvori der stod: „Vi, Jehovas Vidner samlet denne dag i Pozdišovce, tilslutter os Vagttaarnets forklaring angående det nye navn, og vi antager dette nye navn, Jehovas Vidner.“
Det vidtstrakte område Slovakiet og Karpato-Ukraine, som før Anden Verdenskrig var en del af Tjekkoslovakiet, blev en frugtbar arbejdsmark for vores kristne tjeneste. Vi gennemarbejdede dette store distrikt enten til fods eller ved at tage toget, køre med bus eller på cykel. „Skabelsens Fotodrama“, der bestod af lysbilleder og film synkroniseret med lyd, blev på den tid vist i mange byer. Efter hver forestilling blev der indsamlet adresser på folk som havde vist interesse. Jeg fik en masse af disse adresser overdraget og blev bedt om at sørge for at de interesserede blev besøgt af forkynderne. I nogle byer lejede vi et auditorium eller en teatersal hvor jeg holdt et opfølgende foredrag.
I 1930’erne havde jeg den forret at overvære en række større stævner i hovedstaden, Prag. I 1932 blev der arrangeret et stort internationalt møde, Tjekkoslovakiets første internationale stævne. Det blev holdt i Varieté-teatret. Temaet for det offentlige foredrag, „Europa foran ødelæggelse“, vakte offentlighedens opmærksomhed,
og omkring 1500 mødte op. I 1937 blev der afholdt endnu et internationalt stævne i Prag, og jeg fik lov til at holde et af foredragene. Delegerede fra mange europæiske lande var til stede, og vi fik netop den opmuntring der skulle til for at stå de prøvelser igennem som Anden Verdenskrig inden længe bragte med sig.Ægteskab og strenge prøver
Efter at mor og jeg var vendt tilbage til Tjekkoslovakiet, arbejdede vi nært sammen i forkyndelsen med bibelstudenterne i nabobyen Pozdišovce. Dér lagde jeg mærke til en sød pige som hed Anna Rohálová. Da vi var blevet lidt ældre, fandt vi ud af at vore følelser var andet og mere end blot almindelig broderkærlighed. Vi blev gift i 1937. Lige fra begyndelsen støttede Anna mig trofast, selv ’når tiden var ugunstig’, som den jo blev umiddelbart efter. — 2 Timoteus 4:2.
Kort efter vores bryllup stod det klart at Europa forberedte sig til den anden verdenskrig. I november 1938 blev den sydlige del af Karpato-Ukraine og Slovakiet annekteret af Ungarn, der samarbejdede med Nazityskland. Vore møder blev forbudt af det ungarske politi, og vi måtte med jævne mellemrum aflægge rapport til politiet.
Efter at Anden Verdenskrig havde taget sin begyndelse i september 1939, blev en del af os fra Záhor, både mænd og kvinder, sat i forvaring i et gammelt slot i nærheden af byen Mukatjeve, som nu ligger i Ukraine. Der fandt vi mange andre Jehovas Vidner, som var kommet fra karpato-ukrainske menigheder. Efter at vi var blevet forhørt i tre eller fire måneder og ofte slået, blev vi stillet for en særlig krigsret. „Er du villig til at kæmpe for Ungarn mod USSR?“ spurgte man os hver især. Da vi nægtede, blev vi idømt fængselsstraffe og senere sendt til et fængsel i Budapest i Ungarn. Det lå på Margit Boulevard nr. 85.
Alle fangerne var underernærede. Sygdomme spredte sig hurtigt, og den ene fange efter den anden døde. Så det var til stor opmuntring for mig at min kone rejste den lange vej helt fra Záhor for at besøge mig. Selv om vi kun kunne snakke sammen i cirka fem minutter gennem et jerngitter, takkede jeg Jehova for min trofaste livsledsager. *
Fra fængsel til arbejdslejr
Fra fængselet blev jeg ført direkte til Jászberény i Ungarn, hvor hen ved 160 Jehovas Vidner var anbragt. Mens vi var der, gav staten os gennem en ungarsk embedsmand en sidste chance: „De der er villige til at udføre militærtjeneste, træd frem!“ sagde han. Ingen reagerede. Han sagde da: „Selv om jeg ikke er enig med jer i jeres handlemåde, beundrer jeg jeres beslutning om at stå fast i troen.“
Nogle dage senere gik vi om bord på et skib på Donaufloden og påbegyndte vores rejse til en arbejdslejr i nærheden af den jugoslaviske by Bor. Mens vi sejlede, forsøgte både soldaterne og kommandanten gentagne gange at få os til at gå på kompromis. Kommandanten fik soldaterne til at slå os med deres geværer, sparke os med deres tunge støvler og bruge andre torturmetoder.
Da vi blev overgivet til kommandanten for arbejdslejren i Bor, oberstløjtnant András Balogh, modtog han os med ordene: „Hvis det jeg har hørt om jer, er sandt, vil I dø inden længe.“
Men efter at han havde læst et forseglet notat fra nogle højtstående embedsmænd, behandlede han os respektfuldt. András Balogh gav os relativ stor bevægelsesfrihed, og vi fik endda lov til at bygge vores egen barak. Vi havde også vores eget køkken og kunne fordele den smule mad der var, retfærdigt.I marts 1944 begyndte tyskerne at besætte Ungarn. På dette tidspunkt blev András Balogh afløst af en ny, nazivenlig kommandant ved navn Ede Marányi. Han pålagde fangerne streng disciplin, i lighed med det man gjorde i koncentrationslejrene. Men kort tid efter nærmede russiske tropper sig, og lejren i Bor blev evakueret. Senere, mens vi var på march, blev vi i Cservenka vidne til massakren på jøderne. At vi selv overlevede, forekom os som et mirakel.
Da vi nåede den østrig-ungarske grænse, fik vi ordre til at grave skyttegrave. Vi forklarede at grunden til at vi i det hele taget befandt os her som fanger, var at vi havde nægtet at udføre militærtjeneste under nogen form. Da jeg var en af dem der stod forrest i gruppen, greb en ungarsk befalingsmand fat i mig og begyndte at banke løs på mig. „Jeg slår dig ihjel!“ skreg han. „Hvis du ikke tager fat på arbejdet, vil de andre følge dit dårlige eksempel!“ Men András Bartha, et ældre Jehovas vidne som havde ført an i forkyndelsen, greb modigt ind og reddede derved mit liv. *
Nogle få uger senere sluttede krigen, og vi begav os hjemad. Nogle af de andre indsatte, som var blevet løsladt fra Bor et stykke tid forinden, havde fortalt at alle vi som var blevet bragt til Cservenka, var blevet dræbt. Så i omtrent et halvt år havde min kone troet hun var enke. Hun blev derfor mere end overrasket da jeg en dag stod på dørtrinnet. Ja, vi græd af glæde da vi efter årelang adskillelse igen kunne omfavne hinanden.
Arbejdet reorganiseres
Da Anden Verdenskrig var forbi, blev Slovakiet genforenet med Tjekkiet og kom til at hedde Tjekkoslovakiet. Karpato-Ukraine, derimod, som før krigen havde udgjort en stor del af Tjekkoslovakiet, blev nu en del af sovjetrepublikken Ukraine. I 1945 tog Michal Moskal og jeg til Bratislava, Slovakiets nuværende hovedstad, hvor vi mødtes med nogle ansvarlige brødre for at reorganisere forkyndelsesarbejdet. Selv om vi var helt udbrændte både fysisk og følelsesmæssigt, var vi ivrige efter at komme videre med vores opgave, forkyndelsen af Guds rige. — Mattæus 24:14; 28:18-20.
Efter krigen var stævnerne med til at sætte nyt liv i vores arbejde. I september 1946 blev det første landsstævne holdt i Brno. Jeg havde den forret at holde foredraget „Høsten, Verdens Ende“.
I 1947 blev der holdt endnu et landsstævne i Brno. Ved dette stævne havde vi besøg fra
Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, og Nathan H. Knorr, Milton G. Henschel og Hayden C. Covington holdt nogle opmuntrende foredrag. Jeg var glad for at blive brugt som tolk ved den lejlighed. Vi havde på det tidspunkt cirka 1400 forkyndere i Tjekkoslovakiet, men hen ved 2300 var til stede ved det offentlige foredrag.Forfølgelse under kommunismen
I 1948 tog kommunisterne magten i landet, og inden længe blev vi underlagt et forbud der skulle komme til at vare i 40 år. I 1952 blev mange af os der af myndighederne blev betragtet som ledere, sat i fængsel. De fleste blev anklaget for undergravende virksomhed, mens nogle få af os blev anklaget for højforræderi. Jeg blev fængslet og afhørt gennem halvandet år. Da jeg bad om forklaring på hvordan jeg havde gjort mig skyldig i forræderi, svarede dommeren: „De har talt om Guds rige. Og De har sagt at det vil overtage styret i hele verden, altså også i Tjekkoslovakiet.“
„Hvis det er sådan De ser på det,“ svarede jeg, „bliver De nødt til at dømme alle dem der beder fadervor og siger: ’Komme dit rige!’“ — Ikke desto mindre blev jeg idømt en straf på fem og et halvt år og sendt til det berygtede kommunistiske fængsel i Jáchymov, der lå i Tjekkoslovakiet.
Efter at jeg havde afsonet det meste af min straf, blev jeg løsladt. Min kone, Anna, havde støttet mig trofast gennem breve og besøg, foruden at hun havde taget sig af vores datter, Mária. Omsider blev vi forenet som familie, og vi genoptog vore kristne aktiviteter, men under jorden.
Et rigt liv i Jehovas tjeneste
Igennem de sidste 70 år eller mere har Jehovas Vidner i vort område tjent under mange forskellige forhold, størstedelen af tiden under kommunismen. Jeg er efterhånden blevet gammel og fysisk svækket. Men jeg virker stadig som kristen ældste i Záhor, blandt andet sammen med Ján Korpa-Ondo, en trofast broder som nu er 98 år. * Min kære hustru, som var en sand gave fra Jehova, døde i 1996.
Jeg har stadig en levende forestilling om hvordan Vejen til Paradis ser ud. Den blev beskrevet i bogen The Way to Paradise (1924, ikke oversat til dansk) fra side 228 til 231. Læseren blev opfordret til at forestille sig at han overværede en samtale mellem to personer der var blevet oprejst. De undrede sig over hvor de var henne. En mand som havde overlevet Harmagedon, fik den forret at forklare parret at de var blevet oprejst til liv i Paradiset. (Lukas 23:43) Hvis jeg overlever Harmagedon, vil jeg glæde mig til at gøre det samme når min hustru, min mor og andre som jeg har kendt og holdt af, får livet igen. Men hvis jeg dør inden Harmagedon, ser jeg frem til den tid hvor en eller anden i den nye verden fortæller mig hvad der er sket efter min død.
Jeg glæder mig fortsat over det enestående privilegium det er at kunne bede til universets suveræne Herre og komme nær til ham. Jeg er fast besluttet på at leve i overensstemmelse med apostelen Paulus’ ord i Romerbrevet 14:8: „Når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“
[Fodnoter]
^ par. 22 Se Andrej Hanáks beretning i Vågn op! for 22. april 2002, side 19-24. Her er forholdene i fængselet beskrevet, ligesom begivenhederne i Cservenka, der omtales senere i denne artikel.
^ par. 28 Se mere om András Bartha i Vagttårnet for 15. juli 1993, side 11, og Jehovas Vidners Årbog 1996, side 80-91.
^ par. 39 Se Ján Korpa-Ondos livsberetning i Vagttårnet for 1. september 1998, side 24-28.
[Illustration på side 21]
Anna og mig året efter at vi var blevet gift
[Illustrationer på side 22]
Sammen med Nathan H. Knorr ved stævnet i Brno i 1947