Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan bærer de sig ad med at mundaflæse?

Hvordan bærer de sig ad med at mundaflæse?

Hvordan bærer de sig ad med at mundaflæse?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND

TO MÆND som var mistænkt for at være terrorister, blev videofilmet mens de talte sammen i en offentlig park. Ingen kunne høre hvad de sagde — men alligevel blev de arresteret af politiet og senere idømt flere års fængsel. Samtalen mellem de to terrorister blev mundaflæst af en der officielt er anerkendt som ekspertvidne i England, og som er blevet omtalt som et „effektivt hemmeligt våben“ for det engelske politi.

For at vide lidt mere om kunsten at mundaflæse besøgte jeg Mike og Christina. Christina har været døv siden hun var tre år. Senere gik hun på en skole for døve hvor hun lærte mundaflæsning. Mike lærte sig mundaflæsning efter at han blev gift med Christina.

Hvor vanskeligt er det at mundaflæse? „Man må koncentrere sig om mundens stilling og bevægelser samt tungens placering,“ siger Mike. Christina tilføjer: „Du må hele tiden se på den person der taler til dig, og efterhånden som du bliver dygtigere til mundaflæsning, bliver du også mere opmærksom på ansigtsudtryk og kropssprog.“

Jeg fik at vide at en af de største fejl folk begår når de taler med døve, er at de råber eller overdriver mundens bevægelser. Det forvirrer mere end det gavner. Nogle bliver så dygtige til at mundaflæse at de kan skelne mellem forskellige dialekter. Men naturligvis er det ikke nemt. Hearing Concern, en organisation der har specialiseret sig i mundaflæsning, siger lige ud: „Mundaflæsning kræver øvelse, øvelse og atter øvelse.“

Christina indrømmer at hun indimellem bliver flov når hun opdager at hun ubevidst „lytter med“ når nogen taler sammen i bussen eller i toget. Det eneste hun kan gøre, er at se den anden vej. Men evnen til at mundaflæse kan også være en beskyttelse for hende. Christina ser ikke længere fodboldkampe i fjernsynet. Hun har nemlig flere gange følt sig frastødt af det som hun kunne se nogle af spillerne sagde.

Meget få kan opnå den samme færdighed som det engelske politis „hemmelige våben“. Men selv det at kunne en lille smule mundaflæsning kan være værdifuldt hvis man er blevet ramt af hørenedsættelse.

[Illustration på side 31]

Christina

[Illustration på side 31]

Mike