Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et religiøst dilemma i kolonitidens Brasilien

Et religiøst dilemma i kolonitidens Brasilien

Et religiøst dilemma i kolonitidens Brasilien

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I BRASILIEN

DEN 30. november 1996 mødtes repræsentanter fra konferencen for verdensmission og evangelisering ved et havneområde i Salvador i Brasilien. Konferencen var arrangeret af Kirkernes Verdensråd, og stedet var betydningsfuldt. I de forgangne århundreder var der blevet solgt millioner af slaver ved den selv samme havn. „Havet opsamlede deres tårer,“ bemærkede en præst med tanke på slavernes ulyksalige sørejse. På denne særlige mindedag gav man udtryk for samvittighedsnag over det en taler kaldte kristendommens skændige meddelagtighed i slaveriet. Hvordan var religionen indblandet i slavehandelen i kolonitidens Brasilien?

„Frelste fortabte sjæle“

I 1441 — næsten 60 år før Brasilien officielt blev opdaget — indfangede den portugisiske søfarer Antão Gonçalves den første ladning afrikanske stammefolk og transporterede dem til Portugal. De færreste satte spørgsmålstegn ved det etisk rigtige i at gøre krigsfanger til slaver, især hvis det drejede sig om nogle kirken stemplede som „hedninger“. I de næste to årtier blev det dog nødvendigt at retfærdiggøre den slavehandel som foregik i fredstid, og som var særdeles indbringende. Nogle hævdede at de ved at gøre afrikanerne til slaver „frelste fortabte sjæle“ eftersom de reddede disse fremmede fra en hedensk livsførelse.

En bulle som pave Nicolaus V udstedte den 8. januar 1455, støttede formelt den allerede blomstrende slavehandel. Kirken var altså ikke noget værn mod slaveriet, snarere tværtimod, for nogle af dens præster var „hårdnakkede fortalere“ for det, nævner den brasilianske historiker João Dornas Filho. Der var således grobund for at slaveriet kunne brede sig til Brasilien da portugisiske nybyggere bosatte sig dér.

„Den eneste udvej“

I 1549 var de nyligt ankomne jesuitiske missionærer rystede over at opdage at en stor del af Brasiliens arbejdsstyrke bestod af indfødte der illegalt var blevet taget til fange og gjort til slaver. Godsejerne havde simpelt hen indsamlet dem og tvunget dem til at arbejde på deres gårde og sukkerplantager. „De fleste har samvittighedskvaler over at de ejer slaver,“ skrev en jesuitisk prior ved navn Manuel de Nóbrega i 1550. Godsejerne beholdt dog deres underkuede arbejdskraft, selv om det betød at de måske ikke fik syndsforladelse af kirken.

Men snart stod jesuitterne i Brasilien over for et dilemma. Begrænsede midler gjorde det svært for dem at udføre deres velgørenhedsarbejde. Problemet kunne for eksempel løses ved at man dyrkede den jord som regeringen donerede dem, og brugte overskuddet fra afgrøderne til at finansiere religiøse aktiviteter. Men hvem skulle dyrke jorden? Den portugisiske historiker Jorge Couto skriver: „Den eneste udvej var at få negerslaver til at gøre arbejdet — en løsning der gav anledning til moralske skrupler, som den jesuitiske prior i Brasilien dog besluttede at ignorere.“

Jesuitterne støttede den stadig større gruppe af godsejere der højlydt krævede afrikanske slaver. De indianske slaver havde tilsyneladende svært ved at vænne sig til dag ud og dag ind at skulle dyrke jorden, og ofte gjorde de oprør eller flygtede simpelt hen ind i skovene. * Afrikanerne, derimod, var blevet afprøvet og havde vist sig at være effektive på sukkerplantagerne i Portugals atlantiske ø-kolonier. „De løb aldrig deres vej og havde da heller ikke noget sted at løbe hen,“ sagde en af datidens forfattere.

Med gejstlighedens velsignelse voksede importen af afrikanske slaver derfor støt, og Brasilien blev stærkt afhængigt af den atlantiske slavehandel. I 1768 havde jesuitternes farm Santa Cruz 1205 slaver. Benediktinerne og karmeliterne havde også erhvervet sig ejendomme og store mængder slaver. „Klostrene er fulde af slaver,“ udbrød Joaquim Nabuco, en brasilianer fra det 19. århundrede som gik ind for slaveriets afskaffelse.

Eftersom landbrugene skulle kunne klare sig i konkurrencen, blev slaverne på kirkens jordbesiddelser ofte pålagt lange og hårde arbejdsdage. Stuart Schwartz, der er professor i historie, nævner at selv mange af de gejstlige der protesterede imod misbruget af slaver, nærede „ringeagt for afrikanere“ og „mente at disciplin, revselse og arbejde var den eneste måde hvorpå man kunne få bugt med slavernes overtro, ladhed og mangel på gode manerer“.

„Slaveri-teologi“

I deres stræben efter at forene de kristne værdier med et system der byggede på nådeløs udnyttelse, fremkom de gejstlige med en såkaldt „slaveri-teologi“ som moralsk støtte for slaveriet. Da slaveskibenes lastrum var stuvende fulde og den store ladning mennesker derfor blev ramt af sygdom og død i stort tal, insisterede kirken på at få afrikanerne døbt inden de blev sendt af sted til den nye verden. * Som man kan tænke sig, fik de der blev døbt, sjældent nogen religiøs oplæring inden dåben. — Se rammen „Dåben var ren rutine“.

Under alle omstændigheder betød de lange arbejdsdage og den stærkt reducerede levetid at slaver ikke havde de store muligheder for at udøve deres nye tro. Kirkens lærepunkter vedrørende „sjælens adskillelse fra legemet“ fik dog dette problem til at se ubetydeligt ud. ’Ganske vist vantrivedes afrikanerne under det brutale slaveri, men deres sjæl var fri,’ argumenterede præsterne. ’Derfor burde slaverne med glæde acceptere deres ydmygelser som en del af en guddommelig plan der skulle berede dem til herlighed.’

Samtidig mindede kirken dog slaveejerne om at de var moralsk forpligtede til at lade deres slaver gå i kirke, fejre religiøse højtider og gifte sig. Præsterne kritiserede grov mishandling, men de afholdt sig ikke fra at betone farerne ved at være for eftergivende. En jesuiterpræst gav følgende råd: „Lad dem få pisk, kæder og fodlænker, hver ting til rette tid, som det sømmer sig og med måde, og I vil se at tjenestefolkenes oprørskhed hurtigt vil være holdt i ave.“

De færreste overvejede at bruge mindre smertefulde midler til at omvende afrikanerne. Snarere tværtimod. Uforbeholdne tilhængere af slaveri, deriblandt den brasilianske biskop Azeredo Coutinho, prøvede at få folk til at tro at slavehandlerne gjorde afrikanerne en tjeneste. I sit forsvarsskrift for slaveriet, udgivet i 1796, stillede Coutinho spørgsmålet: „Ville det være bedre og mere passende at kristne tillod [afrikanerne] at dø som hedninger og afgudsdyrkere og ikke som udøvere af vor hellige religion?“ I overensstemmelse hermed gav den jesuitiske missionær António Vieira afrikanerne følgende formaning: „Tak uophørligt Gud for . . . at han har ført jer til dette [land], hvor I, efter at I er blevet oplært i troen, lever som kristne og er frelst.“

Slaveriets omkostninger

Ved at støtte slaveriet havde kirken håbet på at „frelse fortabte sjæle“. Ironisk nok såede den kun splid, for afrikanerne var yderst uvillige til at opgive deres tro og religiøse skikke. Det er grunden til at et stort antal brasilianere i dag praktiserer en form for blandingsreligion — en sammensmeltning af katolicisme og afrikanske stammereligioner.

Kirkens accept af slaveriet som en bydende økonomisk nødvendighed i kolonitidens Brasilien var åbenbart en politik som nogle dengang mente var fordelagtig, men i det lange løb viste den sig at være katastrofal. Det medførte død og lidelser, hvilket rejser spørgsmål vedrørende kirkens etik, spørgsmål som der ikke findes tilfredsstillende svar på. At kirken billigede slaveriet, blev af en historiker sammenlignet med den holdning som profeten Esajas fordømte sine samtidige for, en holdning der fik folk til at kalde „ondt for godt og godt for ondt“. — Esajas 5:20.

Undertrykkende slaveri er ikke i harmoni med Bibelen

Bibelen gør det klart at Jehova Gud ikke billiger at ’det ene menneske udøver myndighed over det andet til skade for det’. (Prædikeren 8:9) Ifølge Guds lov til Israel skulle den der kidnappede og solgte et menneske, straffes med døden. (2 Mosebog 21:16) Der var ganske vist en trælleordning blandt Guds folk i fortiden, men den lignede ikke den grusomme form for slaveri der er behandlet i denne artikel. Det at nogle israelitiske trælle valgte at blive hos deres herre når de var berettigede til frigivelse, viser tydeligt at der ikke var tale om undertrykkende slaveri blandt Guds folk. (5 Mosebog 15:12-17) Derfor ville det være at misbruge Guds ord på det groveste hvis man hævdede at eksistensen af trællearbejde i fortidens Israel retfærdiggør de grusomheder der har fundet sted op gennem historien. *

Jehova Gud lover i sit ord Bibelen at alle former for trældom snart vil høre op. Vi kan være glade for at folk i Guds nye verden ikke skal leve i frygt under en streng herres grusomme herredømme. I stedet „skal [de] sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. — Mika 4:4.

[Fodnoter]

^ par. 10 Ifølge opslagsværket The World Book Encyclopedia „døde et stort antal indianere af europæiske sygdomme. Mange andre døde i kamp mod portugiserne.“

^ par. 14 Somme tider blev ritualet gentaget når slaverne ankom til Brasilien.

^ par. 22 Eftersom slaveri var en del af det økonomiske system i Romerriget, var der kristne som holdt slaver. Men uanset hvad de romerske love tillod, undertrykte de kristne ifølge Bibelen ikke deres trælle. De skulle behandle hver enkelt som ’en broder’. — Filemon 10-17.

[Tekstcitat på side 15]

Jehova Gud lover at alle former for trældom snart vil høre op

[Ramme/illustrationer på side 13]

DREVET AF GUDSFRYGT ELLER GRISKHED?

Fernão de Oliveira, en portugisisk lærd fra det 16. århundrede, hævdede at det var griskhed, og ikke nidkærhed for evangeliet, der motiverede slavehandlerne. Når skibe lastet med forarbejdede varer kom fra Europa til afrikanske havne, blev varerne byttet mod slaver. Slaverne blev så sejlet til det amerikanske kontinent og givet i bytte for sukker, som man tog med tilbage til Europa, hvor det blev solgt. Denne trekantrute gav både købmændene og den portugisiske krone en enorm fortjeneste. Selv gejstligheden tjente på den, for præsterne tog et fast beløb pro persona når de døbte de afrikanere der skulle sejles til Nord- og Sydamerika.

[Ramme på side 14]

DÅBEN VAR REN RUTINE

„I begyndelsen af det syttende århundrede blev det almindeligt at døbe afrikanske slaver inden de forlod Afrika,“ skriver historikeren Hugh Thomas i sin bog The Slave Trade. „Slaverne havde som regel ikke fået nogen som helst oplæring inden ceremonien, og mange, måske de fleste, havde ikke forud for dåben haft nogen anelse om eksistensen af de kristnes Gud. Dåben var altså ren rutine.“

Professor Thomas nævner at man typisk førte slaverne til en kirke, hvor en kateket — der normalt selv var slave — talte til dem på deres eget sprog om deres omvendelse. „Derefter plejede en præst at passere rækkerne af de desorienterede slaver og give dem hver et fornavn, som forinden var blevet skrevet på en lap papir. Han dryssede også salt på deres tunge, og dernæst bestænkede han slaverne med vievand. Til sidst kunne han for eksempel sige: ’Fra nu af kan I betragte jer som Kristi børn. I skal nu rejse til portugisisk område, hvor I vil lære om den katolske tro. Tænk aldrig mere på det sted I kom fra. Spis ikke hunde, rotter eller heste. Vær tilfredse.’ En tolk oversatte dette for slaverne.“

[Illustration på side 13]

Pave Nicolaus V

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Illustration på side 15]

Offentlig piskning, skildret af Johann Rugendas, et øjenvidne fra det 19. århundrede

[Kildeangivelse på side 15]

Malerier af slaver på side 13 og 15: De Malerische Reise in Brasilien de Johann Moritz Rugendas, cortesia da Biblioteca Mário de Andrade, São Paulo, Brasil