Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vía Crucis-festligheder i Mexico

Vía Crucis-festligheder i Mexico

Vía Crucis-festligheder i Mexico

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

I MEXICO afholdes der hvert år omkring 300 højtider til minde om Jesu død. En af de største hedder Vía Crucis, der indbefatter processioner og skildringer af de sidste dage af Jesu jordiske liv. Vía Crucis kommer af latin og betyder „korsets vej“. Lederen af Kulturhuset i bydelen Iztapalapa i Mexico City siger om højtidens oprindelse: ’I 1833 blev Iztapalapa ramt af en koleraepidemi. I et forsøg på at mindske dens hærgen begyndte lokale indbyggere at opføre Kristi lidelseshistorie som situationsspil.’

En typisk Vía Crucis-højtid forløber på følgende måde: Et mylder af mennesker stimler sammen for at se nogle der optræder som de jødiske ledere, centurionerne, Jesu apostle og de kvinder der fulgte ham, deriblandt Maria. En ung mand spiller rollen som Jesus. Han har lært flere bibelske passager udenad, som han citerer efterhånden som begivenhederne udspiller sig. Aktørerne bærer parykker og kunstigt skæg og er klædt i tunge dragter. Der er også „nazaræere“ med i „Jesu“ følge. De går barfodede eller i lædersandaler og har tornekrone på hovedet for at efterligne de lidelser Jesus gennemgik. Til tider er der op mod 2500 „nazaræere“ i optoget. I dagens løb bærer de kors op på Cerro de la Estrella (Stjernehøjen), hvor man har valgt at „korsfæste“ Jesus.

Sælgere falbyder hatte, drikkevarer, billeder af religiøse figurer der kan overføres til kinden eller armen, balloner, slik til børnene og meget andet. Der opstilles endda forlystelsesparker i anledning af denne fest.

I byen Querétaro forsøger bodfærdige katolikker at gå med fødderne i lænker. I Taxco går mænd i næsten fem timer med 40-50 kilo tunge bundter af tornegrene på ryggen. Andre følger optoget mens de pisker sig selv. Det ender ofte med at flere af deltagerne må på hospitalet.

Denne form for tilbedelse får os måske til at tænke på apostelen Paulus’ advarsel mod en ’selvvalgt form for tilbedelse og falsk ydmyghed og skånselsløs behandling af legemet’. (Kolossenserne 2:23) Sande kristne lægger stor vægt på at mindes Kristi død, men de holder sig fra traditioner der har rod i falsk lære eller er i modstrid med Bibelens principper.