Det forunderlige strudseæg

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDAFRIKA

ET STRUDSEÆG der ligger i en rugemaskine, røber intet om det der foregår bag skallen, eller om den betagende proces som skal til at begynde. Men på en strudsefarm har man mulighed for at lære om strudsens fascinerende udvikling lige fra ægget bliver lagt.

Der pusles om æggene

Strudsemoderen lægger sine elfenbensfarvede æg, der hver vejer op til halvandet kilo, i en nødtørftig rede i sandet. * Hver dag bliver de nylagte æg flyttet fra reden til farmens rugemaskiner, som vil være æggenes nye hjem i hen ved seks uger.

Her bliver der puslet om æggene. De har det lunt og godt ved en temperatur på cirka 37 grader — den temperatur der kræves for at fosteret kan udvikle sig rigtigt. For at hindre blommen eller fosteret i at sætte sig fast på bunden af ægget og klæbe sig til skalmembranen vendes æggene hver dag enten manuelt eller automatisk af nogle særlige bakker de er anbragt på. Derved efterligner man det som strudseforældre gør når de regelmæssigt vender æggene i deres reder på græssletten.

Et kig ind i ægget

Hvordan kan man vide hvad der foregår inden i ægget? Farmeren samler forsigtigt et af æggene op og sætter det fast i hullet på en kasse hvori der lyser en stærk pære. Ved hjælp af en sådan gennemlysning kan farmeren se et uskarpt omrids af den forunderlige proces der sker i ægget. Ægget gennemlyses regelmæssigt så man kan holde øje med udviklingen. Hvis den midterste del af ægget forbliver flydende, er ægget efter alt at dømme ufrugtbart og bliver ikke lagt tilbage i rugemaskinen.

I de 39 dage strudseægget er i rugemaskinen, sker der en bemærkelsesværdig vækst under den porcelænsagtige skal. I ægget danner der sig en luftblære, som med tiden optager en tredjedel af pladsen. * Den uudklækkede unge har kneben plads i ægget og er ved at være klar til at komme ud. Men allerførst må blommesækken bevæge sig gennem navlestrengen og navlen til ungens lille mave. Det er vigtigt, for blommesækken indeholder de næringsstoffer og den energi som ungen har brug for under udklækningen.

Udklækningen

Endelig oprinder den store dag, og vi er så heldige at være til stede. Først må strudseungerne bryde igennem membranen til luftblæren før de når ud til selve skallen. Visse unger af æglæggende dyr har en ægtand som hjælper dem til at bryde ud af skallen. Sådan forholder det sig ikke med strudsens unger; de har et beskyttende lag på spidsen af deres bløde næb. Mens strudseungen støtter næbbet mod æggeskallen, skubber den nakken mod membranen, der skiller den fra luftblæren. Efter en del skubben og masen brister  membranen, og ungen fylder nu skallen fuldstændigt ud. — Se billede A.

Nu træder ungens bittesmå lunger i funktion, og den trækker vejret for første gang. Når en strudseunge sådan aser og maser i et æg hvor pladsen trods alt er begrænset, bliver luften hurtigt beklumret, men ungen må ikke give op. Den er nødt til at fortsætte kampen og bryde gennem selve skallen. Med al kraft kaster ungen nu sit hoved gentagne gange tilbage og banker spidsen af næbbet mod skallen. Pludselig ser den udmattede unge et lysglimt gennem en lille sprække i skallen og kan begynde at fornemme frisk luft. — Se billede B.

Efter et tiltrængt hvil har strudseungen fået kræfter nok til med sin højre fod og sit lille beskyttede næb at fortsætte sliddet med at knække skallen. Som en anden lille Goliat tvinger ungen til sidst de knækkede dele af æggeskallen fra hinanden, prøver at sidde oprejst og betragter omverdenen med al den værdighed og selvsikkerhed som en nyudklækket, vaklende struds nu engang kan opbyde. — Se billede C.

Hvorfor hjælper farmeren ikke den lille unge ud af den ituslåede æggeskal? Fordi det ikke vil være godt for ungen. Det tager nemlig lidt tid før æggeblommen er blevet  absorberet gennem strudseungens navle, som derefter trækker sig sammen og lukker. En velmenende hjælper som prøver at fremskynde processen, kan skade den lille sarte unge eller udsætte den for alvorlige infektioner.

Nu er de små strudseunger endelig kommet ud af deres skal. At se dem — udmattede, men sejrrige — befri sig for et virvar af knækkede skaller er fascinerende.

Ungerne møder deres plejeforældre

Inden længe har den varme luft i rugemaskinen tørret ungernes fløjlsagtige dun, og de bliver helt uimodståelig nuttede og bløde. Derefter sættes de ud i solen i et lille indelukke, og det synes de tilsyneladende vældig godt om. Nu kan de endelig give deres vaklende små ben lidt tiltrængt motion.

Den næste dag sker der noget særligt. De små dunede unger skal præsenteres for deres plejeforældre, det vil sige de voksne strudse som vil tage sig af dem de næste tre måneder. Da de små fugle har fået næring fra æggeblommen, har de indtil nu ikke været sultne. Men adskillige dage efter at de er blevet udklækket, føler de sig lidt brødflove. Hvad kan de spise? Til vores overraskelse begynder de at spise deres plejeforældres ekskrementer. Farmeren forklarer at dette måske er med til at styrke deres endnu ikke fuldt udviklede immunsystem.

Det er morsomt at se hvordan ungerne prøver at holde trit med deres plejeforældre, som spankulerer omkring med gigantiske skridt. Det er slet ikke så nemt for de små! Men strudseunger vokser hurtigt, cirka 30 centimeter om måneden. Utroligt nok kan de efter blot en måned løbe lige så stærkt som de langt større voksne strudse.

Strudsene er et halvt år om at blive fuldt udvoksede og er på det tidspunkt næsten 2,5 meter høje. Det er ikke til at forstå at disse ranglede, langbenede og langhalsede fugle for kun syv måneder siden blot var æg i en strudsefarms rugemaskine!

[Fodnoter]

[Diagram på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Udklækningsprocessen

A

B

C

[Kildeangivelse]

Tegninger: Dr. D.C. Deeming

[Illustration på side 23]

Den store dag — ungerne bryder ud af deres skal!

 [Kildeangivelse på side 25]

John Dominis/Index Stock Photography