Matatu — Kenyas farverige transportmiddel

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

MANGE bruger superlativer når de efter et besøg i Kenya skal beskrive deres indtryk, for eksempel af en mægtig hunelefant, en majestætisk løve eller en flot solnedgang. Skønhedsindtrykkene er overvældende, afvekslende og uforglemmelige. En anden slags attraktion færdes på vejene. Det er det alsidige offentlige transportmiddel matatu, som på grund af sin særegne charme er særdeles populært i Kenya.

Dette køretøjs forhistorie er lige så usædvanlig som dets rolle i trafikken. Det første af slagsen var en faldefærdig Ford Thames fra den vognpark som de britiske soldater havde benyttet i Etiopien under Anden Verdenskrig. Tidligt i 1960’erne brugte en mand fra Nairobi dette vrag til at fragte nogle venner ind til bymidten og bad dem hver især betale 30 cent til brændstof. * Det varede ikke længe før andre blev opmærksomme på den indtjeningsmulighed de gamle køretøjer udgjorde. Mange af dem blev derfor ombygget og indrettet med tre parallelle træbænke så de kunne medbringe 21 passagerer. De minder meget om de gamle bolekaja-biler i Nigeria. Hver passager betalte oprindelig tre ticentmønter for turen, og det er måske grunden til at vognene fik navnet matatu. På swahili hedder „tre“ nemlig „tatu“. Siden da er matatuerne undergået en komplet metamorfose, så nutidens modeller er vidt forskellige fra fortidens skramlekasser. Den moderne matatu er et prangende køretøj der i en kenyansk avis er blevet beskrevet som „et strømlinet projektil i alle regnbuens farver“. De er meget anderledes end 60’ernes hjemmefabrikerede køretøjer.

En tur med en matatu kan være noget af en oplevelse, især når chaufføren uden smålige hensyn baner sig vej gennem den tætte bytrafik! Lad os prøve fornemmelsen ved at tage en kort tur i Nairobi.

 En fascinerende attraktion

Rejsens udgangspunkt er en terminal hvor i snesevis af matatuer holder og venter på at køre i forskellige retninger. Klokken er tretten, og stedet summer af aktivitet idet folk myldrer omkring for at finde den matatu de skal med. Nogle af passagererne skal på en flere timer lang rejse ud på landet. Andre skal kun nogle kilometer bort fra bymidten, måske for at få sig et hurtigt måltid. Så er en matatu et bekvemt transportmiddel.

Har du lagt mærke til at de fleste matatuer er spraglede? Farveorgiet er ikke kun til pynt. Nogle kunder udsøger sig den mest attraktive matatu. Ved nærmere øjesyn opdager man at hver af dem har et navn malet på siden. Nogle hentyder til aktuelle emner, for eksempel „El Nino“, „Millennium“, „The Website“, „Internet“ og „Dot Com“. Navne som „Meek“ (Sagtmodig) og „Missionary“ (Missionær) leder tanken hen på ønskværdige egenskaber eller beskæftigelser. Det nærmeste sidestykke til de farvestrålende matatuer er jeepneyerne på Filippinerne. Interessant nok er de også et biprodukt af Anden Verdenskrig.

Det er et broget sceneri der udspiller sig når konduktørerne forsøger at kapre kunder. På forruden står der ganske vist hvor den pågældende matatu skal hen, men konduktørerne råber af deres lungers fulde kraft, „akkompagneret“ af chaufførerne på deres flertonede bilhorn. Man skal ikke blive forbavset over at se stednavne som „Jerusalem“ eller „Jericho“ på en matatu. Endestationen ligger ikke i Mellemøsten, men i en af Nairobis østlige forstæder der er opkaldt efter de bibelske byer. Sådan som konduktørerne kappes om kunder til næsten hver eneste matatu, er det forståeligt at mange har svært ved at beslutte sig.

Velkommen om bord i „Strawberry“ (Jordbær)! Måske vil turen blive lige så behagelig som frugtnavnet antyder. Tilsyneladende foretrækker mange denne matatu, for på få minutter er den fyldt. Fra små højttalere i loftet lyder dæmpet, afslappende musik. Det gælder dog langtfra alle matatuer. Nogle er blevet kendt  for at udsende øredøvende musik fra kæmpemæssige højttalere anbragt under sæderne. Nu har alle sæder i matatuen været optaget i over ti minutter uden at den har rørt sig ud af stedet. Hvorfor? Fordi der stadig er plads til stående passagerer. Snart er folk klemt sammen som sild i en tønde, men sandsynligvis standser matatuen undervejs for at tage flere passagerer op.

Endelig er vi på vej. Vildfremmede passagerer snakker livligt med hinanden, mest om dagsaktuelle emner. Det hele minder om et marked. Men man skal passe på ikke at blive for opslugt af egen eller andres samtale, for så glemmer man måske at stå af det rigtige sted.

Som nævnt er matatuen et alsidigt køretøj. Det indebærer også at det lejlighedsvis kan følge alternative ruter. Opsat på at overholde fiktive køreplaner benytter chaufførerne alle smutveje, også fortove, hvor de ofte lige akkurat undgår at strejfe fodgængerne. Imens forsøger konduktøren at indkassere penge fra de støjende passagerer, som for nogles vedkommende er ret usamarbejdsvillige. Men han gider ikke bruge tid på skænderier om småbeløb. Enten betaler passageren, eller også standser matatuen, og han bliver beordret til at stå af — til tider på en brysk facon. Konduktøren giver chaufføren besked når nogen skal af, samtidig med at han holder udkig efter ventende passagerer. Han meddeler sig til chaufføren ved at fløjte, banke i loftet eller ringe med en klokke der er anbragt ved døren til samme formål. Alle offentlige transportmidler har faste stoppesteder, men matatuen standser hvor som helst og når som helst for at sætte passagerer af eller tage nye med.

Vi er nu kommet ud i en lille forstad, hvor flertallet stiger af. Matatuen returnerer til terminalen og tager undervejs passagerer med. Der venter dem en oplevelse som ligner den vi havde. Køreturen med „Strawberry“ var noget af en rystetur, men vi nød den.

Kommet for at blive

I Kenya er der cirka 30.000 matatuer i drift. Siden de første krigsveteranbilers tid  har erhvervet udviklet sig til et pulserende gigantforetagende med en omsætning på mange millioner. Alsidigheden har dog også skabt problemer. For eksempel er nogle chauffører blevet beskyldt for at tilsidesætte færdselsreglerne groft, og myndighederne har indført mange regler for at lægge en dæmper på branchen. Til tider har den svaret igen med strejke, til ulempe for de tusinder der daglig er afhængige af matatuer. Ikke alle bryder sig om den måde matatuerne fungerer på, men køretøjerne er en billig og hurtig alternativ transportmulighed for de lavtlønnede.

[Fodnote]

[Illustration på side 22]

En Ford Thames

[Kildeangivelse]

Noor Khamis/The People Daily