Karthago — Byen der nær havde styrtet Rom

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

PÅ AFRIKAS nordlige kyst, i udkanten af Tunesiens hovedstad, Tunis, ligger ruinerne af oldtidsbyen Karthago. Hvis man som turist overser dem, er man lovligt undskyldt, for der er ikke meget at få øje på. Alligevel er det netop her man skal søge efter det der er tilbage af en af oldtidens mest betydningsfulde byer — en by der kun var en hårsbredde fra at besejre det mægtige Rom. Ifølge den romerske historieskriver Livius „ventede konger og folkeslag i åndeløs spænding på udfaldet af denne kamp mellem verdens to rigeste byer“. Det var intet mindre end et spørgsmål om verdensherredømmet.

Byens grundlæggelse

I det andet årtusind før vor tidsregning holdt fønikierne sig til et smalt stykke land ved Middelhavskysten nord og syd for det nutidige Libanon. Eftersom de var dygtige søfolk, vendte de sig mod vest for at erhverve sig guld, sølv, jern, tin og bly i bytte for træ (for eksempel fra den berømte libanonceder), purpurfarvet stof, parfume, vin, krydderier og andre forarbejdede varer. *

Efterhånden som fønikierne rejste vestpå, anlagde de bebyggelser langs med kysterne af Afrika, Sicilien, Sardinien og Sydspanien — der måske er identisk med det bibelske Tarsis. (1 Kongebog 10:22; Ezekiel 27:2, 12) Ifølge overleveringen blev Karthago grundlagt i 814 f.v.t., omkring 60 år før rivalen, Rom. Serge Lancel, der er ekspert i Nordafrikas oldtid, skriver: „Karthago, der er grundlagt omkring slutningen af det niende århundrede, havde i mange århundreder en afgørende indflydelse på det vestlige Middelhavsområdes kulturelle og politiske skæbne.“

 Et imperium bliver til

Da Karthago blev til et imperium, lå det ifølge historikeren François Decret på en halvø med form som „et kæmpemæssigt anker der var kastet ud i havet“. Ved at bygge videre på det fundament deres forfædre, fønikierne, havde lagt, udbyggede karthagerne deres kommercielle netværk (der primært omfattede import af metaller) til et kartel. Karthago gennemtvang sit monopol ved hjælp af sin mægtige flåde og sine hvervede tropper.

Karthagerne var aldrig tilfredse med at hvile på deres laurbær, men var konstant på udkig efter nye markeder. Det siges at søfareren Himilko omkring 480 f.v.t. gik i land i det britiske Cornwall, som var rigt på tin. Cirka 30 år senere siges Hanno, et medlem af en fremtrædende familie i Karthago, at have anført en ekspedition på 60 skibe med 30.000 mænd og kvinder om bord for at danne nye kolonier. Ved at sejle gennem Gibraltarstrædet og ned langs Afrikas kyst nåede Hanno muligvis frem til Guineabugten og endda til Camerouns kyster.

Karthagos foretagsomhed og forretningssans førte til at byen efter sigende blev oldtidens rigeste. „I begyndelsen af det tredje århundrede [f.v.t.] bragte byens tekniske formåen, dens flåde og kommercielle forbindelser . . . den i en førerposition,“ hedder det i bogen Carthage. Om karthagerne skriver den græske historiker Appianos: „I styrke kan de måle sig med grækerne, og i rigdom med perserne.“

Tilbedere af Ba’al

Selv om fønikierne var spredt over det vestlige Middelhavsområde, var de forenede i deres religiøse overbevisning. Karthagerne tog den kana’anæiske religion i arv efter deres fønikiske forfædre. Gennem århundreder sendte de hvert år en delegation til Tyrus for at ofre ved Melkarts tempel. Karthagos hovedguddomme var gudeparret Ba’al Hammon og Tanit. Ba’al Hammon betyder ’kulbækkenets herre’, og Tanit svarede til Astarte.

Det mest berygtede kendetegn ved Karthagos religion var børneofringerne. Diodoros fra Sicilien oplyser at karthagerne i 310 f.v.t. under et angreb på byen ofrede 200 børn af fornem herkomst for at behage Ba’al Hammon. Opslagsværket The Encyclopedia of Religion skriver: „At frembære et uskyldigt barn som et stedfortrædende offer var den fornemste måde at formilde guderne på. Offeret skulle formodentlig sikre familiens og fællesskabets velfærd.“

I 1921 opdagede arkæologer det sted der senere blev kaldt Tofet — et udtryk Bibelen bruger i Anden Kongebog 23:10 og Jeremias 7:31. Udgravninger afslørede at der under steler med votivinskriptioner var flere lag urner som indeholdt de forkullede rester af dyr (brugt til brændofre som erstatning) og små børn. Det skønnes at Tofet  huser resterne af over 20.000 børn der blev ofret i en periode på blot 200 år. Nogle revisionister hævder i dag at Tofet ganske enkelt var et gravsted for dødfødte børn eller børn som var for unge til at få en grav på begravelsespladsen. Men som førnævnte oldtidshistoriker, Serge Lancel, bemærker, „kan man ikke kategorisk afvise at karthagernes menneskeofringer virkelig har fundet sted“.

Kampen om overherredømmet

Da Tyrus’ storhedstid lakkede mod enden i det sjette århundrede f.v.t., overtog Karthago positionen som leder for vestfønikierne. Det skete dog ikke uden modstand. Snart kæmpede puniske og græske købmænd om herredømmet over havene, og omkring 550 f.v.t. udbrød der krig. I 535 fordrev karthagerne med hjælp fra deres etruskiske forbundsfæller grækerne fra øen Korsika og overtog herredømmet over Sardinien. * Det bevirkede at Karthagos og Grækenlands kamp om herredømmet over det strategisk vigtige Sicilien blot blev endnu hårdere.

Samtidig var Rom begyndt at spille med musklerne. Traktater mellem Karthago og Rom sikrede Karthagos kommercielle forrettigheder og formente romerne adgang til Sicilien. Men efterhånden som Rom underlagde sig den italienske halvø, betragtede romerne det som en trussel at have det stadig mere indflydelsesrige Karthago så tæt på. I det andet århundrede f.v.t. skrev den græske historiker Polybios: „Rom så . . . at karthagerne ikke kun havde herredømmet over Africa *, men også over en stor del af Spanien samt alle øerne i det vestlige Middelhav. Hvis karthagerne indtog Sicilien, ville de blive nogle yderst generende og farlige naboer, eftersom de ville omgive Italien på alle sider og være en trussel for hver eneste del af landet.“ Merkantile hensyn fik medlemmer i det romerske senat til at presse på for at Rom skulle tage affære i Sicilien.

De puniske krige

I 264 f.v.t. gav en krise i Sicilien romerne et påskud til at gribe ind. I strid med en aftale sendte Rom en mindre hærafdeling og udløste det der kaldes den første puniske krig.  Konflikten, der omfattede nogle af oldtidens største søslag, stod på i over 20 år. I 241 f.v.t. blev karthagerne til sidst slået og tvunget til at afstå Sicilien. Rom fravristede dem også Korsika og Sardinien.

For at kompensere for disse tab drog den karthagiske general Hamilkar Barkas af sted og genetablerede Karthagos magt ved at bygge et imperium i Spanien. „Det nye Karthago“ — Cartagena — blev grundlagt på Spaniens sydøstkyst, og i løbet af få år havde de formuer der kom fra den spanske minedrift, atter fyldt Karthagos pengekister. Denne ekspansionspolitik kunne ikke andet end føre til konflikt med Rom, og i 218 f.v.t. udbrød der igen krig.

I spidsen for den karthagiske hær stod en af Hamilkars sønner, Hannibal, et navn der betyder „begunstiget af Ba’al“. Han forlod Cartagena i maj 218 f.v.t. og begyndte et langt og glorværdigt togt gennem Spanien og Gallien, krydsede Alperne med sin hær af afrikanere og spaniere og næsten 40 elefanter. Togtet kom bag på romerne, der led adskillige knusende nederlag. Den 2. august 216 f.v.t. tilintetgjorde Hannibals hær i slaget ved Cannae en romersk styrke som var dobbelt så stor, og dræbte næsten 70.000 folk, hvorimod den selv kun mistede 6000. Det var „en af de værste katastrofer den romerske hær nogen sinde havde oplevet“.

Rom var næsten inden for rækkevidde. Men romerne nægtede at give op og plagede Hannibals tropper i en udmattelseskrig der varede de næste 13 år. Da Rom sendte en hær til Africa, blev Karthago svigtet af sine forbundsfæller og besejret i Spanien og Sicilien. Karthago måtte derfor kalde Hannibal hjem. Det følgende år, i 202 f.v.t., slog den romerske general Scipio Africanus Hannibals hær i Zama, sydvest for Karthago. Den puniske by blev tvunget til at overgive sin flåde og mistede sin militære uafhængighed. Desuden skulle den betale en enorm krigsskadeserstatning over en periode på 50 år. Hannibal gik senere i eksil og begik selvmord omkring 183 f.v.t.

„Carthaginem esse delendam!“

Freden bragte Karthago fornyet velstand — i en sådan grad at byen tilbød at betale erstatningssummen på blot ti år. Karthagos uforsonlige fjender følte sig truet af byens levedygtighed og politiske reformer. I næsten to år, lige til sin død, afsluttede den romerske statsmand Cato den ældre hver eneste af sine taler for senatet med sætningen: „Præterea censeo Carthaginem esse delendam!“, som betyder: „I øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges!“

I 150 f.v.t. gav et påstået brud på en traktat endelig romerne den undskyldning de havde brug for. De erklærede karthagerne krig. Denne er siden blevet beskrevet som „en udryddelseskrig“. I tre år belejrede romerne Karthagos 30 kilometer lange fæstningsværker, hvoraf  nogle var 12 meter høje. I 146 f.v.t. lavede de omsider en breche. Mens spyddene haglede ned over dem, rykkede de romerske tropper frem i gaderne og indledte en brutal nærkamp. De menneskeknogler som arkæologer har fundet under Karthagos spredte stenblokke, bekræfter på makaber vis denne beretning fra oldtiden.

Efter seks forfærdelige dage fulgte overgivelsen af de 50.000 udhungrede borgere der havde søgt tilflugt i et fæstningsværk på Byrsahøjen. Andre, der nægtede at lade sig henrette eller tage som slaver, lukkede sig inde i templet for Eshmun og satte ild til det. Det der var tilovers af byen, lod romerne gå op i flammer. Karthago blev til sidst jævnet med jorden og ceremonielt bandlyst, og al beboelse blev forbudt.

I løbet af 120 år ødelagde Rom således Karthagos stormagtsdrømme. Historikeren Arnold Toynbee har skrevet: „Det spørgsmål Hannibals krig i virkeligheden skulle afgøre, var om det hellenistiske verdensrige skulle afløses af et karthagisk eller et romersk verdensrige.“ I opslagsværket Encyclopædia Universalis står der: „Hvis Hannibal havde vundet, ville han sikkert have grundlagt et verdensomspændende rige i stil med Alexanders.“ De puniske krige kom til at markere begyndelsen på den romerske imperialisme, som i sidste instans førte til at romerne fik verdensherredømmet.

Det „afrikanske Rom“

Nu skulle man tro at det betød Karthagos uigenkaldelige endeligt, men blot et århundrede senere besluttede Julius Cæsar at anlægge en koloni der hvor Karthago havde ligget. Til ære for Julius Cæsar fik den navnet colonia Concordia Julia Carthago. Ved at flytte omtrent 100.000 kubikmeter jord jævnede romerske ingeniører toppen af Byrsahøjen for at danne en mægtig platform — og fjerne alle levn fra fortiden. Her blev der rejst templer og rigt udsmykkede offentlige bygninger. Som tiden gik, blev Karthago ’en af de mest imponerende byer i den romerske verden’, den største i vesten næst efter Rom. For at byens 300.000 indbyggere ikke skulle mangle noget, blev der bygget et teater, et amfiteater, kæmpemæssige termer, en 132 kilometer lang akvædukt og et cirkus med plads til 60.000 tilskuere.

Kristendommen kom til Karthago i midten af det andet århundrede og havde stor fremgang her. Tertullian, den berømte teolog og apologet, blev født i Karthago omkring år 155 e.v.t. Som følge af hans skrifter blev latin det officielle sprog i Vestkirken. Cyprian, der var biskop i Karthago i det tredje århundrede, og som udtænkte et kirkeligt hierarki i syv trin, led martyrdøden i denne by i 258. En anden nordafrikaner, Augustin (354-430), der kaldes den største tænker i kristen oldtid, var med til at sammensmelte kirkens lære med græsk filosofi. Den nordafrikanske menigheds indflydelse var så betydelig at en gejstlig udtalte: „Det er dig, oh Africa, som fremmer vor tros sag med størst glød. Det du beslutter, godkendes af Rom og efterfølges af verdens sejrherrer.“

Men Karthagos dage var ved at være talte. Endnu engang var dens skæbne uløseligt forbundet med Roms. Efterhånden som Romerrigets magt svandt hen, gik det også tilbage for Karthago. I 439 blev byen indtaget og plyndret af vandalerne. Da byen et hundrede år senere blev erobret af byzantinerne, fik den sin ødelæggelse udsat for en kort tid. Men så kom araberne, der hærgede hele Nordafrika, og det var Karthagos endeligt. De erobrede byen i 698, hvorefter de brugte dens sten til at bygge byen Tunis. I de følgende århundreder blev det marmor og den granit som engang havde udsmykket den romerske by, røvet og eksporteret for siden at indgå i byggeriet af katedralerne i Genova og Pisa og muligvis i Canterbury. Fra at være en af oldtidens rigeste og mægtigste byer og en stormagt der nær havde regeret verden, blev Karthago til sidst reduceret til en uigenkendelig samling murbrokker.

[Fodnoter]

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ROM

MIDDELHAVET

KARTHAGO (ruiner)

[Illustration på side 14]

Ruiner af de romerske termer

[Illustration på side 15]

Transport af libanoncedre med fønikiske skibe

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustrationer på side 15]

Man gik med glassmykker som lykkebringere

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 16]

Karthagerne anbragte masker i gravene for at holde onde ånder borte

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 16]

Børneofringer hørte til den kana’anæiske gudsdyrkelse der gik i arv til karthagerne. Denne gravsten tilhører et barn der er blevet ofret

[Illustration på side 17]

Ruiner af den puniske by, som karthagerne mistede til romerne i 146 f.v.t.

[Illustration på side 17]

Hannibal anses for at være en af de største militære strateger nogen sinde

[Kildeangivelse]

Alinari/Art Resource, NY