Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Eksperimentet er slået fejl’

’Eksperimentet er slået fejl’

’Eksperimentet er slået fejl’

I VORE dages verden, en hastigt skrumpende global landsby, bliver svælget mellem rig og fattig efter sigende stadig større. I en kommentar til bestræbelserne for at skabe en global økonomi har en international aktivistgruppe erklæret: „Eksperimentet, der har varet i 50 år, er ved at mislykkes. Det har ikke gavnet alle økonomisk. Det har i stedet ført kloden til randen af en miljøkatastrofe, fremkaldt hidtil usete sociale brydninger, skabt økonomisk kaos i de fleste lande og gjort flere mennesker fattige, underernærede og jordløse; det har desuden fordrevet flere og forstyrret samfundsordenen. Eksperimentet må nu siges at være slået fejl.“

Hvad er årsagen? At mennesker så godt som altid anretter skader når de forfølger selviske mål. Finansmanden George Soros skriver: „Markedsøkonomien reducerer alt, deriblandt mennesker (arbejdskraft) og naturen (jord), til handelsvarer.“ En anden årsag er menneskers ufuldkommenhed. I overensstemmelse med filosoffen Karl Poppers anskuelse udtaler George Soros: „Vores forståelse er ifølge sagens natur ufuldstændig. Den absolutte sandhed, den fuldendte samfundsindretning, er uopnåelig for os.“

Økonomisk ulighed er ikke noget nyt fænomen. Cirka 800 år før Kristus omtalte en bibelskribent nogle som „udbytter de ringe, undertrykker de fattige“. (Amos 4:1) En statsmand som havde været vidne til lignende uretfærdigheder, skrev for cirka 3000 år siden: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Hvad er løsningen? Kan menneskeskabte organisationer afhjælpe de rodfæstede økonomiske uligheder gennem internationalt samarbejde? George Soros skriver: „Vi har ingen internationale organisationer med den fornødne kapacitet til at beskytte den personlige frihed, menneskerettighederne og miljøet og fremme retfærdigheden i samfundet — for slet ikke at tale om at bevare freden. De fleste organisationer er en sammenslutning af selvstændige stater, og de prioriterer som regel egen fordel højere end det fælles bedste. Som De Forenede Nationer er opbygget, er organisationen ude af stand til at opfylde de løfter der er nedfældet i indledningen til FN-pagten.“

Men behøver vi at fortvivle? Nej. En retfærdig verdensregering er lige om hjørnet. Den var hovedtemaet i Jesu forkyndelse. Han kaldte den „Guds rige“, og han lærte sine disciple at bede om at dette rige måtte komme. (Lukas 11:2; 21:31) Guds rige er oprettet i himmelen og vil snart fjerne al uretfærdighed på jorden. (Åbenbaringen 11:15, 18) Det bliver ikke et kortvarigt eksperiment, men et styre der vil bestå for evigt. (Daniel 2:44) Det vil afskaffe fattigdom og undertrykkelse for altid. Det er betagende fremtidsudsigter for de fattige og undertrykte — ja, for alle!

[Illustration på side 13]

Den globaliserede økonomi har ikke løst de fattiges problemer — milliarder må stadig klare sig uden elektricitet og rindende vand