En afrikansk by hvor øst og vest mødes

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDAFRIKA

DET er et farverigt skue der udfolder sig på Durbans gader. Mange, især blandt de unge, går i vestligt tøj, men en del ældre zulukvinder er iført lange, tækkelige kjoler og har spraglede tørklæder om hovedet. Nogle indiske kvinder går i sari eller kjortel og lange benklæder. Nede ved havnen vil man sandsynligvis træffe på nogle prægtigt klædte mandlige zuluer der trækker rickshawer. Ja, Durban er noget for sig, en by hvor øst og vest mødes. Hvordan er denne fascinerende by blevet til det den er?

Denne sydafrikanske storby har kun eksisteret i knap to hundrede år. I 1824 slog omkring 40 kolonister af europæisk afstamning sig ned her, syd for den centrale del af zuluriget, der var underlagt krigerkongen Shaka. Tyve år senere annekterede briterne Durban med opland, og i 1800-tallet blev der udkæmpet adskillige krige mellem kolonisterne og zuluerne.

På et tidspunkt fandt de engelske bosættere ud af at området var velegnet til dyrkning af sukkerrør. Arbejdskraften blev hentet fra Indien, der også var en britisk koloni, og mellem 1860 og 1911 kom flere end 150.000 indere til Durban. Med forstæder har byen i dag over tre millioner indbyggere, der for flertallets vedkommende er efterkommere af tre særskilte befolkningsgrupper — indfødte zuluer, indere fra Asien samt briter og andre vesteuropæere.

Der er mere at se på i byen. Som det fremgår af fotografiet, ligger den ved en  naturhavn der er skærmet mod Det Indiske Ocean af en landtange. Denne naturskønne, bevoksede seværdighed kaldes the Bluff og når op omkring 100 meters højde. Hver dag anløber store skibe naturhavnen, som ifølge bogen Discovery Guide to Southern Africa er „Afrikas største og travleste havn, med en placering som nummer ni i verden“. Turister tiltrækkes af Durbans storartede badestrande og lune havvand. Flere steder er ideelle til surfriding, og badegæster kan trygt gå i vandet, beskyttet af omhyggeligt vedligeholdte hajnet.

For dem der værdsætter Bibelen, er der endnu et interessant aspekt ved byen. Det var nemlig her bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, i 1910 oprettede et afdelingskontor. I april 1914 holdt de deres første landsstævne i Afrika her i byen. Der var et halvt hundrede til stede, deriblandt nogle fra fjerne steder i Sydafrika. Ved dette historiske stævne blev 16 nye døbt. Mange af de tilstedeværende var salvede kristne som forblev trofaste livet igennem. En af dem var William W. Johnston, den første der førte tilsyn med et afdelingskontor i Afrika.

Jehovas Vidner har afholdt mange andre stævner i Durban siden 1914. I december 2000 viste en optælling at 14.848 overværede de to områdestævner med temaet „Ordets gørere“, og 278 blev døbt. En af de mange indiske familier der var til stede, havde stiftet bekendtskab med Bibelens lære gennem datteren Somashini ti år forinden, da hun kun var tre år. Hun havde fundet bogen Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed? hos naboen og givet den til sin far, Alan. Han var dengang på vej ud af et alkoholmisbrug og søgte efter livets mening. Titlen gjorde med det samme indtryk på Alan. Han syntes om bogens indhold og begyndte omgående at komme sammen med Jehovas Vidner. Bibelens vejledning fik ham til at gifte sig med sin samleverske, Rani. Kort efter blev hun også interesseret og begyndte at følges med ham til Jehovas Vidners møder. Dengang boede de hos Ranis forældre, som tilhører en af kristenhedens kirker. Forældrene modarbejdede det unge par og stillede dem følgende ultimatum: „Enten forlader I Jehovas Vidner, eller også forlader I huset!“

Alan og Rani besluttede at flytte, skønt det var svært at finde noget at bo i. Venner blandt Jehovas Vidner hjalp dem med at finde en ordentlig bolig, og i 1992 blev både Alan og Rani døbt som Jehovas Vidner. De gjorde fortsat fremskridt, og i dag er Alan ældste i en menighed.

I storbyen Durban er der over 50 menigheder af Jehovas Vidner. De fleste består af zuluer, men nogle menigheder, især nær bykernen, tæller både zuluer, indere og hvide af vesterlandsk afstamning. Hvis man overværer et møde her, vil man se meget mere end at øst og vest mødes. Her samles både afrikanere, indere og hvide. Men ét er sikkert: De tilstedeværende er et levende bevis på at Bibelen har kraft til at forene folk af alle nationaliteter i et varmt og varigt venskab.

 [Illustration på side 26]

Alan, Rani og deres børn

[Illustration på side 26]

Folk af alle racer mødes i menighederne

[Illustration på side 26]

Durbans rådhus

[Kildeangivelse på side 25]

Fotos: Med tilladelse af Gonsul Pillay