Billigede Gud slavehandelen?
Hvad siger Bibelen?
Billigede Gud slavehandelen?
SORTE, svedige kroppe slæber sig op ad landgangsbroerne, sammenbøjede under vægten af kæmpestore bomuldsballer. Skånselsløse opsynsmænd driver dem frem med deres læderpiske. Skrigende børn rives ud af armene på deres grædende mødre og sælges til den højestbydende køber på auktionen. Det er sandsynligvis den slags brutale scener vi ser for os når vi tænker på slaveri.
Ironisk nok var mange slavehandlere og slaveejere efter sigende dybt religiøse. Historikeren James Walvin skriver: „Hundredvis af den slags mænd, europæere som amerikanere, priste Herren fordi han velsignede dem. Når deres slaveskibe, med passatvinden i sejlene, satte kurs mod Den Nye Verden, takkede de Ham for deres indbringende og sikre indtægtskilde i Afrika.“
Nogle har ligefrem påstået at Gud billigede slavehandelen. For eksempel hævdede Alexander McCaine i en tale ved metodistkirkens generalkonference i 1842 at indførelsen af slaveriet var blevet „direkte forordnet af Gud“. Er det rigtigt? Havde det Guds godkendelse at piger blev bortført og voldtaget, at familier brutalt blev splittet eller at fanger blev gennembanket — alt sammen noget der var uløseligt forbundet med slavehandelen på Alexander McCaines tid? Og hvad med de millioner af mennesker der i dag er tvunget til at bo og arbejde som slaver under grusomme forhold? Billiger Gud denne umenneskelige behandling?
Israelitterne og slaveri
Bibelen siger at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Og det er måske kommet allertydeligst til udtryk i de grusomme former for slaveri mennesker har udtænkt. Jehova Gud ser ikke gennem fingre med de lidelser slaveriet har forvoldt.
Tænk for eksempel på en situation israelitterne på et tidspunkt befandt sig i. Bibelen fortæller at ægypterne „gjorde livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten og med enhver form for trællearbejde på marken, ja, enhver form for trællearbejde som de med tyranni tvang dem til at udføre for sig“. Israelitterne „sukkede stadig på grund af trællearbejdet og udstødte klageskrig, og deres råb om hjælp steg op til den sande Gud“. Var Jehova ligeglad med hvordan 2 Mosebog 1:14; 2:23, 24; 6:6-8.
det gik dem? Nej, tværtimod. „Gud hørte deres stønnen, og Gud huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob.“ Desuden sagde han til sit folk: „Jeg vil føre jer ud fra de byrder ægypterne lægger på jer og udfri jer fra deres trællearbejde.“ —Jehova billiger altså ikke at ’det ene menneske hersker over det andet’ ved undertrykkende slaveri. Men lod Gud ikke senere sit eget folk praktisere slaveri? Jo, men den form for slaveri eller trældom der fandtes i Israel, var helt anderledes end de undertrykkende former for slaveri der har eksisteret op gennem historien.
Ifølge Guds lov skulle den der kidnappede og solgte et menneske, straffes med døden. Jehova gav desuden nogle retningslinjer der tjente til at beskytte slaverne. For eksempel skulle en slave der blev lemlæstet af sin herre, have sin frihed. Hvis herren slog en slave så han døde, kunne herren selv risikere at blive straffet med døden. Kvindelige fanger kunne enten blive slaver eller taget som hustruer. Men man måtte ikke udnytte dem seksuelt. Ånden i loven har givetvis fået retsindige israelitter til at behandle deres trælle på en lige så venlig og respektfuld måde som var de ansatte. — 2 Mosebog 20:10; 21:12, 16, 26, 27; 3 Mosebog 22:10, 11; 5 Mosebog 21:10-14.
Nogle jøder valgte ligefrem at blive slave hos en af deres landsmænd for at kunne tilbagebetale en gæld. Denne ordning beskyttede israelitterne mod at lide sult og hjalp mange til at komme ud af fattigdom. Desuden var der i den jødiske kalender fastsat bestemte tidspunkter hvor trællene skulle frigives, hvis de ønskede det. * (2 Mosebog 21:2; 3 Mosebog 25:10; 5 Mosebog 15:12) I en kommentar til disse love vedrørende trælle siger den jødiske professor Moses Mielziner at en „træl altid ville bevare sin status som menneske, han ville altid blive betragtet som en person der havde visse grundlæggende menneskerettigheder som hans herre ikke ustraffet kunne ignorere“. Det står i skarp kontrast til den grusomme behandling af slaver der kaster en mørk skygge over historien!
De kristne og slaveri
Slaveriet var en del af det økonomiske system i Romerriget. Det gjaldt derfor også for nogle af de første kristne som boede her, at de enten havde trælle eller selv var trælle. (1 Korinther 7:21, 22) Men betyder det at disciple af Jesus var tyranniske slaveejere? Bestemt ikke. Uanset hvad den romerske lov tillod, kan vi være sikre på at kristne ikke mishandlede dem de havde under sig. Apostelen Paulus tilskyndede endda Filemon til at behandle sin træl Onesimus, der var blevet kristen, som ’en broder’. * — Filemon 10-17.
Bibelen antyder på ingen måde at slaveriet var en del af Guds oprindelige hensigt med menneskene. Og der er heller ingen profetier i Bibelen som sigter til at nogle vil have ejendomsret over andre i Guds nye verden. Derimod oplyser den at de retfærdige i det kommende paradis skal „sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og [at] ingen får dem til at skælve“. — Mika 4:4.
Bibelen billiger tydeligvis ikke at mennesker på nogen måde behandler hinanden dårligt. Den tilskynder tværtimod alle til at behandle hinanden respektfuldt og ligeværdigt. (Apostelgerninger 10:34, 35) Vi bliver opfordret til at behandle andre sådan som vi gerne selv vil behandles. (Lukas 6:31) Desuden tilskyndes vi til ydmygt at agte andre højere end os selv, uanset vores sociale status. (Filipperne 2:3) Disse principper står i skarp kontrast til de grusomme former for slaveri som især har fundet sted i de senere århundreder.
[Fodnoter]
^ par. 11 Det at en træl ifølge loven kunne vælge at blive hos sin herre, viser at der ikke var tale om undertrykkende slaveri i Israel.
^ par. 13 Det svarer til at nogle kristne i dag er arbejdsgivere og andre er ansatte. Ligesom en nutidig kristen arbejdsgiver ikke vil udsætte sine ansatte for dårlig behandling, har Jesu disciple i det første århundrede heller ikke behandlet deres tjenestefolk dårligt, men fulgt de kristne principper. — Mattæus 7:12.