Katedraler — til ære for Gud eller mennesker?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

I MOSKVA er der sket det opsigtsvækkende at Kristus Frelser-katedralen, som Stalin lod ødelægge i 1931, er blevet genopført. Dens forgyldte og skinnende løgkupler tegner sig nu mod den russiske himmel. I byen Évry nær Paris er man blevet færdig med den eneste domkirke der blev bygget i Frankrig i det 20. århundrede. Ganske få år forinden blev Almudena-katedralen i Madrid indviet. New York City står ikke tilbage for andre storbyer; her findes katedralen St. John the Divine. Opførelsen af den strakte sig over mere end 100 år, og kirken blev derfor ofte i folkemunde kaldt St. John the Unfinished (Skt. Johannes den Ufuldendte). Med et grundareal på over 11.000 kvadratmeter er den en af verdens største domkirker.

I den del af verden der bekender sig til kristendommen, dominerer kæmpemæssige katedraler bybilledet. De troende ser dem som bygningsværker til ære for Gud, og mange irreligiøse beundrer dem som kunstværker eller mønstergyldige arkitektoniske perler. Samtidig giver disse kunstfærdige og i mange tilfælde uhyrligt bekostelige tilbedelsessteder anledning til væsentlige spørgsmål som: Hvorfor og hvordan blev de bygget? Hvilket formål tjener de i grunden?

Hvad er en katedral?

Efter Kristi død organiserede hans disciple sig i menigheder, hvoraf mange havde private hjem som mødested. (Filemon 2) I en lang årrække blev menighederne omsorgsfuldt ledet af mænd der i åndelig forstand var „ældste“. (Apostelgerninger 20:17, 28; Hebræerne 13:17) Men efter apostlenes død begyndte et generelt frafald fra den sande kristendom. (Apostelgerninger 20:29, 30) Med tiden ophøjede nogle ældste sig selv over deres trosfæller og fik status som biskopper der førte tilsyn med adskillige menigheder — noget som Jesus havde advaret imod. (Mattæus 23:9-12) Ordet „kirke“, der oprindelig betegnede det kristne samfund, kom efterhånden til at betegne selve den bygning hvori man tilbad. Inden længe stræbte nogle biskopper efter at få kirker der passede sig for deres rang. Derved opstod en ny benævnelse for en biskops kirke, nemlig katedral.

„Katedral“ er afledt af græsk kathedra, der betyder „stol“ eller „sæde“. Ordet kom derfor til at betegne en kirke med en bispestol, der symboliserede biskoppens verdslige magt. Fra sin domkirke udøvede biskoppen myndighed over sit bispedømme.

„Katedralernes tidsalder“

I 325 godkendte kirkemødet i Nikæa formelt at der blev oprettet bispesæder i forskellige byer. Biskopperne blev støttet af den romerske stat, og mange af dem skaffede sig store jordbesiddelser kvit og frit. Desuden overtog de mange ikkekristne tilbedelsessteder. Da Romerriget bukkede under, forblev den kirkelige struktur intakt, og kirken  blev middelalderens store magtfaktor. Denne periode blev snart også „katedralernes tidsalder“, som den franske historiker Georges Duby skriver.

Fra det 7. til det 14. århundrede tredobledes Europas befolkningstal. Denne kolossale befolkningstilvækst gavnede i første række byerne og gjorde dem velstående. De rigeste byer med bispesæde var også de mest velegnede steder at opføre kæmpemæssige domkirker, da de store byggerier krævede en stadig strøm af indtægter.

En anden grund til at der blev opført så mange domkirker, var den udbredte dyrkelse af Jomfru Maria og relikvierne som især var fremherskende i det 11. og det 12. århundrede. Biskopperne fremmede denne dyrkelse for at højne deres egne katedralers prestige. På den tid begyndte man i franske byer at navngive kirkerne Notre-Dame (Vor Frue). Det franske katolske opslagsværk Théo spørger: „Hvilken by indviede ikke en kirke og i mange tilfælde sin katedral til hende?“ For eksempel blev Saint-Étienne-katedralen i Paris nyopført under navnet Notre-Dame. Notre-Dame-domkirken i den franske by Chartres blev Nordeuropas vigtigste helligdom. „Ingen enkelt skikkelse, end ikke Kristus selv, beherskede katedralbyggernes liv og tanker så fuldstændigt som Jomfru Maria,“ står der i The Horizon Book of Great Cathedrals.

„Vi vil bygge en katedral så stor . . .“

Hvorfor blev mange af disse kirker bygget så store? Allerede i det fjerde århundrede optog domkirkerne i den tyske by Trier og den schweiziske by Genève et enormt areal til trods for at antallet af kirkegængere var forholdsvis beskedent. I det 11. århundrede kunne indbyggerne i den tyske by Speyer ikke fylde byens store domkirke. The Horizon Book of Great Cathedrals drager derfor den slutning at katedralernes „omfang og ødsle pragt røbede en række ret så verdslige bevæggrunde“. Som eksempel nævnes „arrogance og hovmod hos den biskop eller abbed som var bygherre“.

I det 12. og det 13. århundrede tilstræbte man at gøre domkirkerne lige så høje som de var lange, og i gennemsnit var længden og højden derfor 100 meter. Nogle ekstraordinært lange kirker er Winchester Cathedral i England med sine 169 meter og Milanos domkirke med en længde på 145 meter. I 1402 erklærede en spansk gejstlig i Sevilla: „Vi vil bygge en katedral så stor at de der ser den fuldført, vil mene at vi har været fra forstanden.“ Efter sigende er Sevillas domkirke da også verdens næststørste, med hvælvinger der når en højde på 53 meter. Spiret på Strasbourgs domkirketårn er 142 meter højt, svarende til højden på en bygning med 40 etager. I 1800-tallet nåede tårnet på den gotiske domkirke i den tyske by Ulm 161 meter op og blev dermed verdens højeste stentårn. „Ingen behov hvad angår tilbedelse, berettiger en så umådeholden overdimensionering,“ fastslår historikeren Pierre du Colombier.

I det 12. og 13. århundrede appellerede de der talte for katedralbyggeriet, til en anden ’verdslig bevæggrund’, nemlig bypatriotismen. Encyclopædia Britannica skriver: „Byerne kappedes indbyrdes om at opføre den mest himmelstræbende domkirke.“ Rådmænd, borgere og gilder forvandlede katedralerne til symboler for deres respektive byer.

Kostbare dengang som nu

En skribent kalder katedralbyggerier for „bundløse økonomiske afgrunde“. Hvordan fik man i sin tid råd til disse bygningsværker, som det til stadighed bliver dyrere og dyrere at vedligeholde? I nogle tilfælde bekostede prælater dem af egen lomme. Det gjaldt for eksempel pariseren Maurice de Sully. I andre tilfælde blev udgifterne afholdt af regenter, for eksempel Jakob I af Aragonien. Men i de fleste tilfælde var det  bispedømmets indtægter i form af lensskatter og indkomst fra fast ejendom der finansierede opførelsen af katedraler. (Biskoppen af Bologna i Italien havde på et tidspunkt 2000 besiddelser!) Dertil kom indtægter fra kollekt, afladsbreve og bod for begåede synder. I den franske by Rouen blev domkirkens såkaldte Smørtårn betalt af de borgere der købte sig ret til at indtage mejeriprodukter under fasten.

Nogle bidragydere var overordentlig gavmilde, og de blev hædret med et portræt i kirkernes glasmalerier eller i form af en statue. Princippet om at kristne bør yde bidrag anonymt, var åbenbart gået i glemme. (Mattæus 6:2) Der var behov for en konstant pengestrøm, da budgetterne ofte blev overskredet. På den baggrund er det ikke overraskende at den store iver efter at skaffe penge i mange tilfælde førte til afpresning og misbrug af midler. En anklage for kætteri var ofte ensbetydende med at man fik sin ejendom beslaglagt. Denne politik banede vejen for udplyndringen af såkaldte kættere, for eksempel katharerne. Byttet gik til finansieringen af adskillige kirkebyggerier. *

Det siger sig selv at kirken var nødt til at opretholde presset for at få de nødvendige midler til at strømme ind. I modsætning til hvad nogle historikere har hævdet, var der ikke tale om at folk spontant følte sig tilskyndet til at bygge sådanne prangende bygningsværker. Historikeren Henry Kraus skriver: „Hvor dybt religiøse middelalderens mennesker end var, indtog kirkebyggeriet ikke nogen fremtrædende plads i folks bevidsthed.“ Af den grund kritiserer mange historikere kirken for dens ødselhed. I The Horizon Book of Great Cathedrals indrømmes det: „De penge kirken brugte på byggerier, kunne have været anvendt til at mætte de hungrende . . . eller til at drive hospitaler og skoler. Det kan derfor siges at katedralerne har kostet i hundredtusindvis af menneskeliv.“

Hvordan de blev bygget

Katedraler er vidnesbyrd om menneskets snilde. Det er forbløffende at man kunne opføre så gigantiske bygningsværker med så primitive hjælpemidler. I stenbruddene brugte man skabeloner for at sikre at dekorative detaljer blev ensartede, og at stenene havde den rette størrelse. De blev omhyggeligt mærket med en angivelse af deres nøjagtige placering i bygningen. Transporten var en yderst langsommelig og bekostelig affære; men trods dette ’brød Frankrig i årene fra 1050 til 1350 større mængder sten end oldtidens Ægypten i sin tid gjorde,’ skriver den franske historiker Jean Gimpel.

Det var imponerende hvad arbejderne på byggepladsen udrettede ved hjælp af datidens primitive hejseværker med taljeblokke som ofte blev drevet af mænd i trædemøller. De beregningsformler som nutidens ingeniører benytter, var ukendte dengang. Bygmestrene måtte stole på deres fornemmelse og erfaring. Ikke overraskende skete der mange alvorlige ulykker. For eksempel styrtede de alt for store hvælvinger på katedralen i den franske by Beauvais ned i 1284. Men ved hjælp af nyskabelser som stræbebuer, stræbepiller, ribbehvælvinger og murtinder lykkedes det bygmestrene at nå nye højder.

Opførelsen kunne tage lige fra 40 år for det hurtigste byggeri (i Salisbury i England) til flere hundrede år. Nogle domkirker, for eksempel i Beauvais og Strasbourg, er aldrig blevet fuldført.

„En fejlprioritering“

Disse ’skønne og derfor dyre bygningsværker’, som pave Honorius III kaldte katedralerne, gav lige fra første færd anledning til strid. Gejstlige gjorde indsigelse mod den arbejdskraft og de svimlende summer som byggeri af domkirker lagde beslag på. I 1200-tallet erklærede Pierre le Chantre, en prælat ved  Notre-Dame i Paris: „Det er syndigt at bygge kirker sådan som det gøres for tiden.“

Også i dag har eksempelvis katedralen i Évry fremkaldt stærk kritik. Ifølge det franske dagblad Le Monde mener mange at katedraler er et udtryk for „en fejlprioritering“, og at kirkerne „bør investere i mennesker og i evangelisering frem for i sten og udsmykning“.

Det er hævet over enhver tvivl at mange af dem der har medvirket til opførelsen af disse kolossale bygninger, har været drevet af oprigtig kærlighed til Gud. De har tydeligvis haft „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Jesus end ikke antydede at hans disciple burde opføre pragtbygninger til gudsdyrkelse. Han sagde at de sande tilbedere skulle „tilbede i ånd og sandhed“. (Johannes 4:21-24) Uanset hvor smukke kristenhedens mægtige katedraler tager sig ud, står de i skærende kontrast til Jesu ord. De er muligvis til ære for bygherrerne, men de herliggør ikke Gud.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Katedralen i Santiago de Compostela, Spanien

[Illustrationer på side 15]

Øverst: Notre-Dame-domkirkens rosevindue med glasmalerier i den franske by Chartres.

Herover: Figur af en stenhugger på Notre-Dame-domkirken i Paris

[Illustration på side 15]

Det indre af Notre-Dame-domkirken i Amiens. Kirken er Frankrigs største religiøse bygning, med hvælvinger der måler næsten 43 meter i højden

[Illustration på side 15]

Notre-Dame-domkirken i Paris, som blev færdig i 1300-tallet