Unge hjælpes til at bryde med kriminalitet
Unge hjælpes til at bryde med kriminalitet
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I FRANKRIG
DEN seneste tids begivenheder har henledt opmærksomheden på den alarmerende underminering af lov og orden der sker i mange fattige byområder i Frankrig. Ifølge det franske tidsskrift L’Express „er volden i byerne næsten steget til det femdobbelte på seks år“. Der er også sket en voldsom stigning i antallet af mindreårige der begår voldskriminalitet.
Ud over at være indblandet i hærværk, narkohandel, pengeafpresning, brandstiftelse og tyveri er unge gået direkte til angreb på statens repræsentanter. Blandt dem der ofte udsættes for voldelige overgreb, kan nævnes politibetjente, brandmænd og transportarbejdere.
Hvad skyldes al denne vold? „Det er et oprør der har baggrund i familiens sammenbrud, og som er rettet mod alt det autoriteterne repræsenterer,“ forklarer to sociologer. De anfører også „[de unges] følelse af at være blevet opgivet af myndighederne“ og af ’ikke at have nogen udsigt til en meningsfyldt fremtid’.
Jehovas Vidner går regelmæssigt ud i områder hvor der er meget ungdomskriminalitet for at fortælle andre om det håbets budskab som Bibelen indeholder. I et program der for nylig blev vist i fransk fjernsyn, sagde en journalist: „Jehovas Vidner gennemvandrer forstæderne og de fattige områder på kryds og tværs — områder som undertiden synes at være blevet opgivet af de sociale myndigheder, politiet og regeringen. I disse bygninger og gader taler de med folk og lytter.“ Som det fremgår af følgende brev fra en ung læser af Vågn op!, har deres arbejde en positiv virkning.
„Jeg vil gerne af hele mit hjerte sige tak for jeres publikationer. Ud over at I har hjulpet mig personligt, er mit forhold til mine forældre også blevet bedre. Jeg er kun 16 år og af muslimsk oprindelse.
Det jeg vil sige, er at I har formået at få mig til at holde op med at begå kriminalitet. Det har medført at jeg i højere grad følger min religion, men jeg læser også i Bibelen. Det er jeres fortjeneste at jeg fortsat går i skole. I har også hjulpet mange i mit nabolag til at bryde med kriminaliteten, takket være jeres blade, som jeg låner ud til dem hver måned. Jeg er jer meget taknemmelig og føler mig i gæld til jer.“