Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Trænger du til en ny seng?

Trænger du til en ny seng?

Trænger du til en ny seng?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN

Ligger du ofte hvileløs hele natten mens du vrider og vender dig i et forsøg på at ligge bekvemt — og vågner stiv og øm næste morgen? I så fald kan problemet skyldes din seng.

SENGEN kan enten være ens ven eller ens fjende. Hvis man bruger senge i det land hvor du bor, tilbringer du sandsynligvis en tredjedel af dit liv i den, men en seng kan ikke holde evigt. Hvor god er din nuværende seng?

Har du behov for en ny seng?

En seng vil i regelen fungere problemfrit i cirka ti år. En kraftig person slider sin lidt hurtigere. Husk også på at ens behov og ønsker forandres med årene. For at afgøre om du har behov for en ny seng, må du spørge dig selv: ’Er jeg stiv i nakken, eller har jeg rygsmerter når jeg vågner? Er min seng for lille? Kan jeg mærke tryk fra fjedre eller ujævnheder? Knirker og knager den når jeg vender mig? Ruller min ægtefælle og jeg mere og mere ind mod midten? Er fjederbunden ujævn eller slap? Er benene medtagne så sengen vakler?’ Din besvarelse af spørgsmålene kan hjælpe dig til at afgøre om du snart skal have en ny seng.

Kriterier for en god seng

En god seng dækker ens særlige behov og ønsker angående liggekomfort og støtte. De fleste senge består af en madras og et bærende stel, men det er madrassen der er afgørende for ens velbefindende. Den består af adskillige dele. Det første man ser, er betrækket, eller bolsteret, som holder sammen på det hele. Under bolsteret ligger der nogle vatterede lag polstringsmateriale som dæmper tryk og transporterer fugten væk fra liggefladen. Det tredje „lag“, som sørger for den rigtige støtte og fasthed, indeholder almindeligvis spiraler, eller fjedre, af hærdet stål. Der er forskellige slags fjederindlæg, men generelt kan man sige at jo flere fjedre der er, og jo tykkere stålet er, jo bedre støtte giver de. Nu om dage er madrasser af koldskum eller latexskum et populært alternativ, og de er lettere end springmadrasser.

En god madras fortjener en ordentlig bund, helst en der er fremstillet specielt til den. Køber man en boksmadras, indeholder den både springmadras og sengebund i ét. Den dybe boks virker stødabsorberende og sørger for at madrassen kan ånde, hvilket forlænger dens levetid betydeligt. Selve sengebunden består oftest af en træramme med lameller og et selvstændigt fjedersystem. Lameller med luft imellem giver madrassen god ventilation. En træramme og kraftige lameller stiver bunden godt af, mens et fjedersystem gør den fleksibel.

Vælg den rigtige seng

Hvad skal man tænke på når man vælger seng? Skal man købe en brugt? En brugt seng har absorberet andre menneskers sved og hudskæl og kan være fuld af støvmider som kan forårsage allergiske reaktioner, astma og eksem. Den kan heller ikke altid leve op til sundheds- og sikkerhedskravene.

Men inden man går ud for at købe en ny seng, anbefales det at man gør sig klart hvor meget man vil ofre, hvilken komfort man ønsker, samt hvilken størrelse den skal have. Sæt rigelig tid af til købet, og opsøg de forretninger hvor kvaliteten sættes højt; sørg også for at få så mange informationer som muligt om hver seng og madras. Senge er ofte meget dyre, så træf ikke en hastig beslutning.

Det er sværere at foretage det rette valg hvis man er træt. Vær derfor udhvilet, og tag noget tøj på du befinder dig godt i. Vær ikke genert over at prøveligge en seng. Tag dit overtøj og dine sko af, og læg dig på hver seng i nogle minutter. Prøv at ligge i forskellige stillinger, og find ud af om sengen giver støtte til dine skuldre, hofter og over lænden. — Se nedenstående ramme.

Vedligeholdelse af sengen

Hvis man passer godt på sin seng, kan man helt afgjort forlænge dens levetid. Spørg forhandleren om råd, og giv dig tid til at læse brugsvejledningen fra producenten. Når du får din nye seng, så tag plasticovertrækket af hurtigst muligt. Derved undgår man kondens, som kan forårsage fugt, skimmel eller svamp. Her følger nogle yderligere forslag.

● Vend den nye springmadras, også i længderetningen, hver eller hver anden uge de første par måneder og derefter hver tredje måned. Derved forebygger man at fyldet sætter sig, og man undgår at madrassen bliver ujævn og slides uregelmæssigt. Hvis man har rygproblemer, er det klogt at overveje at købe en skummadras, da en sådan ikke nødvendigvis skal vendes regelmæssigt.

● Man må aldrig forsøge at presse en springmadras sammen eller at bøje eller rulle den. Man kan undgå at skade betrækket ved kun at bruge hankene til at manøvrere madrassen på plads med, og ikke til at løfte dens fulde vægt i.

● Slå hver morgen sengetøjet til side i mindst 20 minutter for at lufte sengen og få fugtigheden fra kroppen ud af den.

● Hold madrassen ren ved at benytte et vaskbart beskyttende madrasbetræk. Støvsug regelmæssigt både madras og bund fri for dun og støv, og vask straks eventuelle pletter af med mild sæbe og kuldslået vand.

● Sæt dig ikke altid det samme sted på madrassens kant. Undgå at hoppe i sengen.

Din seng er ikke blot en nødvendig udgift. Det er en investering i en tredjedel af dit liv — og den kan få en mærkbar virkning på de andre to tredjedele. Hvis du vælger denne formålstjenlige „ven“ med omhu og værner om den, vil den i høj grad bidrage til dit velbefindende.

[Ramme på side 22]

Hvilken seng passer til dig?

Komfort og understøtning. En madras behøver ikke nødvendigvis at være hård som et bræt for at være god. Faktisk kan for hård en seng forværre rygproblemer. Lad din krop føle hvad der er bedst. Læg dig på ryggen. Hvis du kan føre en hånd ind under lænden uden at presse for meget, og hvis du kan vende dig ubesværet, har madrassen den rette hårdhed til dig. Ligger du på siden, vil en god madras støtte de rigtige steder så rygsøjlen ligger helt lige. En kraftig person har bedst af at ligge på en hård madras.

Størrelse. Vælg en seng hvor der er plads til at vende sig. Hvis to voksne skal sove sammen, skal man huske at hver voksen stort set ikke har mere plads i en dobbeltseng af standardstørrelse end en baby har i en babyseng.

Komplette dele. Køb om muligt en madras og en bund som passer sammen og er udviklet til at give komplet liggekomfort og understøtning. En gammel bund kan beskadige en ny madras og få indflydelse på garantien.

Værdi. Man får gerne hvad man betaler for, så køb en seng i den bedst mulige kvalitet.

Plads. Hvis man ikke har meget plads i rummet, er det værd at overveje at købe en skabs- eller vægseng. En anden mulighed er at købe en futon, en hynde lavet af kartede bomuldsfibre som hurtigt kan rulles ud på gulvet om natten. De sælges også som sovesofaer med hynder lagt på et lamelstativ der kan slås ned.

Helbredsproblemer. Hvis man ikke ligger godt i en almindelig seng, findes der elevationsbunde med forskellige indstillingsmuligheder. En vandseng som støtter og fordeler kropsvægten jævnt, kan måske også hjælpe dem der ikke tåler tryk visse steder.

Allergipatienter. Hvis man er allergisk over for støv eller naturfyld, kan man vælge en madras af syntetiske fibre eller skum. Man skal også tænke på at allergener ikke så hurtigt samler sig i senge med lamelbunde eller i vandsenge.

Ældre mennesker. Forvis dig om at dine fødder kan nå gulvet når du sidder på sengekanten. En seng med en fast kant vil man lettere kunne komme ud af.

[Ramme på side 23]

Sikkerhedsforslag

▪ Brug ikke nattøj der let antændes.

▪ Vær sikker på at sengen er anbragt tilpas langt fra åben ild og varmeovne.

▪ Hvis man bruger varmetæppe, bør man jævnlig undersøge det for slid og se efter om det har dybe folder, er svedet eller om ledningen er flosset. Brug aldrig tæppet hvis det er vådt, men lad det lufttørre. Læg ikke tunge ting på sengen når der er tændt for tæppet.

▪ Fyld ikke kogende vand i en varmedunk, og brug den ikke samtidig med et varmetæppe. Fjern den inden et barn skal sove i sengen.

[Diagram på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Betræk eller bolster

Gennemquiltet i rudemønster

Quiltet med ultralyd

Knapper

Vatterede lag polstringsmateriale

Fjederindlæg

Skum

Stabile fjedre

Åbne fjedre

Posefjedre

[Kildeangivelse]

Gengivet med tilladelse af The Sleep Council

[Kildeangivelse på side 21]

Gengivet med tilladelse af The Sleep Council