Hvad skyldes den store interesse for spiritisme?
Hvad skyldes den store interesse for spiritisme?
Spiritisme er blevet defineret som „troen på at en åndelig del af mennesket overlever legemets død og kan sætte sig i forbindelse med de levende, sædvanligvis gennem en person der fungerer som medium“.
I 1998 blev en bog der forklarer hvordan man kan komme i kontakt med de døde, så populær i USA at den hurtigt toppede bestsellerlisten i The New York Times.
For nogle år siden var åndemedier og spiritistiske seancer den helt store dille blandt politikere og forretningsfolk, som brugte store summer på konsultationer.
I Brasilien lokker sæbeoperaer med spiritistiske indslag mange seere til.
For mange i Afrika og Asien er udøvelse af spiritisme lige så almindeligt som det at handle med varer på markedspladsen.
Hvorfor så mange vender sig til spiritisme
Mange tyr til spiritisme for at finde trøst når de har mistet en i døden. Gennem åndemedier får de måske specifikke oplysninger som synes at komme fra den afdøde. Som følge heraf er mange efterladte overbeviste om at deres afdøde kære lever, og at en kommunikation med vedkommende kan hjælpe dem til at komme over tabet.
Andre føler sig tiltrukket af spiritisme fordi de har fået at vide at ånderne kan hjælpe dem til at genvinde deres sundhed, komme ud af fattigdommen, opleve kærligheden, løse ægteskabelige problemer eller finde arbejde.
Mange andre vender sig til spiritisme af ren og skær nysgerrighed.Endnu en grund til at millioner af mennesker interesserer sig for spiritisme, er at de har lært at den er en „supplementsreligion“ der forekommer „jævnsides med kristendommen“, som en ekspert på området udtrykker det. Den religiøse situation i Brasilien er et eksempel på dette.
Brasilien har den største katolske befolkning i verden, men ifølge forfatteren Sol Biderman „tænder millioner af troende lys foran mere end ét alter og ser slet ikke noget misforhold i det“. Den brasilianske ugeavis Veja oplyser at 80 procent af dem der mødes i spiritistiske tilbedelsescentre, samtidig er døbte katolikker som også overværer messen. Og da selv nogle af de gejstlige deltager i spiritistiske møder, tror mange religiøse mennesker at Gud godkender at man søger kontakt med åndeverdenen for at få trøst og vejledning. Men gør han det?
[Ramme/illustrationer på side 3]
Forskellige former for spiritisme
Blandt de forskellige former for spiritisme kan nævnes det at spørge et åndemedium til råds, at henvende sig til de døde eller at tage varsler. En populær form for spiritisme er spådomskunst, hvorved man gennem ånder forsøger at få kendskab til fremtiden eller til det ukendte. Spådomskunst indbefatter blandt andet astrologi, at se i en krystalkugle, at tyde drømme, at læse i hånden og at bruge tarokkort.