Efter stormene — Nødhjælpsarbejde i Frankrig
Efter stormene — Nødhjælpsarbejde i Frankrig
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I FRANKRIG
FRANÇOISE åbnede døren for at gå ud efter brænde til kaminen. „Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne,“ fortæller hun. „Vandet stod helt op til dørtrinnet, og en stor bølge var på vej op gennem havegangen.“ Ægtefællen, Thierry, vadede ud i garagen i vand til halsen for at hente en stige. Familien nåede op på loftet, hvor Thierry lavede et hul i taget. Med deres tre børn sad de gennemblødte og rædselsslagne og ventede på undsætning. Efter fire lange timer blev de endelig opdaget og hejst i sikkerhed af en af det franske politis helikoptere.
Skybrud havde fået floderne til at gå over deres bredder, gennembryde diger og ødelægge broer. Store mudderbølger, til tider op til 10 meter høje, tog alt med sig på deres vej. Over 30 personer mistede livet under denne storm, nogle opholdt sig i deres biler, andre druknede mens de lå og sov. En der blev reddet, ligestillede den frygtelige novembernat med „tidernes ende“. Hele det sydvestlige Frankrig, med 329 byer og landsbyer, blev erklæret for katastrofeområde.
Det bliver endnu værre
Regionen var knap nok kommet sig over katastrofen før den blev hjemsøgt på ny. Et usædvanligt lavtryk over Atlanterhavet fremkaldte vinde af orkanstyrke. Den første storm fejede hen over det nordlige Frankrig den 26. december 1999, og den anden ramte natten derpå Sydfrankrig. Man målte en vindhastighed på over 200 kilometer i timen. Officielle optegnelser viser at der ikke har været en sådan storm i Frankrig siden det 17. århundrede.
En af dem der oplevede den frygtelige storm, var Hélène, som var gravid i ottende måned. „Jeg var utrolig bange,“ fortæller hun. „Min mand var på vej hjem på motorcykel, og jeg så hvordan grenene fløj rundt i luften udenfor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at han nok aldrig kom til at se sit barn. Min mand var knap nok trådt indenfor, før vandet strømmede ind i huset. Vi måtte springe ud ad vinduet.“
Over 90 mennesker mistede livet. Nogle druknede, og andre blev ramt af tagsten, skorstene eller træer. I hundredvis kom alvorligt til skade, deriblandt militære og civile redningsfolk. Stormen ramte også nabolandene Schweiz, Spanien, Storbritannien og Tyskland og dræbte mindst 40 mennesker.
Eftervirkning
Af Frankrigs 96 regionshovedstæders administrative departementer blev de 69 officielt erklæret for „katastrofeområde“. Det anslås at ødelæggelserne løber op i 70 milliarder francs (80 milliarder kroner). Nogle byer, landsbyer og havneområder lignede hærgede krigszoner. Veje og jernbaner var blokeret af væltede træer og elmaster. Tage var flået af bygninger, kraner væltet, og både smidt op på kajen. Drivhuse og plantager var blevet ødelagt, så tusinder af gartnere mistede deres levebrød.
På kun få timer raserede stormen Frankrigs skove og parker, idet den tilintetgjorde i hundredtusindvis af hektarer skovland. Det franske skovvæsen anslår at 300 millioner træer gik til. Århundredgamle, statelige træer blev rykket op med rode eller knækkede som tændstikker. Det gik især hårdt ud over skovene i Aquitaine og Lorraine.
Bernard, som er et af Jehovas Vidner og arbejder som skovløber, fortæller: „Jeg begav mig ind i skoven dagen efter stormen. Det var rystende. Man kan ikke undgå at blive påvirket af sådan et syn. I min menighed er 80 procent afhængige af skoven for at tjene til føden. Alle, især de ældre, er chokerede.“ På området omkring slottet i Versailles gik 10.000 træer til. „Det kommer til at vare 200 år før parken genvinder sin gamle skønhed,“ siger en af de overordnede slotsgartnere sorgfuldt.
Eftersom mange elektriske ledninger faldt ned, stod over en sjettedel af befolkningen i Frankrig uden lys. Selv om elværksarbejderne ydede en heroisk indsats, var titusinder af mennesker stadig uden strøm eller telefonforbindelse to uger efter stormen. Enkelte småbyer var totalt isolerede. For mange familier som var nødt til at trække vand op af brønde og benytte stearinlys, føltes det som om de var sat hundrede år tilbage i tiden og ikke netop gået ind i det 21. århundrede.
Offentlige bygninger, chateauer og katedraler gik heller ikke ram forbi. Utallige religiøse bygninger, deriblandt 15 af Jehovas Vidners rigssale, blev beskadiget. Nogle steder måtte man klare sig med stearinlys eller petroleumslamper ved møderne.
Omtrent 2000 familier blandt Jehovas Vidner fik deres ejendomme beskadiget — nogle mistede træer eller tagsten på grund af stormen, andre fik hjemmet fuldstændig ødelagt af floder der gik over deres bredder. Mange af Jehovas Vidner kom til skade. En 77-årig broder i Charenteregionen druknede på tragisk vis for øjnene af sin kone, som ikke var i stand til at hjælpe ham. Mange andre var også tæt på døden. Gilbert, som er 70 år, fortæller: „Det er et mirakel at jeg ikke mistede livet. Døren sprang op, og vandet strømmede ind med utrolig kraft. I løbet af ingen tid nåede vandet halvanden meter op. Jeg blev reddet ved at klamre mig til klædeskabet.“
Tiltrængt hjælp
Stormskaderne vakte en usædvanlig samhørighedsånd i Frankrig og i hele Europa. Avisen Le Midi libre bemærker: „Der er tider hvor man enten rent spontant, for venskabs skyld eller tilskyndet af sin samvittighed føler sig tvunget til at yde frivillig hjælp.“
Så snart stormene løjede af, nedsatte Jehovas Vidner en undsætningskomité der skulle hjælpe medlemmerne i de lokale menigheder og andre som var ramt af stormskader. De regionale byggeudvalg, som normalt samles til rigssalsbyggerier, dannede hold af frivillige arbejdere. Efter novemberstormen i det sydvestlige Frankrig deltog 3000 Jehovas Vidner med undsætnings- og rengøringsarbejde, da mange skulle have hjælp til at fjerne vand og mudder fra deres huse. I nogle landsbyer var Jehovas Vidner blandt de første frivillige hjælpere der ankom. Vidnerne ryddede op og gjorde rent i og omkring offentlige bygninger, som for eksempel skoler, posthuse, rådhuse, plejehjem og endda på en kirkegård. I mange tilfælde arbejdede de side om side med nødhjælpsarbejdere.
Alle fik tilbudt hjælp uanset hvilken religiøs overbevisning de havde. „Vi hjalp landsbypræsten. Vi ordnede kælderen i hans hus,“ fortæller et af Jehovas Vidner. Med hensyn til andre som blev hjulpet af Vidnerne, tilføjer han: „Folk følte det som var vi sendt fra himmelen.“ En offentlig embedsmand sagde: „Betragt det som den måde hvorpå de læser evangeliet og hjælper deres næste. Jeg mener at de der har stillet sig til rådighed, lever efter evangeliets ord og følger deres tro.“ En frivillig hjælper blandt Jehovas Vidner kommenterer: „Man føler sig af hjertet tilskyndet til at komme og hjælpe. Det er en sand fornøjelse at gøre noget for sin næste.“
Efter de to decemberstorme var mange familier som er Jehovas Vidner, i flere dage uden kontakt med det kristne brodersamfund. Rejsende tilsynsmænd og lokale ældste sørgede for at der blev organiseret nødhjælp. Blokerede veje og telefonlinjer som var ude af drift, gjorde det indimellem umuligt at komme i forbindelse med venner der kun boede få kilometer borte. For at komme ud til medlemmer af menigheden som var blevet isoleret, krydsede nogle Jehovas Vidner hærgede skove til fods eller på cykel med en reel fare for at blive ramt af træer som kunne vælte. Ja, nogle sled af egen fri vilje med at rengøre skoler, biblioteker, lejre og nabohuse og med at rydde vej gennem skovene.
De mærker kærlighedens ånd
Mange af de tilskadekomne, især småbørn og ældre, var mærket af det de havde oplevet. Det tager lang tid at komme sig efter at have mistet sit hjem eller en man holdt af, og man behøver støtte af familie og venner for at genopbygge sin tilværelse. Dr. Gabriel Cottin, der er med i en organisation som beskæftiger sig med katastrofemedicin og -psykiatri, sagde efter oversvømmelserne i Auderegionen: „Enhver støtte fra ens trosfæller er også en betydningsfuld hjælp.“
Jehovas Vidner betragter en sådan hjælp som en moralsk og bibelsk forpligtelse. Som Paulus sagde, skal ’der ikke være splid i legemet [det sande kristne fællesskab], men . . . lemmerne [skal] have den samme omsorg for hinanden. Og hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.’ — 1 Korinther 12:25, 26.
Hélène, der er omtalt tidligere, er nu mor til en livlig lille pige. Hun fortæller: „I timerne efter uvejrsstormen kom der mindst 20 brødre og søstre hjem til os for at hjælpe med at gøre det hele rent. Nogle af dem der kom, var endda selv ramt af stormskader. Hjælpen var så meget mere værdsat fordi den kom spontant og lige fra hjertet.“
Odette, hvis hjem blev ødelagt af oversvømmelserne, siger om sine medkristne: „De var til stor trøst for mig. Jeg har ikke ord til at udtrykke hvad jeg føler. Jeg er meget, meget rørt over alt det der er blevet gjort for mig.“ En anden søster udbrød taknemmeligt: „Vi mærker virkelig kærlighedens ånd.“ Dermed talte hun sikkert på manges vegne.
[Ramme/illustration på side 18, 19]
„SORT VAND“
I midten af december, lige inden de voldsomme storme i Frankrig, sank supertankeren Erika i høj sø omkring 50 kilometer fra Frankrigs vestkyst, hvilket medførte et udslip på 10.000 tons olie i havet. Omkring 400 kilometer kystlinje fra Bretagne til Vendée blev forurenet. Stormen forværrede den økologiske katastrofe — det oppiskede hav delte olietæppet i mange små klæbrige pøle, spredte forureningen og vanskeliggjorde oprensningsarbejdet. Flere tusind frivillige, unge og gamle, kom fra hele Frankrig for at hjælpe med at rense klipperne og sandet for det tyktflydende brændstof.
Ulykken har været årsag til en alvorlig økologisk forurening af kysten. Østers- og skaldyrindustrien er blevet hårdt ramt. Ifølge ornitologer er mindst 400.000 søfugle — lunder, lappedykkere, suler og især lomvier — omkommet. Det er op mod ti gange flere end da supertankeren Amoco Cadiz forliste ud for Bretagnes kyst i marts 1978. Mange af fuglene var trækfugle fra England, Irland og Skotland der overvintrede ved Frankrigs kyst. Direktøren for Rocheforts Forening til Fuglenes Beskyttelse har udtalt: „Oliepølen er en katastrofe. Det er indtil nu det værste vi har oplevet. . . . Vi frygter at de sjældne fuglekolonier vil blive svækkede eller måske helt forsvinde fra Frankrigs kyster.“
[Kildeangivelse]
© La Marine Nationale, France
[Illustration på side 15]
I hundredvis blev reddet med helikopter — som her i Cuxac-d’Aude
[Kildeangivelse]
B.I.M.
[Illustration på side 15]
Midt i hærgede vinmarker kan en ødelagt jernbane ikke længere bruges til noget
[Kildeangivelse]
B.I.M.
[Illustration på side 15]
Flere hundrede smadrede biler lå spredt rundt om i landskabet
[Illustration på side 16]
Denne mand fra Villedaigne måtte klynge sig til denne pæl i syv timer
[Kildeangivelse]
J.-M Colombier
[Illustration på side 16, 17]
Fyrretræer knækkede som tændstikker i departementet Creuse
[Kildeangivelse]
© Chareyton/La Montagne/MAXPPP
[Illustration på side 16, 17]
Alene i Versailles slotspark gik 10.000 træer til
[Kildeangivelse]
© Charles Platiau/Reuters/MAXPPP
[Illustration på side 17]
Dagen derpå i St-Pierre-sur-Dives i Normandiet.
[Kildeangivelse]
© M. Daniau/AFP
[Illustrationer på side 18]
Flere hold af Jehovas Vidner gør rent omkring et plejehjem i La Redorte (ovenfor) og ved rådhuset i Raissac d’Aude (til højre)
