Nutidens huleboere

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I LESOTHO

HULEBOERE i vor tid? Vi fandt nogle i Lesotho, et bjergrigt sydafrikansk kongerige. Deres landsby, Ha Kome, ligger cirka 60 kilometer fra Lesothos hovedstad, Maseru, ved foden af de majestætiske Malotibjerge. Om sommeren er bjergskråningerne ofte dækket med højrøde blomster, almindeligvis kendt som raketblomster, der danner en smuk kontrast til den frodige, grønne plantevækst i området.

 Flere familier lever her på samme måde som man har gjort i århundreder. De bygger ligefrem deres boliger i hulerne på bjergskråningerne. Stokke af træ og andre materialer, såsom siv og rør, udgør skelettet til husets tykke facademur, der er isoleret med en blanding af mudder og kogødning. Denne form for isolering yder en vis beskyttelse mod Lesothos kolde vintre, hvor temperaturen kan falde til under frysepunktet. Indenfor er der i gulvet lavet en fordybning som kaldes en ifo, hvilket betyder „ildsted“, og det bruges også til at varme boligen op med i den kolde tid.

Taget, bagvæggen og som oftest også sidevæggene udgøres af selve klippen, som påføres en blanding af mudder og kogødning, en behandling der gentages hvert år. Det giver klippehulen mere farve og en mere jævn overflade. Kohuder bruges både som indvendig dekoration og som liggeunderlag.

Besøgende fra Vesten vil sikkert finde den måde beboerne lever på, spændende og fremmedartet. Deres mest almindelige påklædning består af farverige tæpper og kegleformede hatte. Ofte ser man barfodede hyrdedrenge vogte deres hjorde, hvorimod mændene fra landsbyen enten arbejder i majsmarken eller er travlt optaget af at tale med andre mænd.

Nu og da dukker der noget op som viser at vi trods alt lever i teknikkens tidsalder. De små fly der af og til flyver hen over landsbyen, og de firhjulstrukne biler der bringer besøgende til hulerne, vækker altid opmærksomhed. Det meste af madlavningen foregår udendørs over åben ild i en trebenet sort jerngryde. På grund af mangel på brænde bruger man tørret kogødning, halmstrå og smågrene til at fyre op med. De mest almindelige husholdningsredskaber i disse huleboliger er den traditionelle håndkværn, der bruges til at male majs med, og en træpind til at røre i majsgrøden.

Lesotho er kendt for sine hulemalerier malet af buskmænd, og de findes i adskillige huler og på klipper rundt omkring i landet. Det var oprindelig buskmænd der boede i Ha Komes huler. Malerierne skildrer en række af deres aktiviteter, lige fra bådfiskeri med net til komplicerede danse hvor deltagerne øjensynlig bar dyremasker. Malerierne skildrer også dyr, såsom bavianer, løver, flodheste og elsdyrantiloper, den største af alle antilopearter. De fleste af Ha Komes hulemalerier er gået til. Kun nogle få brudstykker er tilbage som en påmindelse om buskmændenes kunstneriske færdigheder.

En gruppe Jehovas Vidner forkynder i et område ikke langt fra Ha Kome. Fra tid til anden besøger de huleboerne, som er kendt for deres gæstfrihed over for besøgende. Vidnerne bliver ofte budt velkommen med en skål af den lokale grød kaldet motoho. I Ha Kome vil mange hellere end gerne tage imod bibelsk læsestof. Ofte viser de deres værdsættelse af publikationerne ved at tilbyde grøntsager, æg eller andre ting som et bidrag til Jehovas Vidners undervisningsarbejde.

Nutidens huleboere har dyb respekt for Bibelen og kan godt lide at stille spørgsmål om livet og døden og om deres traditionelle tro. Jehovas Vidners nidkære forkyndelse i området har ført til at mange er begyndt at læse Bibelen. På denne måde har sandhedens sæd fundet grobund i disse ydmyge menneskers hjerter. — Mattæus 13:8.

[Kort på side 26]

HA KOME