Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Cølibat Jeg må tage afstand fra notitsen „Cølibatets egentlige årsag“ i rubrikken „Vi betragter verden“. (22. september 1999) I siger: „Bibelen påbyder ikke cølibat.“ Men når jeg læser Mattæus 19:10-12 og Første Korintherbrev 7:8, 26, 27, kan jeg ikke drage anden konklusion end at kravet om cølibat er begrundet i Skriften.

M. T., USA

Det er sandt at Bibelen anbefaler den ugifte stand som eftertragtelsesværdig for nogle. Men Bibelen kræver ikke at kristne ordets tjenere skal leve i cølibat. Apostelen Peter og andre ansvarshavende mænd i den kristne menighed i det første århundrede var gift. (1 Korinther 9:5; 1 Timoteus 3:2) Tvungent cølibat finder derfor ingen støtte i Bibelen. — RED.

Cystisk fibrose Jeg har lige læst artiklen „Mit liv med cystisk fibrose“. (22. oktober 1999) Det var bevægende at læse om hvordan Jimmy Garatziotis lever med denne frygtelige sygdom. Og hvor var det opmuntrende at se hvordan han værdsætter sin kone. Jeg er blevet klar over hvor mange ting man egentlig tager for givet — tænk bare på det at kunne trække vejret normalt!

D. A., England

Jeg har ikke samme problem, men jeg lider af pulmonalatresi (aflukning af lungepulsårerne) og har desuden en skillevægsdefekt i hjertet. Det var opmuntrende at læse denne beretning. Jeg ved hvordan Jimmy har det når han siger at han gerne ville kunne løbe over en græsmark. Det er et ønske som vi håber at kunne få opfyldt i den kommende nye verden som Gud har givet løfte om.

F. A., Italien

Donau Jeg vil gerne sige tak for den fremragende artikel „Donau — en flod der er rig på historie“. (22. oktober 1999) Da jeg var en lille pige, boede jeg i nærheden af Donaus udspring, og jeg kom til at holde meget af denne flod. Som hydrolog har jeg lejlighed til at undersøge floder, og jeg synes at de er noget af det mest forunderlige Gud har skabt.

D. O., Kroatien

I skrev at Wiens universitet, der blev grundlagt i 1365, er det ældste i den tysktalende verden. Hvis I med dette hentyder til de lande hvor man i dag taler tysk — Tyskland, Østrig og en del af Schweiz — er det korrekt. Men det ældste tysksprogede universitet blev grundlagt i 1348 i Prag, som er hovedstaden i det vi i dag kender som Tjekkiet. På det tidspunkt hørte det til Østrig.

M. E., Tyskland

Prag var faktisk hovedstaden i Bøhmen. Der talte man både tysk og tjekkisk, men universitetets officielle sprog var latin. — RED.

Generthed Mange tak for artiklen „Unge spørger: Hvorfor kan jeg ikke være mere udadvendt?“ (22. oktober 1999) Det var mad i rette tid. Jeg har haft problemer med generthed hele mit liv. Jeg er 17 år og synes at det er vanskeligt at møde nye mennesker og lære nye at kende ved kristne sammenkomster. Derfor er jeg gået glip af mange muligheder for at udvide og være sammen med brødre og søstre. Jeres artikel fik mig til at indse at der er mange der lider af generthed, men at det er noget man kan overvinde.

B. H., USA