Loidas rejse ud af tavsheden

FORTALT AF LOIDAS MOR

LIGESOM enhver anden gravid kvinde frygtede jeg for at mit barn ville blive født med en eller anden defekt. Jeg var dog ikke forberedt på de hjerteskærende skrig som mit tredje barn, Loida, kom til verden med. Lægen var uforvarende kommet til at brække Loidas kraveben med sin tang. For at rette det der var sket, blev hun opereret og kunne sendes hjem et par uger efter. Men glæden varede kun kort.

I løbet af de første måneder stod det klart at noget var helt galt. Den medicin Loida fik, gav flere skadelige bivirkninger såsom feber, diarré og kramper, og når hun blev behandlet for symptomerne, blev hendes tilstand blot endnu værre. Hun fik snart svært ved at kontrollere sine kropsbevægelser. En dag fortalte lægerne os at Loida var spastisk lammet. De sagde at hun aldrig ville lære at tale eller gå — eller komme til at forstå os.

De første forsøg på at kommunikere

På trods af den dystre prognose havde jeg på fornemmelsen at Loida forstod mange ting. Derfor læste jeg bøger for hende der var lette at forstå, og forsøgte at lære hende alfabetet. Men Loida kunne ikke tale og var heller ikke i stand til at vise om hun forstod noget af det jeg sagde. Vi anede ikke hvor meget eller hvor lidt hun kunne fatte.

Årene gik, og jeg fik ikke meget ud af mine forsøg på at undervise Loida. Men jeg brugte alligevel mange timer på at læse for hende. Hun var endda med til vores familiestudium sammen med vores yngste datter, Noemí, hvor vi brugte bøgerne Vi lytter til den store Lærer og Min bibelhistoriebog. * Jeg læste mange kapitler fra disse bøger for Loida — den ene gang efter den anden.

Det er virkelig frustrerende ikke at kunne kommunikere med en man elsker. Når jeg tog Loida med hen i parken, begyndte hun at græde og var helt utrøstelig. Hvorfor reagerede hun sådan? Jeg troede det var fordi det pinte hende at hun ikke kunne løbe omkring og lege som andre børn. Engang brast Loida i gråd da hendes storesøster læste et stykke op for mig fra sin skolebog. Det var helt tydeligt at noget gik hende på, men jeg havde ingen anelse om hvad det var. Loidas tale var begrænset til nogle få uartikulerede lyde, hvormed hun gav udtryk for sine basale behov for at få mad og vand, blive lagt i seng og komme på toilettet.

Da Loida var ni år, begyndte hun i en specialskole. Men i løbet af de næste tre år blev hendes tilstand forværret. Blot det at tage nogle få  skridt alene gjorde hende bange, og hun holdt næsten op med at give talelyde fra sig. Min mand og jeg besluttede at Loida skulle undervises hjemme; vi mente det ville være bedst for hende.

De næste seks år underviste jeg selv Loida så godt jeg kunne. Jeg skrev bogstaver på tavlen og håbede på at hun ville afskrive dem. Mine anstrengelser var dog forgæves. Hvad var problemet? Havde hun ikke fattet noget af undervisningen, eller kunne hun ikke skrive på grund af manglende kontrol over håndens bevægelser?

Da Loida var 18 år, blev det så vanskeligt for mig at klare hende at jeg bad en inderlig bøn til Jehova og tryglede ham om hjælp til at kunne kommunikere med min datter. Svaret på min bøn kom på en usædvanlig måde.

Tavsheden brydes

Vendepunktet kom da mine døtre var i færd med at gøre vores soveværelse i stand. Før det gamle tapet blev revet af, skrev Noemí forskellige navne på væggen — navne fra Bibelen og navne på familie og venner. En pludselig indskydelse fik min datter Rut til at spørge Loida om hun vidste hvor der stod „Jehova“. Til vores store overraskelse gik Loida hen og lænede sit hoved mod væggen, der hvor Guds navn stod. Rut spekulerede på om Loida også kendte de andre navne, så hun satte hende på en prøve. Til Ruts store forbløffelse kunne Loida genkende hvert eneste af dem — selv de navne hun aldrig før havde set stavet. Rut samlede hele familien så de kunne se det med deres egne øjne. Loida kunne læse!

Med tiden fandt vi på en metode der kunne hjælpe Loida til at „tale“ med os. Vi satte alfabetets bogstaver fast på væggen i vores lange korridor. Det nyttede ikke at sætte mindre bogstaver på en tavle Loida selv skulle holde, for hun havde ikke så meget kontrol over sine hænder at hun kunne pege på dem. Når Loida ønskede at kommunikere, stavede hun sit budskab ved at gå hen til hvert bogstav på væggen. Det er ikke svært at forestille sig hvor trættende det var. Hun måtte gå flere kilometer blot for at udarbejde en enkelt side med det hun ville sige, og ofte tog det flere timer for hende at blive færdig.

Ikke desto mindre er Loida begejstret over at kunne „tale“ med os. Hendes første budskab lød sådan: „Jeg er så lykkelig og takker Jehova for at jeg nu kan tale med jer.“ Forundrede spurgte vi hende: „Hvad lavede du mens du bare sad hele dagen?“ Loida fortalte at hun i sit sind havde tænkt på alt det hun ønskede at sige til os. I 18 år havde hun længtes efter at komme i kontakt med os. „Da Rut begyndte at gå i skole,“ sagde hun, „læste jeg hendes læsebog for mig selv. Jeg bevægede munden og prøvede at sige nogle lyde, men I kunne ikke forstå mig. Det var derfor jeg græd så tit.“

Nu kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Grædende undskyldte jeg at jeg ikke havde forstået hende bedre. Men Loida svarede: „Du er en god mor, og du gav aldrig op. Når vi to var sammen, var jeg altid glad. Jeg elsker dig meget højt. Så hold nu op med at græde. Hører du, mor!“

Åndelige fremskridt

Loida havde allerede nogen kundskab om Bibelen og kunne en del skriftsteder udenad. Kort tid efter sagde hun til os at hun gerne ville kommentere ved menighedens vagttårnsstudium, en ugentlig drøftelse af bibelske emner hvor der bliver stillet spørgsmål. Hvordan ville hun bære sig ad? En af os skulle læse hele  artiklen for hende. Derefter udvalgte Loida det spørgsmål hun ønskede at svare på. Mens hun stavede svaret for os, skrev vi det ned, og ved mødet læste en af os Loidas kommentar op. „Det er spændende for mig at få lov til at deltage,“ nævnte hun engang, „det gør at jeg føler mig som en del af menigheden.“

Da Loida var 20 år, udtrykte hun ønske om at blive døbt. Da hun blev spurgt om hun vidste hvad det ville sige at indvi sig til Jehova, svarede hun at det havde hun allerede gjort syv år tidligere — da hun bare var 13 år gammel. „Jeg bad til Jehova,“ sagde hun, „og fortalte ham at jeg ønskede at tjene ham for evigt.“ Den 2. august 1997 bekræftede Loida sin indvielse til Jehova ved at lade sig døbe. „Takket være Jehova,“ sagde hun til os, „er mit største ønske gået i opfyldelse.“

Loida nyder at tale med slægtninge og naboer om Guds rige. Af og til følges hun med os når vi forkynder for folk på gaden. Hun har også skrevet et brev som bliver lagt de steder vi ikke træffer nogen hjemme. Loida har særlig omsorg for dem der er ældre og syge. For eksempel har vi en søster i vores menighed som fik sit ben amputeret. „Jeg ved hvad det vil sige ikke at kunne gå,“ sagde Loida, hvorefter hun skrev et opmuntrende brev til søsteren. Der er også Jairo, en ung broder fra en anden menighed, som er næsten helt lammet fra halsen og ned. Da Loida hørte om hans tilstand, skrev hun et brev til ham. Brevet lød i uddrag sådan: „Jehova vil snart gøre os raske, for i Paradiset er alle lidelser forsvundet. Til den tid skal vi to løbe om kap. Jeg ler allerede, for jeg tror det bliver vældig sjovt. Tænk at vi bliver som dengang Jehova skabte os mennesker — uden sygdom . . . Er det ikke fantastisk?“

Hjulpet til at holde ud

Først nu forstår jeg hvorfor Loida til tider opførte sig som hun gjorde, men dengang forvirrede det mig. Da hun var yngre, kunne hun for eksempel ikke lide at få et knus. Loida forklarer at det var fordi hun var så frustreret. „Det føltes så uretfærdigt at mine søstre kunne tale og lære forskellige ting, og jeg ikke kunne,“ sagde hun. „Jeg var så vred. Der var tider hvor jeg ønskede jeg var død.“

Selv med evnen til at kommunikere har Loida stadig mange problemer at slås med. For eksempel får hun cirka en gang om måneden en række alvorlige krampeanfald, hvor hendes arme og ben bevæger sig helt ukontrollabelt og hun er ved at blive kvalt. Ydermere kan en hvilken som helst infektion — selv en almindelig forkølelse — svække hende alvorligt. En gang imellem bliver Loida deprimeret over sin tilstand. Men hvad hjælper hende til at holde ud? Lad hende fortælle det med sine egne ord:

„Bønnen har været en utrolig hjælp. Jeg er så lykkelig over at kunne tale med Jehova og føle et nært forhold til ham. Jeg sætter også pris på den kærlighed og opmærksomhed jeg får fra mine brødre og søstre i rigssalen. På trods af mine fysiske problemer føler jeg at jeg er heldig fordi jeg er vokset op hos forældre der elsker mig så højt. Jeg vil aldrig glemme hvad mine to søstre har gjort for mig. De fine bogstaver på væggen reddede mit liv. Uden Jehovas kærlighed og kærligheden fra min familie havde mit liv været uden mening.“

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Loida og hendes familie