Gensplejsede fødevarer — Er der en risiko?
Gensplejsede fødevarer — Er der en risiko?
DET er meget muligt at der var gensplejsede fødevarer i den mad du spiste i dag. Det afhænger lidt af hvor du bor. Måske var det kartofler med en indbygget forsvarsmekanisme mod insekter, eller tomater som ikke bliver så hurtigt bløde efter at være plukket. Det er ikke sikkert at deklarationen har oplyst at der var tale om genetisk modificeret mad eller et fødemiddel med genmodificerede ingredienser, og du har næppe kunnet smage forskel.
Allerede nu dyrker man genmodificerede former for majs, raps, sojabønner og kartofler i Argentina, Brasilien, Canada, Kina, Mexico og USA. En artikel fortæller: „I 1998 var 25 procent af majsen, 38 procent af sojabønnerne og 45 procent af bomulden i USA genmodificeret, enten for at gøre afgrøderne resistente over for ukrudtsmidler eller for at få dem til at producere deres egne pesticider.“ Det anslås at der ved udgangen af 1999 på verdensplan blev dyrket gensplejsede afgrøder i kommercielt øjemed på 40 millioner hektarer landbrugsjord. Der var dog ikke i alle tilfælde tale om afgrøder til fødevareproduktion.
Kan det være farligt at spise gensplejsede fødevarer? Udgør den teknik man bruger når man fremstiller disse afgrøder, en risiko for miljøet? I Europa er debatten om genmodificerede fødevarer ved at blive ophedet. En engelsk modstander siger: „Det eneste jeg har imod gensplejsede fødevarer, er at de er uønskede og unødvendige, og at brugen af dem indebærer en risiko.“
Hvordan ændrer man fødevarer genetisk?
Videnskaben bag genmodificerede fødevarer kaldes bioteknologi. Den beskæftiger sig blandt andet med hvordan man ved hjælp af nutidens genetik gør planter, dyr og mikroorganismer bedre egnede til fødevareproduktion. Idéen med at forsøge at ændre på planter og dyr er næsten lige så gammel som landbruget selv. Den første landmand som, for at få en bedre
besætning, parrede sin bedste tyr med hjordens bedste ko i stedet for at lade dyrene parre sig tilfældigt, benyttede sig af en elementær form for bioteknologi. Den første bager der brugte gær for at få brød til at hæve, benyttede også noget levende til at frembringe et forbedret produkt. Fælles for disse traditionelle metoder var at man benyttede naturlige processer til at forandre fødevarerne.Den moderne bioteknologi anvender også levende organismer til at modificere forskellige produkter eller fremstille helt nye. Men i modsætning til de traditionelle metoder giver den moderne bioteknologi forskerne mulighed for at modificere organismers arveanlæg direkte og præcist. Den gør det muligt at udveksle gener mellem to vidt forskellige organismer og frembringe kombinationer som aldrig ville forekomme i den traditionelle bioteknologi. I dag kan man overføre andre organismers egenskaber til en plantes genom. Det gælder for eksempel visse fiskearters evne til at tåle kulde, sygdomsresistens fra forskellige virus og modstandskraft mod insekter fra jordbakterier.
En landmand vil måske gerne undgå at hans kartofler og æbler får pletter når de bliver stødt eller skåret i stykker. Det klarer forskerne ved at fjerne det gen der er skyld i den brune farve, og erstatte det med en ændret version som forhindrer farvningen. Eller lad os forestille os at en landmand der dyrker roer, gerne vil så tidligere for at få en bedre høst. Normalt ville det ikke kunne lade sig gøre fordi roerne ville få det for koldt. Bioteknologien har gjort det muligt at transplantere gener fra fisk der let overlever i koldt vand, til roerne. Resultatet er en gensplejset roe som kan tåle temperaturer helt ned til minus 6,5 grader celsius, hvilket er godt 10 grader koldere end hvad roer normalt kan tåle.
Resultatet af sådanne egenskaber, opnået ved overførsel af et enkelt gen, har dog begrænset
betydning. Hvis man vil ændre mere komplekse egenskaber, som for eksempel væksthastigheden eller modstandsdygtigheden over for tørke, skal der mere til. Forskerne magter endnu ikke at manipulere med hele grupper af gener. Mange af de relevante gener er slet ikke identificeret endnu.En ny grøn revolution?
Men selv de begrænsede modifikationer af afgrødernes gener har gjort bioteknologiens fortalere optimistiske. De hævder at de genetisk modificerede afgrøder giver os løfte om en ny grøn revolution. Fra en førende bioteknologisk virksomhed forlyder det at gensplejsning er „et lovende hjælpemiddel i bestræbelserne for at skaffe flere fødevarer“ til en verdensbefolkning som vokser med omkring 230.000 om dagen.
Genmodificerede afgrøder har allerede betydet at produktionsomkostningerne for nogle fødevarer er faldet. Ved at tilføre et gen der får planten til at producere et naturligt pesticid, har man gjort planter mere robuste, og det har elimineret behovet for at indhylle store arealer med afgrøde i en sky af sprøjtegifte. Blandt genmodificerede afgrøder som allerede dyrkes, kan nævnes bønner og visse kornsorter med et langt højere proteinindhold end normalt, hvad der har afgørende betydning i de fattigste dele af verden. Sådanne superafgrøder kan give deres nye gavnlige gener og egenskaber videre til kommende generationer og skaffe et større høstudbytte på marginaljord i fattige, overbefolkede lande.
„Der er et stort behov for at forbedre landmændenes vilkår i denne verden,“ udtaler en direktør for en førende bioteknologisk virksomhed. „Og det skal nok lykkes. Ad bioteknologiens vej vil vi på det molekylære plan, med det enkelte gen, gøre det samme som planteavlere i århundreder har gjort med ’hele planter’. Vi vil frembringe forbedrede produkter som kan dække særlige behov hurtigere end nogen sinde før.“
Men ifølge agronomer vil hastværket med at fremme udviklingen af gensplejsede produkter for at få løst fødevareproblemet i verden underminere den igangværende forskning i afgrøder. Denne forskning er mindre eksotisk, men mere effektiv, og den kan også være til gavn i de fattige dele af verden. „Vi bør ikke lade os presse af denne udokumenterede teknologi når der findes mange mere effektive løsninger på fødevareproblemerne,“ siger Hans Herren, der er specialist i bekæmpelse af plantesygdomme.
Etiske overvejelser
Ud over de sundhedsmæssige og miljømæssige risici mener nogle at gensplejsning af afgrøder og andre levende organismer også giver anledning til moralske og etiske overvejelser. Forskeren og aktivisten Douglas Parr har bemærket: „Gensplejsning overskrider en fundamental grænse i menneskets administration af livet på jorden, idet man her foretager ændringer i selve livets opbygning.“ Jeremy Rifkin, forfatter af bogen The Biotech Century, udtrykker det på denne måde: „Når det er lykkedes at overskride alle biologiske barrierer, vil man efterhånden få den opfattelse at arterne blot er genetiske informationer med flydende grænser. Vi føres ind i en helt ny begrebsverden i vores forhold til naturen og den måde vi bruger den på.“ Jeremy Rifkin stiller derfor spørgsmålet: „Har livet en værdi i sig selv, eller har det kun brugsværdi? Hvilke forpligtelser har vi over for kommende generationer? Hvilken ansvarsfølelse har vi over for de andre levende væsener på jorden?“
Andre, deriblandt prins Charles af England, mener at overførsel af gener mellem arter der intet slægtskab har med hinanden, „fører os ind på et område som tilhører Gud, og kun Gud“. Mange bibellæsere tror fast på at „livets kilde“ er hos Gud. (Salme 36:9) Bibelen indeholder imidlertid ikke noget reelt bevis for at selektiv dyre- og planteavl som har medvirket til at brødføde Jordens milliarder, mishager Gud. Kun tiden vil vise om den moderne bioteknologi vil skade os og vores miljø. Hvis bioteknologien virkelig er trådt ind på „et område som tilhører Gud“, vil han, af kærlighed til og omsorg for menneskeheden, kunne råde bod på alle de skader der måtte være sket.
[Ramme på side 26]
Potentielle risici?
Bioteknologien har udviklet sig så hurtigt at hverken lovgivningen eller de tilsynsførende myndigheder har kunnet følge med, og forskningen har svært ved at forebygge uforudsete konsekvenser. Et stigende antal kritikere advarer om utilsigtede følger lige fra alvorlige globale forstyrrelser i landmændenes økonomi til miljøkatastrofer og trusler mod folkesundheden. Forskerne påpeger at der ikke er foretaget nogen større langtidsundersøgelser som beviser at gensplejsede fødevarer er ufarlige. De peger på en række potentielle risici:
● Allergiske reaktioner. Hvis et gen som er ophav til allergifremkaldende proteiner, ender i et kornprodukt, kan det udsætte folk med fødevareallergi for alvorlig fare. Hvis en virksomhed ændrer et fødevareprodukt, kræver fødevarekontrollen oplyst hvorvidt det nye produkt indeholder proteiner der kan give problemer, men nogle forskere frygter at ukendte allergifremkaldende stoffer kan slippe igennem systemet.
● Øget toksicitet. Nogle eksperter mener at genmanipulation kan forstærke de naturlige plantetoksiners virkning på uventet måde. Når et gen begynder at virke i en plante, kan det, ud over den ønskede effekt, også igangsætte en produktion af naturlige toksiner.
● Resistens over for antibiotika. Som led i genmodifikation af planter bruger forskerne markørgener for at afgøre om det er lykkedes at overføre et ønsket gen. Da de fleste markørgener medfører resistens over for antibiotika, frygter kritikerne at dette kunne øge resistensproblemet. Andre forskere mener at markørgenerne bliver bragt i uorden før afgrøderne godkendes til kommerciel brug, og at dette mindsker risikoen.
● Spredning af „superukrudt“. Man frygter meget at gener fra modificerede afgrøder vil kunne overføres til beslægtede ukrudtsplanter via frø og pollen og medføre at der dannes „superukrudt“ som er modstandsdygtigt over for bekæmpelsesmidler.
● Skader på andre organismer. I maj 1999 rapporterede forskere fra Cornell-universitetet at monarksommerfuglelarver som åd blade med pollen fra gensplejset majs, blev syge og døde. Nogle betvivler undersøgelsens resultat, men andre er stadig bekymrede for skadevirkninger på andre arter.
● Et dødsstød for de sikre pesticider. Nogle af de genmodificerede afgrøder man har haft størst held med, producerer et protein som er giftigt for skadelige insekter. Men biologer advarer om at dette protein blot vil hjælpe skadedyrene til at udvikle resistens og derved gøre pesticider virkningsløse.