En trappe til himmelen
En trappe til himmelen
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I FILIPPINERNE
DET siges at dens samlede længde er ti gange længere end Den Kinesiske Mur. Hvis man lagde trinnene i forlængelse af hinanden, ville de, ifølge nogles skøn, strække sig over 20.000 kilometer — eller halvvejs rundt om Jorden. Nogle kalder den endda for „verdens ottende underværk“. Ikke desto mindre har mange aldrig hørt om det. Hvilket? Filippinernes store seværdighed — risterrasserne i bjergkæden Cordillera Central. Terrasserne, der er godt gemt væk på øen Luzons højder, er forbløffende smukke og afspejler stor genialitet.
Hvorfor blev de lavet? Cordilleras bjerge er så stejle at de normalt ikke ville kunne bruges til landbrug. Nogle af skråningerne har en hældning på mere end 50 procent. Men det afskrækkede ikke fortidens landmænd. I op til en højde af 1200 meter eller mere har de hugget tusinder af terrasser ind i de grønklædte bjergsider. Nogle steder er der anlagt 25, 30 eller flere terrasser der som en trappe når op til himmelen. Hver eneste terrasse er en opdyrket og opdæmmet lille mark, kantet af jordvolde og omkranset med stenmure. De fleste bruges til dyrkning af ris og følger bjergenes kurver; nogle af skråningerne er konkave, andre er konvekse.
Det er selvfølgelig ikke kun i Filippinerne man bruger terrasser til landbrugsformål. Der findes også marker anlagt i terrasser i andre lande, især i Sydøstasien, Sydamerika og visse dele af Afrika. Men risterrasserne i Filippinerne er på mange måder enestående. Mario Movillon fra International Rice Research Institute har sagt til Vågn op!: „Filippinernes risterrasser strækker sig over et langt større område end terrasserne i andre lande. De dækker en stor del af Cordilleras bjerge.“ Mange ligger i Ifugao-provinsen. Man betages uvilkårligt af det store antal terrasser, der føjer en kunstnerisk skønhed til bjergenes naturlige konturer.
Et af verdens underværker?
Er det en overdrivelse at kalde dem „verdens ottende underværk“? Overvej først følgende: De er muligvis det største samlede landbrugsprojekt i menneskehedens historie. I december 1995 besluttede FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur at risterrasserne i Ifugao skulle optages på UNESCO’s liste over naturområder af enestående, global værdi. Resultatet er at terrasserne nu er ligestillet med andre steder af stor historisk og kulturel værdi, som for eksempel Taj Mahal i Indien, Galapagosøerne ved Ecuador, Den Kinesiske Mur og Angkor Vat i Cambodja. Men i modsætning til andre af oldtidens byggeprojekter, som for eksempel pyramiderne i Ægypten, blev terrasserne bygget ved hjælp af en fælles arbejdsindsats — ikke af slaver. De ligger heller ikke ubenyttede hen, men dyrkes stadig aktivt af Ifugao-folket.
Hvis du besøger terrasserne, vil du personligt kunne opleve deres betagende skønhed. Du vil se folk arbejde på terrasser som kan være fra nogle få kvadratmeter og op til 10.000 kvadratmeter. Nogle arbejdere går syngende rundt med en stav som de prikker ned i jorden for at få vandet til at sive ned. Andre sår ris, planter ud eller høster. Hvis du besøger stedet når de nye risplanter kommer op, vil du se terrasserne fremstå som en smuk mosaik i varierende grønne nuancer.
Disse sorter af vådris kan ikke overleve uden store mængder vand, så man har lavet et indviklet system til kunstvanding. Man leder bjergenes vandløb ud til terrasserne gennem et sindrigt system af kanaler og bambusrør. Tyngdekraften sørger for at der fordeles en stabil strøm af vand fra terrasse til terrasse. Terrasserne er ikke et dødt oldtidsminde, men et levende underværk.
Hvem har udhugget dem?
Det siger sig selv at disse tusinder af terrasser ikke er blevet til fra den ene dag til den anden, eller blot på nogle få år. Man skal huske at de blev anlagt uden brug af moderne redskaber eller maskiner. Det anslås derfor at terrasserne begyndte at blive anlagt for adskillige hundrede år siden.
Nogle arkæologer mener endda at arbejdet blev påbegyndt for omkring 2000 år siden. Antropologer antager at arbejdere fra det nordlige Indokina eller fra Indonesien med erfaring i anlægning af terrasser til vådris slog sig ned på Luzon. Efter at terrasserne var anlagt, blev der hen ad vejen føjet nye trin til.
Hvordan man kan opleve dem
Lad os nu i fantasien tage ud på en rejse og se terrasserne. Først tager vi en luftkonditioneret bus fra Manila til byen Banaue i Ifugao. Turen tager omkring ni timer. Nu står vi over for et valg. Vi kan vælge at gå, tage en motorcykel med sidevogn eller køre i jeepney til de forskellige interessante steder. Hvis vi har lyst til det og er meget udholdende, kan vi også vælge at gå ind i bjergområdet ad en af stierne, som kun er tilgængelige til fods. Herfra kan man få nogle af de flotteste udsigter over terrasserne, og man får et bedre indtryk af hvor vidtstrakt dette menneskeskabte underværk er.
Vi vælger at tage en jeepney ud til byen Batad. Det tager mere end en time at køre de første 12 kilometer på denne ujævne bjergvej. Herfra traver vi videre ad en gangsti. Den fører os gennem afvekslende bjergvækster mens vi gradvis bevæger os op til en bakkekam mellem to højereliggende punkter. (Der findes også en kortere rute, men den er meget stejl, og den kan kun tilrådes hvis man er vant til anstrengende klatreture.) Fra denne bakkekam fortsætter vi langsomt ned mod Batad ad en smal sti.
Efter at have gået i et par timer, hvor vi hele vejen har nydt den friske bjergluft, når vi endelig vores mål. Herfra udgør terrasserne et fantastisk syn. Da Batad ligger på en konkav bjergskråning, har terrasserne form som et enormt amfiteater. De danner et interessant mønster af linjer, trin på trin, som var det en trappe til himmelen. Efterhånden som vi nærmer os Ifugao, kan vi se byens spredte gamle huse, der ligner store, græsdækkede paddehatte.
Folk er venlige og hilser på os når vi går forbi mens de arbejder på terrasserne. Du bliver nok forbavset når du ser hvor adræt de lokale folk færdes på kanten af terrassens klippevæg, idet de bruger den som en gangsti fra sted til sted. Andre er lige så sikre på fødderne som bjerggeder når de klatrer fra niveau til niveau, og nogle bruger strategisk gode klippefremspring som trapper. Når man ser nærmere efter, vil man opdage at de er barfodede. Og de er overalt omgivet af det fantastiske sceneri af bjergterrasser — et usædvanligt eksempel på noget menneskeskabt der på en smuk måde er passet ind i omgivelserne.
Lyder det interessant? Hvis du skal til Filippinerne, så gå endelig ikke glip af muligheden for at se denne trappe til himmelen, et levende underværk som du sent vil glemme.
[Ramme/illustration på side 18]
Bevarelse af terrasserne
På trods af terrassernes nuværende pragt er deres fortsatte eksistens truet. Mange af de yngre indbyggere i bjergene har ikke lyst til at dyrke ris og ser sig om efter beskæftigelse andre steder. Det kan skabe mangel på dygtige landmænd der kan vedligeholde terrasserne.
Aurora Ammayao, der er tilknyttet International Rice Research Institute og er født i Ifugao, har fortalt Vågn op! om endnu en trussel: „Terrasserne skal konstant holdes våde, men nu har skovrydningen ført til at der mangler vand.“ Hvis afvandingsområdet tørrer ud, kan det betyde terrassernes endeligt.
Naturkatastrofer giver også en gang imellem problemer. Et jordskælv i 1990 ødelagde forskellige afsnit af terrasserne da hele bjergsider styrtede ned.
Der tages dog skridt til at forhindre at terrasserne forsvinder. I 1996 oprettede myndighederne en særlig kommission der skulle arbejde for bevarelsen af terrasserne, inklusive vandingssystemet og områdets kultur, samt genopbygningen af ødelagte områder.
At FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) har optaget terrasserne på deres liste over naturområder af enestående, global værdi, forpligter desuden den filippinske regering til at bevare området. Og Jean Tuason, der er vicedirektør for UNESCO’s kontor i Manila, har samstemmende udtalt: „UNESCO må også yde faglig og økonomisk støtte til beskyttelse og fredning af risterrasserne.“
[Kort på side 16]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Cordillera Central
[Helsides illustration på side 17]