Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et ligevægtigt syn på populære skikke

Et ligevægtigt syn på populære skikke

Hvad siger Bibelen?

Et ligevægtigt syn på populære skikke

„DER FINDES INGEN ADFÆRDSNORMER SOM IKKE ET ELLER ANDET STED PÅ ET ELLER ANDET TIDSPUNKT ER BLEVET FORKASTET, FOR DEREFTER PÅ ET ANDET TIDSPUNKT ET ANDET STED AT VÆRE BLEVET PÅLAGT NOGEN SOM EN PLIGT.“

MED denne iagttagelse beskriver den irske historiker William Lecky menneskets omskiftelige natur. Det samme kan siges om skikke og traditioner ned gennem tiden. En del af de skikke man engang betragtede som en vigtig del af dagliglivet, er senere blevet forkastet. Det skulle ikke overraske os, for apostelen Paulus skrev at „denne verdens scene skifter“. — 1 Korinther 7:31.

Ja, menneskesamfundet forandrer sig konstant. Det kommer tydeligt til udtryk i folks skiftende holdninger og vaner. De kristne skal ikke være „en del af verden“, men derimod skille sig ud fra det samfund som har fjernet sig fra Gud. Bibelen erkender imidlertid at de kristne er „i verden“, og der forlanges ikke at de skal isolere sig. Det er altså nødvendigt at have et ligevægtigt syn på verdens skikke. — Johannes 17:11, 14-16; 2 Korinther 6:14-17; Efeserne 4:17-19; 2 Peter 2:20.

Hvad er en skik?

Skik og brug er den måde man plejer at optræde på i et samfund eller hos en gruppe mennesker. Visse skikke, såsom bordskik og etikette, er sikkert opstået på grund af et behov for at rette folks manerer i forsamlinger, hvilket er nødvendigt for civiliseret sameksistens. I sådanne tilfælde kan man sige at høflighed er med til at få forholdet til andre til at fungere uden de store gnidninger.

Religionen har haft en gennemgribende indflydelse på alverdens skikke. Mange af disse har deres rod i gammel overtro og ikkebibelske læresætninger. For eksempel kan det være religiøs overtro der ligger til grund for at man giver blomster til de sørgende efterladte. * Den blå farve som ofte bliver forbundet med nyfødte drenge, skulle skræmme dæmonerne væk. Mascara skulle beskytte én mod onde øjne, og læbestift blev brugt til at afskrække dæmoner fra at gå ind i en kvindes mund og besætte hende. Selv en så uskyldig skik som at holde sig for munden når man gaber, kan være udsprunget af den tanke at ens sjæl kunne slippe ud hvis munden var vidt åben. Med tiden er sådanne forestillinger imidlertid gået i glemmebogen, og i dag har disse skikke ingen religiøs betydning.

Hvordan berører det kristne?

Når en kristen skal afgøre om han kan følge visse skikke eller ej, bør det være Guds syn på spørgsmålet som det udtrykkes i Bibelen, der tæller. I fortiden forbød Gud visse skikke som andre rundt omkring gav sig af med. Det indbefattede børneofringer, misbrug af blod og forskellige seksuelle handlinger. (3 Mosebog 17:13, 14; 18:1-30; 5 Mosebog 18:10) Også i dag er der mange helt almindelige skikke som tydeligvis ikke er i harmoni med de bibelske principper. Her kunne nævnes ikkebibelske traditioner som man har forbundet med religiøse helligdage, såsom jul og påske, eller med overtroiske skikke som har nær tilknytning til spiritisme.

Men hvad med skikke der tidligere blev forbundet med noget tvivlsomt, men som i dag primært betragtes som gældende normer i selskabslivet? For eksempel er mange populære bryllupsskikke — deriblandt udvekslingen af ringe og det at spise bryllupskage — sandsynligvis af hedensk oprindelse. Er det ensbetydende med at kristne ikke må følge sådanne skikke? Skal kristne omhyggeligt undersøge hver eneste af deres lands skikke for at se om de et eller andet sted, eller eventuelt før i tiden, havde ikkebibelske relationer?

Paulus gør os opmærksom på at „hvor Jehovas ånd er, er der frihed“. (2 Korinther 3:17; Jakob 1:25) Gud ønsker at vi skal bruge denne frihed, ikke som en anledning for selviske ønsker, men til at træne vores opfattelsesevne til at skelne mellem ret og uret. (Galaterne 5:13; Hebræerne 5:14; 1 Peter 2:16) Når det drejer sig om spørgsmål hvor der ikke foreligger nogen klar overtrædelse af bibelske principper, opstiller Jehovas Vidner ikke dogmatiske regler. Hver enkelt kristen må undersøge hvilke omstændigheder der gør sig gældende, og træffe en personlig afgørelse.

Søg medmenneskets bedste

Vil det sige at det altid er i orden at deltage i visse skikke så længe de ikke er i direkte modstrid med Bibelens lære? Nej. (Galaterne 5:13) Paulus gav udtryk for at kristne ikke kun skulle søge deres eget bedste, „men de manges“. Man skal ’gøre alt til Guds ære’ og undgå at blive årsag til snublen og fald. (1 Korinther 10:31-33) En der søger Guds godkendelse, vil derfor spørge sig selv: ’Hvordan er andres syn på denne skik? Lægger lokalsamfundet noget anstødeligt i den? Hvis jeg deltager, vil det så antyde at jeg godkender forestillinger eller handlinger der mishager Gud?’ — 1 Korinther 9:19, 23; 10:23, 24.

Det man visse steder lægger i tilsyneladende harmløse skikke, kan være i strid med bibelske principper. Det at give blomster ved visse særlige lejligheder kan for eksempel tillægges en helt speciel betydning som ikke er i overensstemmelse med Bibelens lære. Hvad bør en kristen da primært bekymre sig om? Selv om der kan være grund til at undersøge hvor en bestemt skik stammer fra, er det i visse tilfælde mere vigtigt at overveje hvad denne skik betyder for folk i dag dér hvor man bor. Hvis en skik giver ikkebibelske eller andre dårlige associationer på et bestemt tidspunkt af året eller i forbindelse med visse ceremonier, vil det være klogest af kristne helt at undgå skikken på det tidspunkt.

Paulus bad fortsat om at de kristne ville lade deres kærlighed blive mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne. Ved at bevare et ligevægtigt syn på populære skikke kan kristne „forvisse [sig] om de mere vigtige ting, for at . . . være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald“. (Filipperne 1:9, 10) De vil samtidig ’lade deres rimelighed blive kendt for alle mennesker’. — Filipperne 4:5.

[Fodnote]

^ par. 8 Ifølge nogle antropologer gav man undertiden blomster som forsoningsgaver til de døde for at afholde dem fra at forfølge de efterladte.

[Illustrationer på side 26]

Visse gamle skikke, som at holde sig for munden når man gaber, og give blomster til de sørgende efterladte, har mistet deres oprindelige betydning