Ester 6:1-14
6 Den nat kunne kongen ikke sove.* Han bad så om at få hentet den bog hvor de historiske begivenheder i riget var registreret,+ og der blev læst op af den for kongen.
2 Man læste blandt andet hvad Mordokaj havde indberettet om kongens to hofmænd Bigtana og Teresh. Det var de dørvogtere der havde haft planer om at dræbe* kong Ahasverus.+
3 Kongen spurgte: “Hvilken ære og anerkendelse har Mordokaj fået for dette?” “Der er ikke blevet gjort noget som helst for ham,” svarede kongens personlige tjenere.
4 Senere sagde kongen: “Hvem er det der er ude i gården?” Haman var nemlig kommet ind i den ydre gård+ til kongens hus.* Han ville tale med kongen om at få Mordokaj hængt på den pæl han havde gjort klar til ham.+
5 Tjenerne svarede kongen: “Det er Haman+ der står ude i gården.” “Lad ham komme ind,” sagde kongen.
6 Da Haman kom ind, sagde kongen til ham: “Hvis kongen har lyst til at ære en mand, hvad skal han så gøre for ham?” Haman tænkte ved sig selv: “Det må være mig han mener. Hvem skulle kongen ønske at ære mere end mig?”+
7 Derfor sagde Haman til kongen: “Til den mand kongen har lyst til at ære,
8 skal man hente en kongelig dragt,+ en som kongen selv bruger, og en hest kongen selv plejer at ride på, og som har det kongelige diadem på sit hoved.
9 Så skal man overlade dragten og hesten til en af kongens fornemste fyrster. Den mand kongen har lyst til at ære, skal så have dragten på, og man skal lade ham ride ud på byens torv. Og der skal gå en foran ham og råbe: ‘Se hvad man gør for den mand som kongen har lyst til at ære!’”+
10 Straks sagde kongen til Haman: “Skynd dig! Hent dragten og hesten, og gør som du lige har foreslået, med jøden Mordokaj i kongens port. Undlad ikke at gøre noget som helst af det du har sagt.”
11 Så hentede Haman dragten og hesten, og han gav Mordokaj+ dragten på og lod ham ride ud på byens torv og råbte foran ham: “Se hvad man gør for den mand som kongen har lyst til at ære!”
12 Bagefter gik Mordokaj tilbage til kongens port. Men Haman skyndte sig hjem; han dækkede hovedet til, dybt ulykkelig over det der var sket.
13 Da Haman fortalte sin hustru, Zeresh,+ og sine venner om alt hvad han havde været ude for, sagde hans rådgivere* og hans hustru: “Nu er du begyndt at lide nederlag over for Mordokaj. Hvis han er jøde, vil du ikke kunne vinde over ham. Tværtimod, han vil gøre dit nederlag fuldstændigt.”
14 Mens de stadig talte sammen, ankom kongens hofmænd, og de førte straks Haman hen til den festmiddag Ester havde arrangeret.+
Fodnoter
^ Bogst.: “flygtede kongens søvn”.
^ Bogst.: “lægge hånd på”.
^ Eller “palads”.
^ Bogst.: “vise mænd”.