I Første Korintherbrev 6:1-8 kom apostelen Paulus ind på dét at føre retssag mod trosfæller. Han udtrykte skuffelse over at nogle kristne i Korinth ’vovede at indbringe sager for uretfærdige’. (Vers 1) Paulus fremførte stærke argumenter for hvorfor kristne bør lade deres stridigheder afgøre i menigheden frem for at anlægge retssager mod hinanden ved domstole. Lad os undersøge nogle af grundene til at denne inspirerede vejledning blev givet, og dernæst se på nogle få situationer som ikke nødvendigvis kommer ind under vejledningen.

Hvis vi har en uoverensstemmelse med en trosfælle angående et forretningsanliggende, vil vi først og fremmest prøve at løse den på Jehovas måde, ikke vores egen. (Ordsprogene 14:12) Som Jesus viste, er det bedst hurtigt at få en uoverensstemmelse ud af verden før den vokser sig stor. (Mattæus 5:23-26) Sørgeligt nok udvikler nogle kristne en stridbar indstilling og går endda til domstolene for at få afgjort uoverensstemmelser. Paulus sagde: „Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden.“ Hvorfor? En væsentlig grund er at sådanne retssager ofte sætter menighedens og vores Guds navn i et dårligt lys. Derfor tager vi Paulus’ spørgsmål til os: „Hvorfor lider I ikke hellere uret?“ — Vers 7.

Paulus gjorde også opmærksom på at mange stridigheder kan løses ved at gøre brug af den gode ordning Gud har givet menigheden, nemlig ældsteordningen. De ældste er kristne mænd som har opnået visdom gennem deres kundskab om Bibelens sandheder, og Paulus sagde at de kan „dømme mellem . . . brødre“ når det drejer sig om „sager der hører dette liv til“. (Vers 3-5) Jesus viste at stridigheder i forbindelse med alvorlige overtrædelser, som for eksempel bagvaskelse og bedrageri, bør løses ved hjælp af en fremgangsmåde der består af tre skridt. For det første må de involverede forsøge at bilægge striden indbyrdes. Hvis problemet ikke løses ved dette skridt,  skal et eller to vidner drages ind i sagen. Løses problemet heller ikke ved hjælp af dette andet skridt, må man bringe sagen for de kristne ældste, som repræsenterer menigheden. — Mattæus 18:15-17.

De ældste er selvfølgelig ikke nødvendigvis advokater eller forretningsmænd, og det er heller ikke deres opgave at optræde som sådanne. De bestemmer ikke hvordan forretningsmæssige problemer mellem brødre skal løses, men de vil søge at hjælpe de involverede parter til at følge Bibelens vejledning og finde frem til en fredelig løsning. I komplicerede sager ønsker de ældste måske at rådføre sig med kredstilsynsmanden eller Jehovas Vidners afdelingskontor. Der er imidlertid situationer som ikke kommer ind under Paulus’ vejledning. Hvilke for eksempel?

I nogle tilfælde kan et sagsanlæg være en ren formalitet, i andre tilfælde kan det være en juridisk nødvendighed uden at der ligger noget selvisk eller fjendtligt i det. For eksempel kan dét at gå til domstolene være den eneste mulighed der findes når det drejer sig om sager vedrørende skilsmissebevilling, tilkendelse af forældremyndighed og ægtefællebidrag, udbetaling af forsikringserstatning, stadfæstelse af et testamente og dét at blive opført på en liste over kreditorer i forbindelse med en konkurs. Der kan også være tilfælde hvor en broder kan føle sig nødsaget til at rejse modkrav for at beskytte sig selv i en retssag. *

Hvis sådanne retssager føres på fredelig vis, vil de ikke nødvendigvis være i modstrid med ånden i Paulus’ vejledning. * Ikke desto mindre bør helligelsen af Jehovas navn og menighedens fred og enhed ligge den kristne mest på sinde. Kristi disciple er først og fremmest kendetegnet af kærlighed, og „kærligheden . . . søger ikke sine egne interesser“. — 1 Korinther 13:4, 5; Johannes 13:34, 35.