Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 65

Riget bliver delt

Riget bliver delt

VED du hvorfor denne mand river sin kappe i stykker? Jo, det har Jehova givet ham besked på. Det er Guds profet Ahija. Ved du hvad en profet er? Det er en mand som får at vide af Gud hvad der skal ske i fremtiden.

Her står Ahija og taler med Jeroboam. Jeroboam er en mand som har ført tilsyn med nogle af Salomons byggearbejder. Ahija foretager sig noget mærkeligt, da han møder Jeroboam på vejen. Han tager sin nye kappe af og river den i tolv stykker. Så siger han til Jeroboam: ’Tag de ti stykker.’ Ved du hvorfor Ahija giver Jeroboam ti stykker?

Ahija fortæller at Jehova vil tage riget fra Salomon. Jehova vil give de ti stammer til Jeroboam. Det betyder at der kun vil være to stammer tilbage som Salomons søn Rehabeam kan herske over.

Salomon bliver vred da han hører hvad Ahija har sagt. Han prøver at dræbe Jeroboam. Men Jeroboam flygter til Ægypten. Efter nogen tid dør Salomon; han har været konge i 40 år. Nu bliver hans søn Rehabeam konge. Men nede i Ægypten hører Jeroboam, om Salomons død, så han vender tilbage til Israel.

Rehabeam er ikke nogen god konge. Han er endnu mere ond mod folket end sin fader Salomon. Sammen med nogle andre betydningsfulde mænd beder Jeroboam kong Rehabeam om at være mere venlig mod folket. Men Rehabeam vil ikke høre. Han bliver endnu mere ond end før. Det ender med at folket udnævner Jeroboam til konge over de ti stammer. Men de to stammer Benjamin og Juda beholder Rehabeam som konge.

Jeroboam vil ikke have at hans folk skal rejse til Jerusalem og tilbede ved Jehovas tempel. Han får lavet to guldkalve og lader folk i ti-stammeriget tilbede dem. Snart bliver landet fyldt med vold og lovløshed.

To-stammeriget kommer også ud for vanskeligheder. Mindre end fem år efter at Rehabeam er blevet konge, drager kongen af Ægypten op mod Jerusalem for at kæmpe. Han fører mange af skattene fra Jehovas tempel bort. Så det er kun i ganske kort tid at templet får lov at være som da det var nyt.

Studiespørgsmål