(ca. 260 – ca. 340 e.v.t.) En historiker, bibelforsker og teolog der sandsynligvis blev født i Cæsarea, Israel. Eusebios blev kendt som kirkehistoriens far.

Han blev også kaldt Eusebios af Cæsarea og Eusebios Pamfili, efter Pamfilus, der var presbyter ved kirken i Cæsarea. Eusebios blev udnævnt til biskop i Cæsarea omkring 313 e.v.t.

Eusebios’ skrifter er af interesse for dem der studerer Bibelen, fordi man ved hjælp af dem kan fastslå beliggenheden af geografiske steder der er omtalt i Bibelen, og fordi de indeholder baggrundsoplysninger om nogle af Bibelens bøger. Eusebs Kirkehistorie, der udkom omkring 324 e.v.t., anses for at være den vigtigste kirkehistorie der er skrevet i oldtiden. Dette velkendte værk behandler i kronologisk orden de første kristnes historie fra apostlenes tid og frem til Eusebios’ egen tid. I Eusebs Kirkehistorie (III, V, 3) står der at forud for ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 e.v.t. flygtede de kristne fra byen og Judæa til en by i Peræa (på den anden side af Jordanfloden) der hed Pella. Hans beretning bekræfter at de kristne, da de så Jerusalem omringet af romerske hære, fulgte Jesus’ advarsel om at flygte. – Lu 21:20-22.

Eusebios blev ekskommunikeret fordi han fastholdt sin overbevisning om at Kristus er underordnet Faren. Men ved kirkemødet i Nikæa i 325 e.v.t. gik han ind for det modsatte synspunkt og blev taget til nåde. Eusebios virkede dér som teologisk rådgiver for Konstantin I og priste i høje toner kejserens bestræbelser for at ensrette den kristne lære. Efter Konstantins død skrev Eusebios en biografi om ham med titlen Vita Constantini, som var en formel lovprisning.

At Eusebios gik på kompromis ved kirkemødet i Nikæa, viste at hans stilling betød mere for ham end sandheden fra Bibelen.