Kapitel 9

Jødedommen — en søgen efter Gud gennem skrifter og traditioner

1, 2. (a) Nævn nogle fremtrædende jøder der har påvirket historien og kulturen. (b) Hvilket spørgsmål vil nogle måske stille?

HVAD havde Moses, Jesus, Mahler, Marx, Freud og Einstein tilfælles? De var alle jøder, og de har alle på forskellige måder påvirket menneskehedens historie og kultur. Ja, jøderne har gjort sig gældende i tusinder af år. Også Bibelen er et vidnesbyrd om dette.

² I modsætning til andre gamle religioner og kulturer har jødedommen sine rødder i historien, ikke i mytologien. Men nogle siger måske: Jøderne er jo bare en minoritet. De tæller ikke mere end cirka 18 millioner ud af en verdensbefolkning på over fem milliarder. Hvorfor skulle deres religion interessere os?

Hvorfor jødedommen bør interessere os

3, 4. (a) Hvad består De Hebraiske Skrifter af? (b) Nævn nogle grunde til at vi bør undersøge den jødiske religion og dens rødder.

³ En væsentlig grund er at den jødiske religions rødder går omkring 4000 år tilbage i historien og at andre store religioner i større eller mindre grad står i gæld til dens skrifter. (Se side 220.) Kristendommen, der blev grundlagt af Jesus (hebraisk: Jesjuʹa‛), en jøde der levede i det første århundrede, har sine rødder i De Hebraiske Skrifter. Og  hvis vi læser lidt i Koranen, vil vi snart se at islam også står i stor gæld til disse skrifter. (Koranen, sura 2:49-57; 32:23, 24) Når vi studerer den jødiske religion, studerer vi altså samtidig rødderne til hundreder af andre religioner og sekter.

⁴ En anden vigtig grund er at den jødiske religion udgør et væsentligt led i menneskets søgen efter den sande Gud. De Hebraiske Skrifter viser nemlig at Abram, jødernes stamfader, allerede tilbad den sande Gud for næsten 4000 år siden. * Vi har derfor grund til at spørge: Hvordan blev jøderne og deres tro til? — 1 Mosebog 17:18.

Hvor stammer jøderne fra?

5, 6. Fortæl i korte træk om jødernes oprindelse og baggrunden for ordet „jøde“.

⁵ Jøderne i almindelighed er efterkommere af en gammel, hebraisktalende gren af den semitiske folkegruppe. (1 Mosebog 10:1, 21-32; 1 Krønikebog 1:17-28, 34; 2:1, 2)  For næsten 4000 år siden udvandrede deres stamfader, Abram, fra kaldæernes blomstrende storby Ur i Sumer til Kana’ans land, hvorom Gud havde sagt: „Dit afkom giver jeg dette land.“ (1 Mosebog 11:31–12:7) I Første Mosebog 14:13 omtales han som „hebræeren Abram“, men hans navn blev senere ændret til Abraham. (1 Mosebog 17:4-6) Jøderne nedstammer fra ham gennem hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1 Mosebog 32:27-29) Israel havde tolv sønner, som blev stamfædre til tolv stammer. En af dem var Juda, og ordet „jøde“ blev efterhånden dannet på grundlag af hans navn. — 2 Kongebog 16:6.

⁶ Med tiden blev ikke blot Judas efterkommere, men alle israelitterne, kaldt „jøder“. (Ester 3:6; 9:20) Eftersom de jødiske slægtsregistre blev ødelagt i år 70, da romerne jævnede Jerusalem med jorden, kan ingen jøde i dag med sikkerhed sige hvilken stamme han tilhører. Men den jødiske religion er blevet bevaret, skønt den har udviklet sig og forandret sig i årtusindernes løb, og i dag udøves den af millioner af jøder som lever i republikken Israel og i diasporaen (spredt rundt om i verden). Hvad er grundlaget for denne religion?

Moses, Loven og en nation

7. Hvilket edsvorent løfte gav Gud Abraham, og hvorfor?

⁷ I 1943 f.v.t. * udvalgte Gud Abram som sin særlige tjener. Senere gav Gud ham et højtideligt, edsvorent løfte fordi han var trofast og villig til at bringe sin søn Isak som et offer, selv om ofringen ikke blev gennemført. (1 Mosebog  12:1-3; 22:1-14) Gud sagde: „Jeg har svoret ved mig selv, siger Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], at fordi du har gjort dette, at du ikke har holdt din eneste søn tilbage, så vil jeg bringe dig rig velsignelse, og jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner . . . Alle jordens folkeslag vil lade sig velsigne gennem dine efterkommere som følge af, at du har hørt på mig.“ (Mel) Dette edsvorne løfte blev gentaget for Abrahams søn og for hans sønnesøn, og derefter blev det rettet til Judas stamme og til Davids slægt. Denne strengt monoteistiske forestilling om en personlig Gud der beskæftiger sig direkte med menneskene, var enestående i datidens verden, og den kom til at danne grundlaget for den jødiske religion. — 1 Mosebog 22:15-18; 26:3-5; 28:13-15; Salme 89:3, 4, 28, 29, 35, 36.

8. Hvem var Moses, og hvilken rolle spillede han i Israel?

⁸ For at opfylde sine løfter til Abraham lagde Gud grundlaget for dannelsen af en nation ved at indgå en særlig pagt med Abrahams efterkommere. Denne pagt, der blev kaldt Lovpagten, blev indstiftet ved Moses, den store hebraiske leder og mellemmand mellem Gud og Israel. Hvem var Moses, og hvorfor har han så stor betydning for jøderne? Anden Mosebog i Bibelen fortæller at han blev født i Ægypten (1593 f.v.t.) og at hans forældre var israelitiske trælle som var i fangenskab sammen med resten af Israel. Han var den som Gud havde udvalgt til at føre sit folk ud til friheden i Kana’an, det lovede eller forjættede land. (5 Mosebog 6:23; 34:10) Moses varetog den vigtige  opgave som mellemmand for den pagt Gud gav Israel, og han var desuden Israels profet, dommer, leder og historieskriver. — 2 Mosebog 2:1–3:22.

9, 10. (a) Hvoraf bestod den lov der blev overbragt gennem Moses? (b) Hvilke sider af livet beskæftigede De Ti Bud sig med? (c) Hvad blev Israel forpligtet til under Lovpagten?

⁹ Den lov Israel modtog bestod af De Ti Ord eller Bud og desuden af over 600 love som udgjorde en omfattende samling af bestemmelser og retningslinjer for det daglige liv. (Se side 211.) Den beskæftigede sig både med det verdslige og det hellige — med hverdagslivet og moralske krav såvel som med tilbedelsen af Gud.

¹⁰ Denne lovpagt var en religiøs grundlov som udtrykte patriarkernes tro, både dens form og indhold. Som følge heraf blev Abrahams efterkommere en nation der var indviet til at tjene Gud. Således begyndte den jødiske religion at blive udformet, og jøderne blev en nation der var organiseret med tanke på at tilbede og tjene sin Gud. I Anden Mosebog 19:5, 6 gav Gud dem dette løfte: „Dersom I nu vil høre godt på mig og tage vare på min pagt, så skal I . . . være mig et rige af præster og et helligt folk!“ (Mel) Israelitterne ville dermed blive et ’udvalgt folk’ der skulle tjene Guds hensigter. Men pagtens løfter ville kun blive opfyldt på den betingelse at de hørte efter og var lydige. Den indviede nation havde pligter over for sin Gud. Derfor kunne Gud senere (i det ottende århundrede f.v.t.) sige til jøderne: „Mine vidner er I, så lyder det fra HERREN [hebraisk: יהוה, JHWH], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ — Esajas 43:10, 12, DA.

En nation med præster, profeter og konger

11. Hvordan opstod præstedømmet og kongedømmet?

¹¹ Mens Israels nation opholdt sig i ørkenen og var på vej til det forjættede land, blev der grundlagt et præstedømme  i Moses’ broder Arons slægtslinje. Et stort, transportabelt telt eller tabernakel blev midtpunktet for israelitternes tilbedelse og ofringer. (2 Mosebog, kapitlerne 26-28) Med tiden nåede Israels nation frem til det forjættede land, Kana’an, og erobrede det i overensstemmelse med Guds befaling. (Josua 1:2-6) Siden blev der oprettet et jordisk kongedømme, og i 1077 f.v.t. blev David af Judas stamme konge. Under hans styre blev både kongedømmet og præstedømmet fast etableret i et nyt nationalt center, Jerusalem. — 1 Samuel 8:7.

12. Hvilket løfte havde Gud givet David?

¹² Efter Davids død byggede hans søn Salomon i Jerusalem et storslået tempel som afløste tabernaklet. Eftersom Gud havde indgået en pagt med David om at kongedømmet skulle forblive i hans slægtslinje for evigt, forventede jøderne at en salvet konge, Messias, en dag skulle fremstå i denne slægtslinje. Det blev forudsagt at Israel og alle andre nationer skulle få et fuldkomment styre ved denne messianske konge, det lovede „afkom“. (1 Mosebog 22:18) Dette håb slog rod, og den jødiske tros messianske natur udkrystalliseredes klart. — 2 Samuel 7:8-16; Salme 72:1-20; Esajas 11:1-10; Zakarias 9:9, 10.

13. Hvordan irettesatte Gud israelitterne når de faldt fra? Giv et eksempel.

¹³ Jøderne lod sig imidlertid påvirke af den falske religion der blev udøvet af kana’anæerne og andre folkeslag omkring dem. Det førte til at de brød deres pagtsforhold til Gud. For at irettesætte dem og hjælpe dem tilbage sendte Gud en række profeter med budskaber til folket. Derved blev profetier et andet særkende ved jødernes religion. Store dele af De Hebraiske Skrifter er profetiske. Atten af bøgerne bærer profetnavne. — Esajas 1:4-17.

14. Hvordan viste det sig at profeterne i Israel havde talt sandt?

 ¹⁴ Blandt de fremtrædende profeter var Esajas, Jeremias og Ezekiel, som alle advarede folket om den straf Gud ville sende over det på grund af dets afgudsdyrkelse. Straffen kom i 607 f.v.t. da Gud på grund af Israels frafald lod det dominerende verdensrige, Babylon, omstyrte Jerusalem, ødelægge templet og føre folket i fangenskab. Profeterne fik ret i det de havde forudsagt. Israels 70 år lange fangenskab, som strakte sig over det meste af det sjette århundrede f.v.t., er en historisk kendsgerning. — 2 Krønikebog 36:20, 21; Jeremias 25:11, 12; Daniel 9:2.

15. (a) Hvordan blev der indført en ny tilbedelsesform blandt jøderne? (b) Hvordan berørte synagogerne tilbedelsen i Jerusalem?

¹⁵ I 539 f.v.t. besejrede perseren Kyros Babylon og gav jøderne lov til at drage tilbage og bosætte sig i deres land og genopbygge templet i Jerusalem. En rest vendte tilbage, men flertallet blev boende i det babyloniske samfund under dets indflydelse. Senere blev jøderne påvirket af den persiske kultur. Følgen var at der opstod jødiske samfund mange forskellige steder i Mellemøsten og i landene rundt om Middelhavet. Hvert sted blev der indført en ny tilbedelsesform hvis midtpunkt var synagogen, der tjente som et menighedscenter for jøderne i hver by. Denne ordning bevirkede naturligt nok at der blev lagt mindre vægt på det genopbyggede tempel i Jerusalem. De spredte jøder var nu virkelig en diaspora. — Ezra 2:64, 65.

Jødedommen klædt i græsk dragt

16, 17. (a) Hvilken ny indflydelse skyllede hen over Middelhavsområdet i det fjerde århundrede f.v.t.? (b) Hvem bidrog til at udbrede den græske kultur, og hvordan? (c) Hvilken virkning havde denne kultur på jødedommen?

¹⁶ I det fjerde århundrede f.v.t. var det jødiske samfund underkastet stadige forandringer og lod sig påvirke af en  ikkejødisk kultur der skyllede hen over Middelhavslandene og videre endnu. Bølgerne kom fra Grækenland, og da jødedommen dukkede frem af dem, var den iført en hellenistisk dragt.

¹⁷ I 332 f.v.t. foretog den græske hærfører Alexander den Store en lynerobring af Mellemøsten, og blev hilst velkommen af jøderne da han kom til Jerusalem. * Hans efterfølgere fortsatte helleniseringen, og græsk sprog, kultur og filosofi vandt indpas overalt i riget. Derved gennemgik den græske og den jødiske kultur en blandingsproces som skulle få overraskende følger.

18. (a) Hvorfor blev det nødvendigt at oversætte De Hebraiske Skrifter til græsk? (b) Hvilket træk ved den græske kultur berørte i særlig grad jøderne?

¹⁸ Diasporajøderne begyndte at tale græsk i stedet for hebraisk. I det tredje århundrede f.v.t. gik man derfor i gang med at udarbejde den første oversættelse af De Hebraiske Skrifter til græsk. Den blev kaldt Septuaginta, og gennem den blev mange hedninger kendt med jødernes religion og fik respekt for den. Nogle gik endda over til jødedommen. * Jøderne blev på den anden side fortrolige med græsk tankegang, og nogle blev endda filosoffer, noget som var helt nyt for jøderne. Et eksempel er Filon fra  Alexandria i det første århundrede e.v.t. Han forsøgte at forklare jødedommen ved hjælp af begreber hentet fra græsk filosofi, som om de to udtrykte de samme endelige sandheder.

19. Hvordan beskriver en jødisk forfatter den græske og jødiske kulturblanding?

¹⁹ Den jødiske forfatter Max Dimont sammenfatter udviklingen i denne periode med gensidig påvirkning mellem græsk og jødisk kultur, idet han siger: „Beriget af platonisk tænkning, aristotelisk logik og euklidisk videnskab nærmede lærde jøder sig Toraen med nye redskaber. . . . De gik i gang med at føje græsk fornuft til jødisk åbenbaring.“ Under romerne, der underlagde sig det græske verdensrige og derefter Jerusalem i år 63 f.v.t., indtraf der begivenheder som skulle afstedkomme endnu større forandringer.

Jødedommen under romersk herredømme

20. Hvordan var den religiøse situation blandt jøderne i det første århundrede e.v.t.?

²⁰ I det første århundrede e.v.t. befandt jødedommen sig i en helt speciel situation. Max Dimont siger at den balancerede mellem „det græske sind og det romerske sværd“. Jøderne havde store forventninger på grund af den politiske undertrykkelse og fortolkningerne af de messianske profetier, især Daniels profeti. De var splittede i flere partier. Farisæerne lagde vægt på en mundtlig lov (se side 221) frem for ofringerne i templet. Saddukæerne lagde vægt på templet og præsteskabet. Desuden var der essæerne, zeloterne og herodianerne. Alle var uenige i religiøse og filosofiske spørgsmål. De jødiske ledere blev kaldt rabbier (herrer, lærere). Deres kendskab til Loven gav dem en vis prestige og gjorde dem til en ny slags åndelige ledere.

21. Hvilke begivenheder fik en drastisk indvirkning på jødedommen i de to første århundreder e.v.t.?

 ²¹ Især i Israel var jødedommen præget af stadige stridigheder, både indadtil og udadtil. Til sidst udbrød der direkte oprør mod Rom, og i år 70 e.v.t. belejrede romerske tropper Jerusalem, lagde byen øde, nedbrændte templet til grunden og spredte indbyggerne. Senere blev jøder fuldstændig forment adgang til Jerusalem. Uden tempel, uden land og med folket spredt ud over hele Romerriget, behøvede jødedommen en ny religiøs udtryksform for at overleve.

22. (a) Hvordan berørte det jødedommen at templet i Jerusalem blev ødelagt? (b) Hvordan inddeler jøderne Bibelen? (c) Hvad er Talmud, og hvordan blev den udarbejdet?

²² Med templets ødelæggelse forsvandt saddukæerne, og den mundtlige lov som farisæerne var gået ind for, blev grundlaget for en ny, rabbinsk jødedom. Tempelofringerne og pilgrimsrejserne blev erstattet af et mere intenst studium sammen med bøn og fromme gerninger. Dermed kunne jødedommen udøves overalt, når som  helst, i et hvilket som helst kulturelt miljø. Rabbinerne sørgede for at den mundtlige lov blev nedskrevet, og desuden lavede de kommentarer til den, og siden kommentarer til kommentarerne. Alt dette blev kendt som Talmud. — Se side 220, 221.

23. Hvilken forandring fandt sted under indflydelse af græsk tænkning?

²³ Hvad førte denne indflydelse fra forskellige sider til? Max Dimont siger i sin bog Jews, God and History at selv om det var farisæerne der førte den jødiske ideologis og religions fakkel videre, „var fakkelen blevet tændt af de græske filosoffer“. Skønt størstedelen af Talmud handler om love og lovregler, afspejlede dens illustrationer og udlægninger en klar påvirkning fra græsk filosofi. For eksempel blev græske religiøse forestillinger, såsom troen på sjælens udødelighed, udtrykt i jødiske vendinger. I den nye rabbinske tidsalder blev Talmud — som på det tidspunkt var en blanding af jødisk jura og græsk filosofi — agtet stadig højere blandt jøderne, indtil den i middelalderen endog blev sat højere end selve Bibelen.

Jødedommen i middelalderen

24. (a) Hvilke to hovedgrupper opstod blandt jøderne i middelalderen? (b) Hvordan berørte de den jødiske religion?

²⁴ I middelalderen (fra omkring 500 til 1500 e.v.t.) opstod der to jødiske hovedgrupper med hver sit særpræg — de sefardiske jøder, som havde deres blomstringsperiode under muslimernes herredømme i Spanien, og de asjkenasiske jøder i Mellemeuropa og Østeuropa. Begge samfund frembragte rabbinske lærere hvis skrifter og tanker danner grundlaget for jødiske religiøse fortolkninger den dag i dag. Det er også interessant at mange af de skikke og religiøse handlinger der er almindelige blandt jøderne i vor tid, stammer fra middelalderen. — Se side 231.

25. Hvordan reagerede den katolske kirke med tiden over for jøderne i Europa?

 ²⁵ I det 12. århundrede begyndte jøderne at blive fordrevet fra det ene land efter det andet. Som den israelske forfatter Abba Eban forklarer i bogen My People — The Story of the Jews: „I de lande . . . der var underlagt den katolske kirkes myndige indflydelse, var mønsteret altid det samme: skammelig nedværdigelse, tortur, myrderier og fordrivelse.“ I 1492 fulgte Spanien, som på ny var underlagt katolsk styre, efter og befalede at alle jøder skulle fordrives fra spansk område. I slutningen af 1400-tallet var jøderne følgelig blevet fordrevet fra praktisk taget hele Vesteuropa og var flygtet til Østeuropa og landene omkring Middelhavet.

26. (a) Hvad førte til skuffelse blandt jøderne? (b) Hvilke hovedretninger begyndte at udvikle sig blandt jøderne?

²⁶ I disse århundreder med undertrykkelse og forfølgelse fremstod der blandt jøderne forskellige steder i verden mange selvbestaltede messiasser som alle blev godtaget i større eller mindre grad, men hver gang med skuffelse til følge. I det 17. århundrede var der brug for nye initiativer der kunne få jøderne ud af dysterheden og indgyde dem nyt mod. Midt i det 18. århundrede opstod der noget som så ud til at kunne føre jøderne ud af den fortvivlelse de følte. Det var chasidismen (se side 226), en blanding af mysticisme og ekstatisk religiøsitet som kom til udtryk i den daglige fromhed og aktivitet. Omtrent samtidig foreslog filosoffen Moses Mendelssohn, en tysk jøde, en anden løsning, Haskala, det vil sige oplysning, som udviklede sig til det der historisk set bliver regnet for at være den „moderne“ jødedom.

 Fra „oplysning“ til zionisme

27. (a) Hvilken indflydelse øvede Moses Mendelssohn? (b) Hvorfor forkastede mange jøder håbet om en personlig Messias?

²⁷ Ifølge Moses Mendelssohn (1729-86) ville jøderne opnå anerkendelse hvis de løsrev sig fra Talmuds bånd og tilpassede sig den vestlige kultur. Han blev en af sin tids mest respekterede jøder i den ikkejødiske verden. Men da en voldsom antisemitisme igen brød ud i det 19. århundrede, især i det „kristne“ Rusland, blev bevægelsens tilhængere skuffede, og mange begyndte at se sig om efter et politisk tilflugtssted for jøderne. De afviste tanken om en personlig Messias som skulle føre jøderne tilbage til Israel, og begyndte at arbejde for at oprette en jødisk stat på andre måder. Dermed opstod begrebet zionisme — „verdsliggørelsen af . . . den jødiske messianisme,“ som en autoritet siger.

28. Hvilke begivenheder i det 20. århundrede har påvirket jødiske holdninger?

²⁸ Mordet på omkring seks millioner europæiske jøder i nazisternes Holokaust (1935-45) gav zionismen den afgørende impuls og førte til at den blev mødt med stor sympati verden over. Zionisternes drøm blev opfyldt i 1948, da staten Israel blev oprettet. Dette fører os frem til jødedommen i vor tid og til spørgsmålet: Hvad tror vor tids jøder?

Gud er én

29. (a) Forklar kort hvad den moderne jødedom går ud på. (b) Hvordan udtrykkes den jødiske identitet? (c) Nævn nogle jødiske højtider og skikke.

²⁹ Jødedommen er, enkelt sagt, det jødiske folks religion. Enhver som går over til jødedommen slutter sig derfor både til det jødiske folk og til den jødiske religion. Jødedommen er en monoteistisk religion i ordets strengeste  forstand, og den hævder at Gud griber ind i menneskenes historie, især i forbindelse med jøderne. Jødernes gudsdyrkelse omfatter en række årlige højtider og forskellige skikke. (Se siderne 230, 231.) Der findes ingen dogmer eller trosbekendelser som anerkendes universelt af alle jøder, men en central del af tilbedelsen i synagogen går ud på at bekende at Gud er én, sådan som det udtrykkes i Sjema, en bøn der bygger på Femte Mosebog 6:4: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ — Mel.

30. (a) Hvordan opfatter jøderne Gud? (b) Hvad er forskellen mellem jødernes og kristenhedens gudsopfattelse?

³⁰ Denne tro på én Gud blev givet videre til kristendommen og islam. Rabbineren dr. J. H. Hertz siger: „Denne ophøjede erklæring om absolut monoteisme var en krigserklæring mod al polyteisme . . . Samtidig udelukker Sjema den kristne trosbekendelses treenighed som en krænkelse af Guds enhed.“ * Men lad os nu se hvad jøderne tror om et liv efter døden.

Døden, sjælen og opstandelsen

31. (a) Hvordan vandt læren om sjælens udødelighed indpas i jødedommen? (b) Hvilket dilemma opstod som følge af læren om sjælens udødelighed?

³¹ En af den moderne jødedoms grundlæggende opfattelser går ud på at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre efter at kroppen er død. Men stammer denne lære fra Bibelen? Et jødisk opslagsværk indrømmer: „Læren om sjælens udødelighed kom sandsynligvis ind i jødedommen som følge af græsk påvirkning.“ Men dette  skabte et læremæssigt dilemma. Det samme opslagsværk siger: „Troen på opstandelsen og troen på sjælens udødelighed er to opfattelser som er indbyrdes modstridende. Den ene drejer sig om en kollektiv opstandelse ved dagenes ende, det vil sige at de døde som sover i jorden, skal opstå fra graven, mens den anden drejer sig om sjælens tilstand efter legemets død.“ Hvordan løste man dilemmaet i den jødiske teologi? „Man hævdede at når et menneske døde, levede sjælen videre i en anden verden (herved opstod alle forestillingerne om himmel og helvede), mens legemet lå i graven og afventede den fysiske opstandelse af alle de døde her på jorden.“ — Encyclopaedia Judaica.

32. Hvad siger Bibelen om de døde?

³² Universitetslektor Arthur Hertzberg skriver: „I [den hebraiske bibel] udspiller menneskets liv sig i denne verden. Der findes ingen lære om himmel og helvede, kun en stadig stærkere forestilling om en opstandelse af de døde ved dagenes ende.“ Dette er en enkel og nøjagtig forklaring af hvad Bibelen lærer, nemlig at ’de døde ingenting ved’, eftersom der „hverken [er] virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, menneskehedens fælles grav], hvor du stævner hen“. — Prædikeren 9:5, 10, DA; Daniel 12:1, 2; Esajas 26:19.

33. Hvordan så jøderne oprindelig på læren om opstandelsen?

 ³³ Førnævnte opslagsværk siger: „I den rabbinske periode betragtes læren om de dødes opstandelse som en af jødedommens centrale læresætninger,“ og man må „skelne mellem den og troen på . . . sjælens udødelighed“. * I dag bliver læren om sjælens udødelighed imidlertid godtaget af alle grupper inden for jødedommen, mens læren om de dødes opstandelse ikke bliver det.

34. Hvad siger Talmud, i modsætning til Bibelen, om sjælen? Hvad siger senere skribenter?

³⁴ I modsætning til Bibelen er Talmud, påvirket som den er af hellenismen, fuld af fortællinger om den udødelige sjæl, og den tilmed forklarer og beskriver den. Senere jødisk mysterielitteratur, Kabbala, går endog så vidt som til at forkynde læren om reinkarnation (sjælevandring), der hovedsagelig er en gammel hinduisk lære. (Se kapitel 5.) I vor tids Israel bliver denne lære i vide kredse godtaget som en jødisk lære, og den spiller desuden en vigtig rolle i chasidisk tro og litteratur. Martin Buber gengiver for eksempel denne fortælling om sjælen fra Elimelechs skole (Elimelech var en rabbiner i Lezajsk): „Når rabbi Abraham Jehosjua på forsoningsdagen skulle fremsige beretningen om ypperstepræstens tjeneste i Det Allerhelligste og kom til det sted hvor det hedder: ’Og sådan talte han,’ sagde han aldrig disse ord, men: ’Og sådan talte jeg.’ For han havde ikke glemt den tid da hans sjæl befandt sig i en ypperstepræst i Jerusalem.“ — Die Erzählungen der Chassidim.

35. (a) Hvordan ser reformjødedommen på læren om en udødelig sjæl? (b) Hvad lærer Bibelen klart om sjælen?

 ³⁵ Reformjødedommen er gået så vidt som til at forkaste troen på opstandelsen. Den har fjernet ordet fra sine bønnebøger og anerkender kun troen på den udødelige sjæl. Hvor langt klarere er ikke Bibelens lære, som den udtrykkes i Første Mosebog 2:7: „HERREN Gud dannede mennesket af støv fra jorden og åndede livets ånde ind i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.“ (JP) Når legemet kombineres med ånd eller livskraft udgør det „en levende sjæl“. * (1 Mosebog 2:7; 7:22; Salme 146:4) Når et menneske dør, dør sjælen derfor. (Ezekiel 18:4, 20) Når et menneske dør, hører dets bevidste tilværelse op. Livskraften vender tilbage til Gud, som gav den. (Prædikeren 3:19; 9:5, 10; 12:7) Det håb Bibelen fremholder for de døde, er håbet om en opstandelse — på hebraisk: techījathʹ hammethīmʹ, „genoplivelse af de døde“.

36, 37. Hvordan så de trofaste hebræere i bibelsk tid på muligheden for fremtidigt liv?

³⁶ Skønt denne konklusion nok vil overraske mange jøder, står det fast at opstandelsen er det håb som tilbedere af den sande Gud har næret i tusinder af år. For cirka 3500 år siden talte den trofaste, lidende Job om at Gud engang i fremtiden ville oprejse ham fra Sheol eller graven. (Job 14:14, 15) Og profeten Daniel blev forsikret om at han ville blive oprejst „ved dagenes ende“. — Daniel 12:2, 13.

³⁷ Der er ikke noget bibelsk grundlag for at sige at disse trofaste hebræere troede at de havde en udødelig sjæl der ville leve videre efter døden. De havde tilstrækkeligt med  grunde til at tro at den suveræne Herre — som tæller stjernerne i universet og har herredømme over dem — også ville huske dem når tiden for opstandelsen var inde. De havde været trofaste mod ham og hans navn. Han ville være trofast mod dem. — Salme 18:25; 147:4; Esajas 25:7, 8; 40:25, 26.

Jødedommen og Guds navn

38. (a) Hvad er der sket i århundredernes løb med hensyn til brugen af Guds navn? (b) Hvordan kan man sige hvad Guds navn er?

³⁸ Jødedommen lærer at selv om Guds navn findes i skriftlig form, er det for helligt til at blive udtalt. * Det har medført at den rigtige udtale er gået tabt i løbet af de sidste 2000 år. Men jøderne har ikke altid haft denne holdning til Guds navn. For omkring 3500 år siden sagde Gud til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg nævnes fra slægt til slægt.“ (2 Mosebog 3:15, Mel; Salme 135:13) Hvad var navnet? Fodnoten til dette vers i den jødiske bibeloversættelse Tanakh siger: „Navnet JHWH (traditionelt læst Adonaj, „HERREN“) sættes her i forbindelse med roden hajah, ’at være’.“ Vi finder altså her Guds hellige navn, tetragrammet, de fire hebraiske konsonanter JHWH (Jahve), der i tidens løb er blevet kendt i den latiniserede form JEHOVA.

39. (a) Hvorfor har Guds navn så stor betydning? (b) Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn?

³⁹ Op gennem historien har jøderne altid tillagt Guds personlige navn stor betydning, men den vægt de lægger  på brugen af navnet har ændret sig radikalt siden gammel tid. Dr. A. Cohen siger i Everyman’s Talmud: „Man viste særlig ærbødighed for Guddommens ’særegne navn’ (Sjem Hameforasj), som Han havde åbenbaret for Israels folk, nemlig tetragrammet, JHWH.“ Navnet blev vist ærbødighed fordi det repræsenterede Gud og kendetegnede ham. Det var Gud selv der havde kundgjort det og sagt at hans tilbedere skulle bruge det. Dette understreges ved at navnet forekommer 6828 gange i den hebraiske Bibel. Fromme jøder mener imidlertid at det er respektløst at udtale Guds personlige navn. *

40. Hvad har nogle jødiske autoriteter sagt med hensyn til brugen af Guds navn?

⁴⁰ Om det gamle rabbinske (ikkebibelske) forbud mod at udtale navnet skrev rabbineren A. Marmorstein i sin bog The Old Rabbinic Doctrine of God: „Der var en tid da dette forbud [mod at bruge Guds navn] var fuldstændig ukendt blandt jøderne . . . Hverken i Ægypten eller i Babylonien kendte eller overholdt jøderne en lov som forbød dem at bruge Guds navn, tetragrammet, i almindelige samtaler eller hilsener. Men fra det tredje århundrede f.v.t. til det tredje århundrede e.v.t. fandtes der et sådant forbud, som til dels blev overholdt.“ Og ikke nok med at det var tilladt at bruge navnet i tidligere tider. Dr. Cohen siger: „Der var en tid da selv lægfolket blev opfordret til frit og åbent at bruge Navnet . . . Man har ment at denne opfordring udsprang af ønsket om at adskille israelitten fra [ikkejøden].“

41. Hvad førte ifølge en rabbiner til at det blev forbudt at bruge Guds navn?

 ⁴¹ Hvad førte så til at det blev forbudt at bruge Guds navn? Dr. Marmorstein svarer: „Hellenistisk [græskpåvirket] modstand mod jødernes religion, samt præsternes og overklassens frafald, introducerede og fastsatte den regel at tetragrammet ikke måtte udtales i helligdommen [templet i Jerusalem].“ I deres overdrevne nidkærhed for ikke at ’tage Guds navn forfængeligt’ afskaffede jøderne fuldstændigt brugen af det i talesproget og undergravede og udvandede identifikationen af den sande Gud. Religiøs modstand og frafald bevirkede i forening at jøderne holdt op med at bruge Guds navn.

42. Hvad viser Bibelen om brugen af Guds navn?

⁴² Men som dr. Cohen siger: „Det ser ikke ud til at man i bibelsk tid har haft nogen betænkeligheder ved at bruge [Guds navn] i daglig tale.“ Patriarken Abraham „påkaldte Herrens navn“. (1 Mosebog 12:8, Mel) De fleste af de hebraiske bibelskribenter brugte navnet ofte, men på en respektfuld måde, helt frem til Malakias i det femte århundrede f.v.t. — Rut 1:8, 9, 17.

43. (a) Hvad er tydeligt med hensyn til jødernes brug af Guds navn? (b) Hvad blev en indirekte følge af at jøderne holdt op med at bruge Guds navn?

⁴³ Det er tydeligt at de gamle hebræere brugte og udtalte Guds navn. Dr. Marmorstein erkender følgende vedrørende den forandring der senere indtraf: „For på den tid, i første halvdel af det tredje århundrede [f.v.t.], møder vi en stor forandring i brugen af Guds navn som afstedkom mange forandringer i jødernes teologiske og filosofiske tradition og hvis indflydelse mærkes den dag i dag.“ En af følgerne af at navnet forsvandt, var at forestillingen om en anonym Gud bidrog til at skabe et teologisk vakuum hvori  kristenhedens treenighedslære lettere blev udformet. * — 2 Mosebog 15:1-3.

44. Hvilke andre følger har det haft at man ikke længere bruger Guds navn?

⁴⁴ At man ikke bruger Guds navn, svækker tilbedelsen af den sande Gud. Som en kommentator har sagt: „Når Gud omtales som ’Herren’, er udtrykket, skønt det er nøjagtigt, desværre koldt og farveløst . . . Man må huske at når man oversætter JHWH eller Adonaj med ’Herren’, introducerer man i mange passager i Det Gamle Testamente en undertone af abstraktion, formalitet og utilnærmelighed som er grundteksten fuldstændig fremmed.“ (The Knowledge of God in Ancient Israel) Hvor er det sørgeligt at det ophøjede og betydningsfulde navn Jahve eller Jehova udelades i mange bibeloversættelser, når det tydeligvis forekommer tusinder af gange i den hebraiske grundtekst! — Esajas 43:10-12.

Venter jøderne stadig på Messias?

45. Hvad er det bibelske grundlag for at tro på en Messias?

⁴⁵ Der er mange profetier i De Hebraiske Skrifter som dannede grundlag for jødernes messianske forhåbninger for over 2000 år siden. I Anden Samuelsbog 7:11-16 blev det vist at Messias skulle komme i Davids slægtslinje. I Esajas 11:1-10 blev det forudsagt at han ville bringe fred og retfærdighed til hele menneskeheden. Daniel 9:24-27 indeholdt  kronologiske oplysninger som viste hvornår Messias ville fremstå og hvornår han ville blive ryddet bort eller dræbt.

46, 47. (a) Hvilken slags Messias ventede de jøder der levede under romersk herredømme? (b) Hvilken forandring er der sket med de jødiske forventninger angående Messias?

⁴⁶ De messianske forventninger var store i det første århundrede. Man ventede at Messias skulle være „en karismatisk begavet efterkommer af David som jøderne i romertiden troede at Gud ville lade fremstå til at bryde det hedenske åg og regere over et genrejst Israels rige“. (Encyclopaedia Judaica) Men der kom ikke en sådan militant Messias som jøderne havde ventet.

⁴⁷ Som et opslagsværk påpeger bidrog de messianske forhåbninger imidlertid stærkt til at holde jøderne sammen gennem deres mange prøvelser: „Jødedommen kan uden tvivl i betydelig grad takke sin standhaftige tro på det messianske løfte og den messianske fremtid for at den har  overlevet.“ (The New Encyclopædia Britannica) Men da den moderne jødedom opstod omkring slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, var der mange jøder som holdt op med at vente passivt på Messias. Og under nazisternes Holokaust var der mange som mistede tålmodigheden og håbet. De begyndte at betragte det messianske budskab som en belastning og gav det en ny fortolkning som et budskab om en ny tidsalder med velstand og fred. Selv om der findes undtagelser, kan man siden den tid næppe sige at jøderne som helhed venter på en personlig Messias.

48. Hvilke spørgsmål er det rimeligt at stille med hensyn til jødedommen?

⁴⁸ Denne overgang til en ikkemessiansk religion rejser alvorlige spørgsmål. Tog jøderne fejl da de i tusinder af år troede at Messias skulle være en person? Hvilken form for jødedom vil hjælpe folk som søger Gud? Er det den gamle jødedom med dens påhæng af græsk filosofi? Eller en af de ikkemessianske former for jødedom der har udviklet sig i løbet af de sidste 200 år? Eller kunne det tænkes at der findes endnu en vej — en der trofast og omhyggeligt holder det messianske håb i hævd?

49. Hvilken opfordring rettes til oprigtige jøder?

⁴⁹ Med disse spørgsmål i tanke vil vi opfordre oprigtige jøder til at underkaste emnet „Messias“ et fornyet studium ved at undersøge de påstande der er fremsat om Jesus fra Nazaret — ikke af kristenheden, men af De Græske Skrifters jødiske skribenter. Dette gør nemlig en stor forskel. Kristenhedens kirker har bidraget til den jødiske afvisning af Jesus ved at fremføre deres ubibelske treenighedslære, som må støde enhver jøde der værner om den rene lære at „Herren er vor Gud, Herren er én“. (5 Mosebog 6:4, Mel) Vi vil derfor opfordre dig til at læse det næste kapitel med et åbent sind for at lære De Græske Skrifters Jesus at kende.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 217]

Sefardiske og asjkenasiske jøder udgjorde to hovedgrupper

 [Ramme/illustration på side 211]

De Ti Bud for tilbedelse og levevis

Millioner af mennesker har hørt om De Ti Bud, men mange har aldrig læst dem. Vi gengiver derfor den væsentlige del af deres tekst her.

▪ „Du må ikke have andre guder end mig.

▪ Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det . . . [Dette bud var enestående ved at det på dette tidlige tidspunkt, i 1513 f.v.t., forkastede brugen af gudebilleder.]

▪ Du må ikke misbruge HERREN [hebraisk: יהוה] din Guds navn . . .

▪ Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! . . . derfor har HERREN velsignet hviledagen og helliget den.

▪ Ær din fader og din moder . . .

▪ Du må ikke slå ihjel!

▪ Du må ikke bedrive hor!

▪ Du må ikke stjæle!

▪ Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!

▪ Du må ikke begære din næstes hus . . . din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!“ — 2 Mosebog 20:3-17, DA.

Mens de fire første bud tager direkte sigte på den religiøse tro og gudsdyrkelsen, viser de øvrige bud at der er en sammenhæng mellem en ret livsførelse og et godt forhold til Skaberen.

[Illustration]

Til trods for at israelitterne fik denne enestående lov af Gud, efterlignede de deres hedenske nabolandes kalvedyrkelse (guldkalv, Byblos)

 [Ramme/illustrationer på side 220, 221]

Hebræernes hellige skrifter

De hellige hebraiske skrifter begyndte med „Tanakh“. Navnet kommer af de hebraiske navne på de tre afsnit som den jødiske bibel er inddelt i, nemlig Tora (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne), idet begyndelsesbogstavet i hvert navn sammensættes til TaNaKh. Bøgerne blev skrevet på hebraisk og aramaisk fra det 16. til det 5. århundrede f.v.t.

Jøderne tror at de blev skrevet under forskellige og aftagende grader af inspiration. De anbringer dem derfor i denne rækkefølge efter betydning:

Tora — Loven, bestående af de fem Mosebøger eller Pentateuken (af græsk: „fem ruller“). Men benævnelsen „Tora“ kan også bruges om den jødiske bibel som et hele, og desuden om den mundtlige lov og Talmud (se næste side).

Nevi’im — Profeterne, omfatter fra Josuas bog til og med de store profeter Esajas, Jeremias og Ezekiel, foruden de tolv „små“ profeter fra Hoseas til Malakias.

Kethuvim — Skrifterne, omfatter de poetiske værker, Salmerne, Ordsprogene, Job, Højsangen og Klagesangene, foruden Rut, Prædikeren, Ester, Daniel, Ezra, Nehemias og de to Krønikebøger.

 Talmud

Set fra et ikkejødisk synspunkt er „Tanakh“, den jødiske bibel, den vigtigste af de jødiske skrifter. Men jøderne ser anderledes på det. Mange jøder vil erklære sig enige med rabbineren Adin Steinsaltz: „Hvis Bibelen er jødedommens hjørnesten, så er Talmud støttepillen som rager op fra fundamentet og holder hele det åndelige og intellektuelle bygningsværk oppe . . . Intet andet værk har øvet en tilsvarende indflydelse på jødisk liv i teori og praksis.“ (The Essential Talmud) Hvad er så Talmud?

Ortodokse jøder tror at Gud ikke blot gav Moses den skrevne lov, Toraen, på Sinaj Bjerg, men at han også gav ham særlige forklaringer om hvordan Loven skulle holdes, og at disse forklaringer skulle overleveres mundtligt. Talmud er det skriftlige sammendrag af denne mundtlige lov, med senere kommentarer og tilføjelser. Den blev samlet og udarbejdet af rabbinere fra og med det andet århundrede e.v.t. og frem til middelalderen.

Talmud inddeles som regel i to hovedafsnit:

Misjna: En samling kommentarer der supplerer den skrevne lov, baseret på forklaringer fremsat af rabbinere som kaldtes tannaitter (lærere). Den blev nedskrevet i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede e.v.t.

Gemara (oprindelig kaldet Talmud): En samling kommentarer til Misjna af rabbinere fra en senere periode (tredje til sjette århundrede e.v.t).

Foruden disse to hoveddele kan Talmud også omfatte kommentarer til Gemara som blev udarbejdet af rabbinere i middelalderen. Fremtrædende blandt disse var rabbinerne Rashi (Solomon ben Isak, 1040-1105), som gjorde det vanskelige sprog i Talmud langt mere tilgængeligt, og Rambam (Moses ben Maimon, bedre kendt som Maimonides, 1135-1204), som omarrangerede Talmud til en sammentrængt version („Misjne Tora“), så den blev tilgængelig for alle jøder.

[Illustrationer]

Herunder: Gammel tora fra „Esters grav“ i Iran. Til højre: Lovprisningshymner på hebraisk og jiddisch baseret på bibelvers

 [Ramme/illustrationer på side 226, 227]

Jødedommen — en religion med mange røster

Jødedommen lægger traditionelt stor vægt på religionsudøvelsen. Debatter om sådanne praktiske spørgsmål, snarere end trosspørgsmål, har skabt alvorlige spændinger blandt jøderne og har ført til at jødedommen er blevet opdelt i tre hovedretninger.

DEN ORTODOKSE JØDEDOM — Denne retning godtager ikke blot den hebraiske „Tanakh“ som inspireret, men tror også at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud på Sinaj Bjerg samtidig med at han modtog den skrevne lov. Ortodokse jøder overholder samvittighedsfuldt budene i begge love. De venter stadig på at Messias skal komme og indføre en guldalder for Israel. På grund af meningsforskelle blandt de ortodokse er der opstået forskellige fraktioner. Et eksempel er chasidismen.

Chassidim („de fromme“) — De betragtes som ultraortodokse. Bevægelsen blev grundlagt i Østeuropa midt i 1700-tallet af Israel ben Eliezer, kendt som Ba‛al Shem Tov („Det gode navns Herre“). Deres lære lægger stor vægt på musik og dans og en deraf følgende mystisk glæde. Meget af det de tror på, deriblandt reinkarnation, bygger på de mystiske bøger Kabbala. De ledes i vor tid af rebbes (jiddisch for „rabbinere“) eller zaddikim, som af tilhængerne regnes for at være ualmindeligt retfærdige eller hellige mænd.

Chassidismens tilhængere findes i dag hovedsagelig i USA og Israel. De bærer en speciel, hovedsagelig sort, østeuropæisk klædedragt fra 1700- og 1800-tallet, hvorved de skiller sig tydeligt ud, især i moderne byer. De er i dag inddelt i sekter som følger forskellige fremtrædende rebbes. En meget aktiv gruppe er lubavitcherne, der driver en ihærdig proselytvirksomhed blandt jøderne. Nogle grupper mener at kun Messias har ret til at genrejse Israel som jødisk nation, og anerkender derfor ikke den verdslige stat Israel.

REFORMJØDEDOMMEN (også kendt som „de liberale“ og „de progressive“) — Denne bevægelse  opstod i Vesteuropa i begyndelsen af 1800-tallet. Den bygger på de ideer der blev fremsat af Moses Mendelssohn, en jødisk intellektuel i 1700-tallet som mente at jøderne burde tilpasse sig den vestlige kultur i stedet for at holde sig adskilt fra ikkejøderne. Reformjøderne anser ikke Toraen for at være guddommeligt åbenbaret sandhed. De betragter de jødiske love om kost, renhed og klædedragt som utidssvarende. De tror på det de kalder „en messiansk tidsalder med universelt broderskab“. I de senere år har de bevæget sig tilbage i retning af den mere traditionelle jødedom.

DEN KONSERVATIVE JØDEDOM — Den opstod i Tyskland i 1845 som en aflægger af reformjødedommen, som de konservative mente havde forkastet for mange af jødernes traditionelle skikke. Den konservative jødedom tror ikke at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud, men hævder at den mundtlige Tora skyldes rabbinerne, som forsøgte at tilpasse jødedommen til en ny tidsalder. Konservative jøder følger bibelske forskrifter og rabbinske love i det omfang disse „lader sig tilpasse det jødiske livs moderne krav“. (The Book of Jewish Knowledge) De bruger hebraisk og engelsk i liturgien og holder sig strengt til spiselovene (kasjruth). Mænd og kvinder må sidde sammen i synagogen, hvad de ortodokse ikke tillader.

[Illustrationer]

Til venstre: Jøder ved grædemuren i Jerusalem

Herover: En bedende jøde med Jerusalem i baggrunden

 [Ramme/illustrationer på side 230, 231]

Nogle vigtige højtider og skikke

De fleste af jødernes højtider bygger på Bibelen, og de er stort set enten knyttet til indhøstningen på bestemte årstider eller til historiske begivenheder.

▪ Sjabbat (sabbatten) — Den syvende dag i den jødiske uge (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag) anses for at hellige ugen, og festligholdelsen af denne dag er en væsentlig del af tilbedelsen. Jøderne går i synagogen til toralæsning og bøn. — 2 Mosebog 20:8-11.

▪ Jom Kippur — Forsoningsdagen, en højtid med faste og selvransagelse. Den udgør højdepunktet på en ti dage lang bodstid der begynder med Rosj Hasjana, det jødiske nytår, som ifølge den borgerlige jødiske kalender falder i september. — 3 Mosebog 16:29-31; 23:26-32.

▪ Sukkot (herover) — Løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden. En højtid hvor man fejrer høsten og afslutningen af den vigtigste del af landbrugsåret. Holdes i oktober. — 3 Mosebog 23:34-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-15.

▪ Chanukka — Indvielseshøjtiden. En populær højtid der fejres i december til minde om at makkabæerne gjorde jøderne uafhængige af det syrisk-græske herredømme og genindviede templet i Jerusalem i december år 165 f.v.t. Kendetegnes som regel ved at man tænder lys i otte dage.

▪ Purim — Fejres i slutningen af februar eller begyndelsen af marts til minde om hvordan jøderne i Persien i det femte århundrede f.v.t. blev reddet fra Haman og hans planer om at udrydde dem. — Ester 9:20-28.

▪ Pesach — Påskefesten. Indstiftet til minde om Israels udfrielse fra fangenskabet i Ægypten (1513 f.v.t.). Det er den største og ældste af de jødiske højtider. Den fejres den 14. nisan (ifølge den jødiske kalender) og falder som regel i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Hver jødisk familie  samles for at spise påskemåltidet, seder. I de efterfølgende syv dage må der ikke spises syret brød. Denne periode kaldes de usyrede brøds højtid. — 2 Mosebog 12:14-20, 24-27.

Nogle jødiske skikke

▪ Omskærelsen — For jødiske drenge er dette en vigtig ceremoni der finder sted når de er otte dage gamle. Den kaldes ofte Abrahamspagten, eftersom omskærelsen var tegnet på Guds pagt med Abraham. Mænd som går over til jødedommen må også omskæres. — 1 Mosebog 17:9-14.

▪ Bar Mitsva (herunder) — En anden vigtig jødisk ceremoni. Navnet betyder bogstaveligt „søn af budet“, et „udtryk der både betegner den religiøse og juridiske modenhed som drenge på 13 år plus én dag opnår, og selve den anledning da de formelt opnår denne status“. Denne skik stammer blot fra det 15. århundrede e.v.t. — Encyclopaedia Judaica.

▪ Mesusa (herover) — Et jødisk hjem er som regel let at kende på mesusaen, der er fæstet til højre dørkarm ved indgangen. En mesusa er en lille pergamentrulle med teksten fra Femte Mosebog 6:4-9; og 11:13-21. Rullen er lagt i et lille etui eller hylster, som så anbringes på karmen ved indgangsdøren og de enkelte beboelsesværelser.

▪ Jarmulke (kalot båret af mænd) — „Den ortodokse jødedom . . . betragter tildækning af hovedet både i og uden for synagogen som et tegn på troskab mod jødisk tradition.“ (Encyclopaedia Judaica) Der står ingen steder i Tanakh at man skal tildække hovedet under gudsdyrkelsen, og Talmud nævner det derfor som en frivillig skik. Chasidiske kvinder går altid med hovedbeklædning eller barberer håret af og bruger paryk.

[Illustration på side 206]

Abram (Abraham), jødernes stamfader, tilbad Gud for næsten 4000 år siden

[Ramme side 208]

Davidsstjernen – et ikkebibelsk symbol for Israel og jødedommen

[Illustration på side 215]

En jødisk skriftlærd afskriver en hebraisk tekst

[Illustration på side 222]

Chasidisk jødisk familie fejrer sabbatten

[Illustration på side 233]

Fromme jøder der beder med fylakterier, skriftstedskapsler fæstet med læderremme, på armen og på panden