KAPITEL OTTE

Skaberen åbenbarer sig — til gavn for os

FORAN et højt bjerg på Sinajhalvøen stod cirka tre millioner mennesker. Det tordnede og lynede. Sinaj Bjerg var hyllet i skyer, og jorden skælvede. Under disse uforglemmelige omstændigheder førte Moses fortidens Israel ind i et tilhørsforhold til himmelens og Jordens Skaber. — 2 Mosebog, kapitel 19; Esajas 45:18.

Hvorfor valgte universets Skaber at åbenbare sig på en særlig måde for en bestemt nation, oven i købet en temmelig lille nation? Moses forklarede israelitterne: „Det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre.“ — 5 Mosebog 7:6-8.

Disse ord viser at Bibelen indeholder andet end oplysninger om hvordan universet og livet på Jorden er blevet til. Den har meget at sige om Skaberens forhold til menneskene — i fortiden, nutiden og fremtiden. Bibelen er den mest læste og mest udbredte bog i verden, så enhver der lægger vægt på at være velorienteret, bør kende i det mindste noget til den. Lad os tage et overblik over dens indhold. Vi vil først se på den del der ofte kaldes Det Gamle Testamente. Det vil samtidig give os et vist indblik i hvordan universets Skaber og Bibelens Forfatter er.

I kapitel 6, „En gammel skabelsesberetning — kan man tro på den?“, så vi at det kun er Bibelens skabelsesberetning der indeholder oplysninger om  vore første forfædre, dem vi alle stammer fra. Men den første bog i Bibelen indeholder meget andet end denne skabelsesberetning.

Græsk mytologi og andre folkeslags gudelære beretter om en tid hvor guder og halvguder havde forbindelse med menneskene. Antropologer oplyser desuden at der jorden over findes sagn om en oversvømmelse som i fortiden udslettede størstedelen af menneskeheden. Måske er du skeptisk over for sådanne myter. Men er du klar over at kun Første Mosebog beskriver de historiske kendsgerninger som disse senere sagn og myter er et ekko af? — 1 Mosebog, kapitel 6, 7. *

I Første Mosebog læser vi om mænd og kvinder — rigtige mennesker som man kan identificere sig med — der vidste at der var en Skaber, og som tog hans vilje i betragtning i deres livsførelse. Vi skylder os selv at lære noget om mænd som Abraham, Isak og Jakob, der var blandt de „forfædre“ Moses omtalte. Skaberen interesserede sig for Abraham og omtalte ham som „min ven“. (Esajas 41:8; 1 Mosebog 18:18, 19) Hvorfor? Jo, Jehova havde iagttaget Abraham og fået tillid til at han havde en stærk tro. (Hebræerne 11:8-10, 17-19; Jakob 2:23) Dét Abraham oplevede, viser at det er muligt for mennesker at nærme sig Gud. Hans magt og evner er ærefrygtindgydende, men han er ikke bare en upersonlig kraft eller årsag. Han er en virkelig person som vi mennesker på en respektfuld måde kan søge at komme i forbindelse med — til varig gavn for os.

 Jehova gav Abraham dette løfte: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) Dette var en udvidelse af det løfte om et fremtidigt „afkom“ som blev givet på Adams tid. (1 Mosebog 3:15) Ja, Jehovas ord til Abraham styrkede håbet om at der på et tidspunkt ville fremstå en person — det såkaldte afkom — som ville blive til velsignelse for alle folkeslag. Dette er et centralt tema i hele Bibelen, hvilket understreger at den ikke blot er en tilfældig samling skrifter forfattet af mennesker. Når man kender Bibelens tema, kan man desuden se at når Gud i fortiden tog sig af én nation, var det i den hensigt at velsigne alle nationer. — Salme 147:19, 20.

At det var med dette formål Jehova tog sig af Israel, viser at han „ikke er partisk“. (Apostelgerninger 10:34; Galaterne 3:14) Gud beskæftigede sig først og fremmest med Abrahams efterkommere, men enkeltpersoner fra andre nationer var velkomne til at tjene Jehova sammen med dem. (1 Kongebog 8:41-43) Og som vi vil se senere, betyder Guds upartiskhed at alle vi der lever i dag, uanset vores nationale eller etniske baggrund, kan lære ham at kende og gøre det han ønsker.

Vi kan lære meget af de historiske optegnelser om den nation som Skaberen tog sig af gennem flere hundrede år. Vi vil inddele dens historie i tre dele. Prøv under gennemgangen af disse afsnit at lægge mærke til hvordan Jehova levede op til betydningen af sit navn, „Han lader blive“, og hvordan hans personlighed kom til udtryk i hans omsorg for menneskene.

 Første del — En nation regeret af Skaberen

Abrahams efterkommere blev trælle i Ægypten. Til sidst lod Gud Moses fremstå, og han udfriede dem i 1513 f.v.t. Da Israel blev en nation, var Gud dens hersker. Men i 1117 f.v.t. ønskede israelitterne en jordisk konge.

Hvordan gik det til at israelitterne kom til at stå ved Sinaj Bjerg sammen med Moses? Det fremgår af Første Mosebog i Bibelen. Tidligere, da Jakob (som også fik navnet Israel) boede nordøst for Ægypten, var hele den dakendte verden blevet ramt af en hungersnød. For at skaffe mad til sin familie lod Jakob sine sønner rejse til Ægypten, hvor der var rigelige lagre af korn. Han fandt senere ud af at den der stod for uddelingen af korn, var hans søn Josef, som Jakob troede var omkommet flere år forinden. Jakob og hans familie flyttede til Ægypten og blev indbudt til at blive i landet. (1 Mosebog 45:25–46:5; 47:5-12) Da Josef var død, udskrev en ny farao imidlertid  Jakobs efterkommere til tvangsarbejde og „gjorde livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten“. (2 Mosebog 1:8-14) Beretningen om dette og meget andet står at læse i Bibelens anden bog, Anden Mosebog.

Israelitterne blev mishandlet gennem flere årtier, og „deres råb om hjælp steg op til den sande Gud“. Det var klogt af dem at vende sig til Jehova. Han var interesseret i Abrahams efterkommere og besluttet på at gennemføre sin hensigt, så alle folkeslag til sin tid kunne blive velsignet. Jehova ’hørte deres stønnen og var opmærksom på dem’, hvilket viser at Skaberen føler med de undertrykte og dem der lider ondt. (2 Mosebog 2:23-25) Han valgte Moses til at føre israelitterne ud af trældommen. Men da Moses og hans broder, Aron, kom for at bede Ægyptens farao om at lade det trælbundne folk rejse, svarede denne trodsigt: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort?“ — 2 Mosebog 5:2.

Kan man forestille sig at universets Skaber ville lade sig skræmme af en sådan udfordring, selv fra herskeren over datidens største militærmagt? Naturligvis ikke. Gud lod en række plager komme over Farao og ægypterne. Til sidst, efter den tiende plage, gik Farao med til at give israelitterne fri. (2 Mosebog 12:29-32) På den måde lærte Abrahams efterkommere Jehova at kende som en virkelig person — en der udfrier sine tjenere når hans tid er inde. I overensstemmelse med betydningen af sit navn viste Jehova sig på dramatisk vis som den der opfylder sine løfter. (2 Mosebog 6:3) Men både Farao og israelitterne skulle komme til at lære mere om dette navn.

 Det skete fordi Farao kort efter skiftede mening. I spidsen for sin hær forfulgte han israelitterne og indhentede dem i nærheden af Det Røde Hav. Israelitterne blev fanget mellem havet og den ægyptiske hær. Så greb Jehova ind ved at bane en vej gennem Det Røde Hav. Farao burde have indset at dette var et vidnesbyrd om Guds uovervindelige magt. I stedet sendte han sine styrker efter israelitterne — og druknede sammen med sin hær da Gud lod havet vende tilbage til sit normale leje. Det fremgår ikke af beretningen i Anden Mosebog nøjagtig hvordan Jehova lod dette ske. Det han gjorde, kan med rette kaldes mirakler fordi det der skete, og det tidspunkt det skete på, lå uden for menneskers kontrol. Men for den der har skabt universet og alle dets love, var det ikke umuligt. — 2 Mosebog 14:1-31.

Denne begivenhed gjorde det klart for israelitterne — som den også bør gøre det for os — at Jehova er en frelser der lever op til sit navn. Men vi kan lære mere om Guds personlighed af denne beretning. Han viste for eksempel sin retfærdighed ved at gribe ind over for en undertrykkende nation, og han viste loyal hengivenhed over for sit folk, hvorfra afkommet ville fremstå. I forbindelse med dette afkom er beretningen i Anden Mosebog tydeligvis langt mere end oldtidshistorie; den har at gøre med Guds hensigt, som går ud på at give alle mulighed for at få del i et umådeligt gode.

Videre mod det forjættede land

Efter at have forladt Ægypten gik Moses og resten af folket gennem ørkenen til Sinaj Bjerg. Det der skete dér, fik indflydelse på Guds forhold til  nationen i de kommende århundreder. Han gav folket en række love. Langt tidligere havde Skaberen naturligvis fastlagt lovene for stoffet i universet, og de love står stadig ved magt. Men ved Sinaj Bjerg gav han gennem Moses en række nationale love. Vi kan læse om hvad Gud gjorde, og hvilke love han gav, i Anden Mosebog og de tre følgende bøger: Tredje, Fjerde og Femte Mosebog. Nogle bibelforskere mener at Moses også skrev Jobs Bog. I kapitel  10 vil vi betragte nogle vigtige sider af indholdet i denne bog.

Selv i vor tid kender millioner i hele verden De Ti Bud og forsøger at leve efter dem. De Ti Bud er det vigtigste moralske regelsæt i denne lovsamling, men den indeholder mange andre forskrifter der aftvinger beundring. Forståeligt nok drejer mange af forordningerne sig om israelitternes tilværelse dengang. Der er for eksempel regler  angående sygdomme, hygiejne og sanitære forhold. Til trods for at disse love gjaldt et oldtidsfolk, afspejler de en viden om forhold som videnskaben først har fået kendskab til inden for de sidste cirka hundrede år. (3 Mosebog 13:46, 52; 15:4-13; 4 Mosebog 19:11-20; 5 Mosebog 23:12, 13) Man kunne spørge: Hvordan kan det gå til at det gamle Israels love afspejler en viden og en visdom der langt overgår hvad datidens nationer ellers kendte til? Det forklares bedst med at disse love stammede fra Skaberen.

Lovene bidrog også til at bevare slægtslinjerne og foreskrev religiøse pligter som israelitterne skulle overholde indtil afkommet fremstod. Ved at gå ind på alt det Gud bad dem om at gøre, forpligtede de sig til at leve efter denne lov. (5 Mosebog 27:26; 30:17-20) De kunne ganske vist ikke overholde loven til fuldkommenhed, men selv dét tjente et formål. En der havde studeret denne lov, forklarede senere at Loven ’gjorde overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom’. (Galaterne 3:19, 24) Denne lovsamling skilte således israelitterne ud fra andre folk, mindede dem om at de havde behov for det lovede afkom, Messias, og forberedte dem til at tage imod ham.

Da israelitterne var samlet ved Sinaj Bjerg, gik de ind på at adlyde Guds love. Derved indgik de det Bibelen kalder en pagt, det vil sige en overenskomst eller aftale. Denne pagt blev indgået mellem Israels folk og Gud. Men til trods for at israelitterne villigt havde indgået denne pagt, viste de sig at være et stivnakket folk. De fremstillede for eksempel en  guldkalv som et billede af Gud. Dette var en synd, for billeddyrkelse eller afgudsdyrkelse var en direkte overtrædelse af De Ti Bud. (2 Mosebog 20:4-6) Desuden klagede de over maden, gjorde oprør mod den leder Gud havde udnævnt (Moses), og hengav sig til utugt, det vil sige umoralske forhold med fremmede kvinder som dyrkede afguder. Men hvorfor skulle det interessere os, der lever flere tusind år efter Moses’ tid?

Igen må vi sige at der ikke udelukkende er tale om oldtidshistorie. De bibelske beretninger om Israels utaknemmelighed og Guds reaktion herpå viser at han ikke er ligeglad med hvad folk gør. Ifølge Bibelen satte israelitterne Jehova på prøve „gang på gang“, hvilket „sårede“ og „bedrøvede“ ham. (Salme 78:40, 41) Det viser at Skaberen har følelser og er interesseret i hvad mennesker foretager sig.

 Set fra et menneskeligt synspunkt kunne man tro at israelitternes lovovertrædelser ville få Gud til at bringe sin pagt til ophør og måske vælge at opfylde sit løfte gennem en anden nation. Det gjorde han ikke. I stedet straffede han de skamløse overtrædere og viste barmhjertighed mod sit egensindige folk som et hele. På denne måde forblev Gud loyal mod det løfte han havde givet sin trofaste ven Abraham.

Inden længe nærmede israelitterne sig Kana’an, der i Bibelen kaldes det forjættede (eller: lovede) land. Her boede nogle stærke folkeslag som havde en dybt fordærvet moral. Skaberen havde ladet  400 år gå uden at gribe ind over for dem, men nu valgte han med rette at give landet til fortidens Israel. (1 Mosebog 15:16; se også afsnittet „En skinsyg Gud — i hvilken forstand?“ på side 132-33.) Som forberedelse sendte Moses 12 spioner ind i landet. Ti af dem havde ikke tilstrækkelig tro på Jehovas magt til at frelse. Deres rapport fik folket til at knurre mod Gud og lægge planer om at vende tilbage til Ægypten. Det førte til at Gud dømte folket til at vandre i ørkenen i 40 år. — 4 Mosebog 14:1-4, 26-34.

Hvad kom der ud af denne dom? Før sin død tilskyndede Moses israelitterne til at huske disse år hvori Jehova havde ydmyget dem. Moses sagde til folket: „Du véd i dit hjerte at som en mand tugter sin søn, sådan tugtede Jehova din Gud dig.“ (5 Mosebog 8:1-5) Til trods for at deres opførsel havde været en fornærmelse mod Jehova, havde han holdt dem i live og dermed bevist at de var afhængige af ham. For eksempel overlevede de udelukkende fordi han sørgede for at de fik manna, en spiselig substans der smagte som kager med honning. Israelitterne burde have lært meget af deres tid i ørkenen. Den burde have lært dem hvor vigtigt det var at adlyde deres barmhjertige Gud og stole på ham. — 2 Mosebog 16:13-16, 31; 34:6, 7.

Efter at Moses var død, bemyndigede Gud Josua til at lede Israel. Denne tapre og loyale mand førte nationen ind i Kana’an og gav sig modigt i kast med at erobre landet. Inden for en kort periode besejrede Josua 31 konger og tog størstedelen af det forjættede land i besiddelse. Den spændende beretning herom findes i Josuas Bog.

 Herredømme uden en jordisk konge

Under hele ørkenvandringen og i de første år i det forjættede land havde folket Moses og derefter Josua som dets leder. Israelitterne havde ikke brug for en jordisk konge, for Jehova var deres Hersker. Han sørgede for udnævnte ældste der påhørte sager i byportene. De opretholdt ro og orden og ydede åndelig hjælp til folket. (5 Mosebog 16:18; 21:18-20) Ruts Bog giver et interessant indblik i hvordan sådanne ældste behandlede en sag der havde at gøre med loven i Femte Mosebog 25:7-9.

 I årenes løb pådrog israelitterne sig ofte Guds mishag ved gang på gang at være ulydige mod ham og vende sig til kana’anæiske guder. Men når de kom i vanskeligheder og bad Jehova om hjælp, huskede han dem. Han lod befriere der blev kaldt dommere, fremstå for at de kunne føre an når israelitterne skulle udfries og reddes fra undertrykkende nabofolk. Dommerbogen indeholder en levende skildring af 12 af disse modige dommeres bedrifter. — Dommerne 2:11-19; Nehemias 9:27.

 I denne beretning står der: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ (Dommerne 21:25) Folket havde de moralnormer der var blevet fremsat i Moseloven, så med de ældstes hjælp og præsternes undervisning havde israelitterne et grundlag for at ’gøre hvad der var rigtigt i deres egne øjne’ uden at overtræde Guds bud. Desuden skulle der ifølge Moseloven være en teltbolig, det vil sige et transportabelt tempel, hvor der blev bragt ofre. Det dannede centrum for den sande tilbedelse og bidrog til at forene nationen i denne periode.

Anden del — Velstand i kongetiden

Mens Samuel var dommer i Israel, krævede folket en jordisk konge. De tre første konger — Saul, David og Salomon — herskede hver i 40 år, fra 1117 til 997 f.v.t. Israel nåede sit højeste både i velstand og anseelse, og Skaberen tog nogle vigtige skridt som en forberedelse til det lovede afkoms kongedømme.

Som dommer og profet tog Samuel sig godt af Israels åndelige velfærd, men det samme kunne ikke siges om hans sønner. Til sidst sagde folket til Samuel: „Indsæt nu en konge over os til at dømme os, sådan som alle nationerne har.“ Jehova forklarede Samuel hvad dette krav egentlig betød: „Adlyd folkets røst . . ., for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ Jehova forudså de sørgelige konsekvenser af denne udvikling. (1 Samuel 8:1-9) Alligevel gik han ind på folkets krav og udnævnte en beskeden mand ved navn Saul til konge over Israel. Det tegnede lovende i  begyndelsen, men efter at Saul var blevet konge, viste han tendens til egensindighed og overtrådte Guds befalinger. Guds profet erklærede at kongedømmet ville blive overgivet til en mand efter Jehovas hjerte. Det understreger hvor stor betydning Skaberen tillægger lydighed af hjertet. — 1 Samuel 15:22, 23.

David, der blev Israels næste konge, var den yngste søn i en familie af Judas stamme. Om dette overraskende valg sagde Gud til Samuel: „Mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Er det ikke betryggende at Skaberen ser på hvordan vi er inderst inde, og ikke på det ydre? Saul gik imidlertid ikke med til dette. Fra det tidspunkt da Jehova havde udpeget David som den fremtidige konge, var Saul besat af tanken om at rydde ham af vejen. Det forhindrede Jehova dog, og til sidst døde Saul og hans sønner i kamp mod de krigeriske filistre.

David herskede først som konge fra byen Hebron. Derefter indtog han Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad. Han udvidede også Israels grænser indtil landet havde den udstrækning som Gud havde lovet Abrahams efterkommere. Denne og de efterfølgende kongers periode beskrives i seks historiske bøger i Bibelen. * De viser at Davids liv ikke var problemfrit. For eksempel gav han efter for begær og begik ægteskabsbrud med den smukke Batseba, hvorefter han prøvede at dække over sin synd ved  hjælp af andre urette handlinger. Som retfærdighedens Gud kunne Jehova ikke blot lukke øjnene for Davids fejltrin; men fordi David angrede af hjertet, krævede Gud ikke at han fik den straf Loven fastsatte. David ville dog få mange familieproblemer som følge af sine synder.

 Gennem alle disse kriser lærte David Gud at kende som person — som en der har følelser. Han skrev: „Jehova er nær hos alle der kalder på ham . . . og han hører deres råb om hjælp.“ (Salme 145:18-20) Davids oprigtighed og hengivenhed kommer tydeligt til udtryk i de smukke sange han skrev, og som udgør cirka halvdelen af Salmernes Bog. Millioner har fundet trøst og opmuntring i disse digte. Læg mærke til hvordan Davids nære forhold til Gud afspejler sig i Salme 139:1-4: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig. Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig. Du er klar over min tanke på lang afstand. . . . For skønt der ikke er et ord på min tunge, se, ved du, Jehova, det hele.“

David var særlig opmærksom på Guds magt til at frelse. (Salme 20:6; 28:9; 34:7, 9; 37:39) Hver gang han erfarede den, styrkede det hans tillid til Jehova. Det fornemmer man tydeligt i Salme 30:5; 62:8 og 103:9. Det ses også i Salme 51, som David skrev efter at han var blevet irettesat på grund af sin synd med Batseba. Det er dejligt at vide at vi kan udtrykke os frit over for Skaberen, i forvisning om at han ikke er hovmodig, men villig til ydmygt at lytte. (Salme 18:35; 69:33; 86:1-8) Det var ikke kun gennem sine egne erfaringer David havde opnået denne værdsættelse. „Jeg grunder over alt hvad du har gjort,“ skrev han. „Jeg grubler over dine hænders værk.“ — Salme 63:6; 143:5.

Jehova indgik en særlig pagt med David om et evigt rige. David forstod sikkert ikke den fulde betydning af denne pagt; men af det der senere blev nedfældet i Bibelen, kan vi se at det var Guds  hensigt at det lovede afkom skulle fremstå i Davids slægtslinje. — 2 Samuel 7:16.

Den vise kong Salomon og meningen med livet

Davids søn Salomon var berømt for sin visdom, og vi kan få gavn af den ved at læse Ordsprogenes Bog og Prædikerens Bog, der indeholder megen praktisk vejledning. * (1 Kongebog 10:23-25) Sidstnævnte bog er især til gavn for dem der søger efter meningen med livet, ligesom den vise kong Salomon gjorde. Som den første israelitiske konge der var født i en kongelig slægt, havde Salomon uanede muligheder. Han opførte storslåede bygningsværker, havde en imponerende variation af fødevarer på sit bord og glædede sig over musik og gode venner. Alligevel skrev han: „Jeg vendte mig mod alle de værker som mine hænder havde udført, og mod det som jeg havde haft møje med at udføre, og se! alt var tomhed.“ (Prædikeren 2:3-9, 11) Men hvilken konklusion kom han til?

Salomon skrev: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre. For den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ (Prædikeren 12:13, 14) I overensstemmelse hermed gav Salomon sig i kast med at opføre et prægtigt tempel hvor folket kunne tilbede Gud, et projekt der varede syv år. — Første Kongebog, kapitel 6.

I mange år var Salomons herredømme præget af fred og velstand. (1 Kongebog 4:20-25) Det viste sig  imidlertid at hans hjerte ikke var helt med Jehova, sådan som Davids havde været. Salomon tog sig mange fremmede hustruer og tillod at de bøjede hans hjerte mod deres guder. Til sidst sagde Jehova: „Jeg [vil] afgjort rive kongedømmet fra dig . . . Jeg vil give din søn én stamme for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld.“ — 1 Kongebog 11:4, 11-13.

Tredje del — Det delte rige

Efter Salomons død, i 997 f.v.t., løsrev de ti nordlige stammer sig. De dannede riget Israel, som assyrerne erobrede i 740 f.v.t. Kongerne i Jerusalem herskede over to stammer. Dette rige, Juda, bestod indtil babylonierne indtog Jerusalem i 607 f.v.t. og førte indbyggerne i fangenskab. Derefter lå Juda øde i 70 år.

Da Salomon døde, kom hans søn Rehabeam til magten, og han gjorde livet hårdt for folket. Resultatet blev et oprør, og ti stammer løsrev sig og blev til riget Israel. (1 Kongebog 12:1-4, 16-20) Dette nordlige rige holdt imidlertid ikke fast ved den sande Gud. Indbyggerne bøjede sig ofte for afguder i form af guldkalve, eller de hengav sig til andre former for afgudsdyrkelse. Nogle af kongerne blev snigmyrdet, og deres dynastier blev omstyrtet af tronranere. Jehova viste stor overbærenhed. Han sendte gentagne gange profeter for at advare nationen om at det ville ende med en tragedie hvis den fortsatte med sit frafald. Hoseas’ Bog og Amos’ Bog blev skrevet af profeter hvis budskaber hovedsagelig var henvendt til dette nordlige rige. Til sidst, i 740 f.v.t., bragte assyrerne den tragedie over  det nordlige rige som Guds profeter havde forudsagt.

Mod syd herskede 19 konger af Davids hus over Juda frem til 607 f.v.t. Kongerne Asa, Josafat, Ezekias og Josias regerede i deres forfader Davids ånd og vandt Jehovas behag. (1 Kongebog 15:9-11; 2 Kongebog 18:1-7; 22:1, 2; 2 Krønikebog 17:1-6) Mens disse konger regerede, velsignede Jehova folket. I The Englishman’s Critical and Expository Bible Cyclopædia siges der: „Det store bevarende element i J[uda] var templet, præsteskabet og den skrevne lov, alt sammen forordnet af Gud, og det at den eneste sande Gud Jehova blev anerkendt som dets egentlige, teokratiske konge. . . . Denne lydighed mod loven . . . frembragte en række konger, hvoriblandt mange var vise og gode . . . Derfor overlevede J[uda] sin mere folkerige søster mod nord.“ Disse gode konger var et fåtal i forhold til dem der ikke fulgte Davids eksempel, men Jehova sørgede alligevel for at ’hans tjener David alle dage kunne have en lampe foran ham i Jerusalem, den by som Gud havde udvalgt sig for at knytte sit navn dertil’. — 1 Kongebog 11:36.

På vej mod tilintetgørelsen

Manasse var en af de judæiske konger som faldt fra den sande tilbedelse. „Han lod sin søn gå gennem ilden, og han øvede magi og tog varsler og ansatte åndemedier og spåkyndige. Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således.“ (2 Kongebog 21:6, 16) Kong Manasse forledte sine undersåtter til at „handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort“. Efter at  have advaret Manasse og folket gentagne gange erklærede Skaberen: „Jeg vil tørre Jerusalem af, som når man tørrer et fad af.“ — 2 Krønikebog 33:9, 10; 2 Kongebog 21:10-13.

Som en optakt lod Jehova assyrerne tage Manasse til fange og lægge i kobberlænker. (2 Krønikebog 33:11) I sin landflygtighed kom Manasse til fornuft og „ydmygede sig meget over for sine forfædres Gud“. Hvordan reagerede Jehova? „[Gud] hørte hans ydmyge bøn og lod ham vende tilbage til Jerusalem, til sit kongedømme. Således kom Manasse til at erkende at Jehova er den sande Gud.“ Kong Manasse og hans sønnesøn, kong Josias, gennemførte begge nogle stærkt påkrævede reformer. Men dermed blev der ikke sat en varig stopper for folkets omfattende moralske og religiøse fordærv. — 2 Krønikebog 33:1-20; 34:1–35:25; 2 Kongebog, kapitel 22.

Som det er karakteristisk for Jehova, sendte han nidkære profeter til folket for at bekendtgøre hvordan han så på den situation der var ved at udvikle sig. * Jeremias overbragte disse ord fra Jehova: „Lige fra den dag da jeres forfædre gik ud af Ægyptens land og indtil denne dag . . . blev [jeg] ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer, idet jeg sendte dem daglig, igen og igen.“ Men folket hørte ikke på Gud. De handlede værre end deres forfædre! (Jeremias 7:25, 26) Jehova advarede dem gang på  gang fordi „han havde medlidenhed med sit folk“. Men de ville stadig ikke lytte. Så tillod han babylonierne at indtage Jerusalem og lægge landet øde i 607 f.v.t. I 70 år lå det øde hen. — 2 Krønikebog 36:15, 16; Jeremias 25:4-11.

Denne korte gennemgang af hvad Gud har gjort i forbindelse med sit folk, har sikkert hjulpet os til at se at Jehova havde omsorg for det og handlede retfærdigt. Han ventede ikke passivt på at se hvad folket ville gøre, som man kunne forvente hvis han var ligeglad. Han søgte aktivt at hjælpe folket. Man forstår hvorfor Esajas sagde: „Jehova, du er vor Fader. . . . Alle er vi et værk af din hånd.“ (Esajas 64:8) Også i dag kalder mange Skaberen for deres „Fader“, for han handler som en kærlig og interesseret jordisk far ville gøre. Han holder dog fast ved at vi selv må bære ansvaret for vore handlinger og konsekvenserne af dem.

Efter at folket havde været i fangenskab i Babylon i 70 år, opfyldte Jehova Gud sin profeti om at ville genrejse Jerusalem. Israelitterne blev udfriet og fik lov at vende tilbage til deres hjemland for at ’genopbygge Jehovas, Israels Guds, hus, som var i Jerusalem’. (Ezra 1:1-4; Esajas 44:24–45:7) Flere af Bibelens bøger * omhandler denne genoprettelse og genopbygningen af templet samt de begivenheder der fulgte efter. En af disse bøger, Daniels Bog, er særlig interessant fordi den forudsagde nøjagtig hvornår det lovede afkom, Messias, ville fremstå, og endvidere profeterede om udviklingen i verden i vor tid.

 Templet blev med tiden genopbygget, men Jerusalem var i en ynkelig forfatning. Murene og portene lå i ruiner. Gud lod derfor Nehemias og andre fremstå for at opmuntre og organisere jøderne. En bøn som vi kan læse i Nehemias, kapitel 9, giver et indtryk af hvordan Jehova var over for israelitterne. Den viser at Jehova er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. Denne bøn viser også at Jehova handler i overensstemmelse med sine fuldkomne normer for retfærdighed. Selv når han med god grund kan udøve sin magt til at eksekvere en dom, er han parat til at afveje retfærdigheden med kærlighed. At gøre dette på en ligevægtig og god måde kræver visdom. Det er tydeligt at den måde hvorpå Skaberen handlede over for Israels folk, bør drage os nærmere til ham og give os lyst til at gøre hans vilje.

Ved afslutningen af denne del af Bibelen (Det Gamle Testamente) var Juda, med dets tempel i Jerusalem, genrejst, men underlagt hedensk herredømme. Hvordan kunne Guds pagt med David om et „afkom“ der skulle herske „for evigt“, blive opfyldt? (Salme 89:3, 4; 132:11, 12) Jøderne så stadig frem til at „Messias, Føreren,“ skulle udfri Guds folk og oprette et teokratisk (gudsstyret) rige på jorden. (Daniel 9:24, 25) Men var dét Jehovas hensigt? Og hvis ikke, hvordan ville den lovede Messias da udfri folket? Hvilken betydning har det for os i dag? Disse spørgsmål vil blive besvaret i det følgende kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 126, 127]

Kan man tro på miraklerne?

„Det er umuligt at bruge elektrisk lys og radio og udnytte tidens medicinske og kirurgiske opdagelser og samtidig tro på Det Nye Testamentes verden af ånder og mirakler.“ Disse ord af den tyske teolog Rudolf Bultmann afspejler manges mening om mirakler. Mener du det samme om de mirakler der er beskrevet i Bibelen, som for eksempel beretningen om hvordan Gud delte Det Røde Hav?

I Ordbog over det Danske Sprog defineres „mirakel“ som „forhold, der . . . tilskrives overnaturlige (især guddommelige) kræfters indgriben“. Netop fordi et mirakel indebærer en indgriben i naturens orden, er mange utilbøjelige til at tro på mirakler. Men det der kan synes at være en ophævelse af én naturlov, lader sig måske forklare i lyset af andre naturlove.

New Scientist skriver for eksempel at to fysikere ved Tokyos Universitet har placeret et vandret rør der var delvis fyldt med vand, i et meget kraftigt magnetfelt. Vandet løb straks ud i rørets ender, så den midterste del blev tørlagt. Dette fænomen, der blev opdaget i 1994, skyldes at vand er svagt diamagnetisk og frastødes af en magnet. At vand således bevæger sig fra et kraftigt magnetfelt til et svagere, er blevet kaldt Moseseffekten. New Scientist bemærkede: „Det er let nok at flytte vandmasser — hvis man har en tilstrækkelig kraftig magnet. Har man det, kan næsten alt lade sig gøre.“

Der er naturligvis ingen der med sikkerhed kan sige hvilken metode Gud brugte da han delte Det Røde Hav så israelitterne kunne gå over. Men Skaberen kender alle naturlovene til bunds. Han kan med lethed beherske visse aspekter af én naturlov ved at anvende en anden af de love som han selv har fastsat. For mennesker kan resultatet forekomme mirakuløst, især hvis de ikke til fulde forstår de implicerede love.

Om de mirakler der er omtalt i Bibelen, siger Akira Yamada, tidligere professor ved universitetet i Kyoto, Japan: „Mens det er rigtigt at sige at [et mirakel] ikke kan forstås i øjeblikket i lyset af den videnskab man beskæftiger sig med (eller på videnskabens nuværende stade), er det forkert at slutte at det ikke har fundet sted udelukkende fordi man støtter sig til den moderne avancerede fysik eller den moderne avancerede bibelforskning. Om ti år er vore dages moderne videnskab en videnskab af i går. Jo hurtigere de videnskabelige fremskridt sker, jo større er muligheden for at nutidens forskere vil blive skydeskive for vittigheder som ’For ti år siden troede forskerne helt seriøst sådan og sådan’.“ — Gods in the Age of Science.

Som Skaberen, der er i stand til at koordinere alle naturlove, kan Jehova bruge sin magt til at udvirke mirakler.

[Ramme på side 132, 133]

En skinsyg Gud — i hvilken forstand?

„Jehova, hvis navn er Skinsyg, er en skinsyg Gud,“ står der i Anden Mosebog 34:14. Hvad betyder det?

Det hebraiske ord der gengives med „skinsyg“, kan betyde „som kræver udelt hengivenhed, som ikke tåler nogen rivaliseren“. Jehova er skinsyg eller nidkær med hensyn til sit navn og tilbedelsen af ham. Der er tale om at være skinsyg i en positiv betydning, til gavn for hans skabninger. (Ezekiel 39:25) Hans nidkærhed for at indfri det hans navn står for, betyder at han vil gennemføre sin hensigt med menneskene.

Som eksempel kan nævnes hans dom over indbyggerne i Kana’ans land. En bibelforsker har givet denne rystende beskrivelse af dem: „Dyrkelsen af Ba’al, Astarte og andre kana’anæiske guder indbefattede de mest tøjlesløse orgier; deres templer var centre for laster. . . . Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet . . . og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.“ Arkæologer har fundet krukker med resterne af de ofrede børn. Skønt Gud var opmærksom på kana’anæernes brøde på Abrahams tid, tålte han dem i 400 år og gav dem således rigelig tid til at forandre sig. — 1 Mosebog 15:16.

Var kana’anæerne selv klar over hvor alvorlig deres brøde var? Ja, ligesom alle andre havde de en samvittighed, der af jurister anerkendes som et universelt grundlag for moral og retsfølelse. (Romerne 2:12-15) Alligevel fortsatte kana’anæerne med deres afskyelige børneofringer og fordærvede seksuelle udskejelser.

I sin ligevægtige retfærdighed besluttede Jehova at landet måtte renses. Der var ikke tale om folkemord. Kana’anæerne, både enkeltpersoner som Rahab og hele grupper som gibeonitterne, der frivilligt antog Guds høje moralnormer, blev skånet. (Josua 6:25; 9:3-15) Rahab blev en af stammødrene i den kongelige slægtslinje som førte frem til Messias, og efterkommere af gibeonitterne fik det privilegium at tjene ved Jehovas tempel. — Josua 9:27; Ezra 8:20; Mattæus 1:1, 5-16.

Når man søger at få hele billedet i alle enkeltheder, dannet på grundlag af kendsgerninger, er det lettere at se Jehova som en beundringsværdig og retfærdig Gud, en Gud som er skinsyg i en god betydning, det vil sige på en måde der er til gavn for hans trofaste skabninger.

[Illustration på side 123]

Skaberen udfriede et folk der var i trældom og brugte det i gennemførelsen af sin hensigt

[Illustration på side 129]

Ved Sinaj Bjerg indgik Israels folk en pagt med Skaberen

[Illustration på side 130]

Ved at overholde Skaberens uforlignelige love fik hans folk mulighed for at komme ind i det forjættede land

[Illustration på side 136]

Det er muligt at besøge det område syd for Jerusalems mur hvor kong David havde sin hovedstad