I 1948 begyndte min kone, Paula, min datter og jeg at komme til Jehovas Vidners møder i Blanco Arriba. Vi måtte gå 40 kilometer hver gang, men vi gik aldrig glip af et eneste møde. Den 3. januar 1949 blev Paula og jeg døbt.

Seks måneder senere blev nogle fra vores menighed arresteret og idømt tre måneders fængsel. Vi måtte sove på gulvet og fik kun ét måltid om dagen – grønne bananer og te. Da vi blev løsladt, blev vi truet af nogle embedsmænd, og de regnede så med at vi ville holde op med at forkynde. Men da vi kom hjem, genoptog vi i al hemmelighed forkyndelsesarbejdet og holdt møder i smug. Fordi agenter der arbejdede for regeringen, hele tiden overvågede os, mødtes vi i private hjem, i kaffeplantager eller på gårde. I stedet for at mødes det samme sted hver gang meddelte vi ved slutningen af hvert møde hvor det næste ville blive holdt.  Når vi forkyndte, gjorde vi det altid alene, iført arbejdstøj og uden litteratur eller bibel. Men i årene 1949 til 1959 røg jeg alligevel ind og ud af syv forskellige fængsler og afsonede fængselsdomme på tre til seks måneder hver gang.

Jeg måtte være utrolig forsigtig fordi nogle af dem der forfulgte mig, var mine egne slægtninge. For at skjule mig overnattede jeg i bjergene eller på en gård, men nogle gange blev jeg alligevel fanget. I forbindelse med en af mine anholdelser blev jeg sendt til fængslet La Victoria i Ciudad Trujillo hvor der var 50 til 60 personer i hver celle. Der fik vi to måltider om dagen – majsgrød om morgenen og en lille portion ris med bønner til middag. Alle Jehovas Vidner forkyndte selvfølgelig for de andre indsatte, og vi holdt regelmæssigt vores møder som foregik ved at vi citerede skriftsteder ud fra hukommelsen og fortalte erfaringer fra forkyndelsen.

Den sidste gang jeg var i fængsel, slog en soldat mig i hovedet og på mine ribben med sin geværkolbe. Det og andre former for mishandling gav mig fysiske men som jeg stadig kæmper med i dag, men disse prøvelser styrkede mig i min tro, udholdenhed og beslutning om at tjene Jehova.

Nu, i en alder af 96, virker jeg som menighedstjener. Da jeg ikke længere er i stand til at gå særlig langt, sidder jeg ude foran mit hus og forkynder for alle dem der kommer forbi. For mig er håbet om Riget ikke blot en drøm, men en realitet, og jeg har forkyndt om det i mere end 60 år. Den nye verden er lige så virkelig for mig nu som første gang jeg hørte budskabet om Riget. *