Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

Den katolske kirke og Trujillo

Den katolske kirke og Trujillo

HVILKET forhold havde Trujillo til den katolske kirke? En politisk analytiker forklarer: “Under det lange Trujillo-regime, fra 1930 til 1961, støttede kirken og staten op om hinanden; diktatoren gav kirken nogle særlige fordele, og kirken støttede så til gengæld hans regime.”

I 1954 rejste Trujillo til Rom og underskrev et konkordat med paven. Trujillos tidligere fortrolige, Germán Ornes, skrev: “Eftersom den dominikanske kirke yder Trujillo en overvældende opbakning, har [det] været en stor kilde til støtte for ‘Lederen’ [Trujillo]. Anført af ærkebiskopperne Ricardo Pittini og Octavio Beras er præsterne blandt de største propagandister for regimet.”

Ornes fortalte videre: “Ved enhver given lejlighed sender paven varme hilsner til Trujillo. ... I 1956 afholdtes en katolsk kulturkongres i Ciudad Trujillo, betalt af [Trujillo], og her medbragte kardinal Francis Spellman som pavens repræsentant en hjertelig hilsen. Kardinal Spellman rejste dertil fra New York og blev modtaget i triumf af Generalissimus [Trujillo] i egen person. Dagen efter var deres varmhjertede omfavnelser på forsiderne af alle dominikanske aviser.”

I 1960 skrev Time Magazine: “Indtil nu er kirken og Trujillo kommet godt ud af det med hinanden. Ricardo Pittini, ærkebiskoppen af Amerika, er nu 83 år og blind, men for fire år siden underskrev han et brev til New York Times hvor han roste Trujillo og sagde at ‘denne “diktator” er elsket og agtet af sit folk.’”

Men efter tre årtier hvor den katolske kirke loyalt havde støttet Trujillos brutale diktatur, begyndte den nu at ændre standpunkt efterhånden som den politiske situation ændrede sig. Analytikeren forklarer: “Da modstanden mod diktaturet voksede, og da man senere forsøgte at indføre demokrati i landet, var kirken, der længe havde været på utrolig god fod med Trujillo, tvunget til at ændre sit standpunkt.”

I 2011 var kirken til sidst tvunget til at undskylde over for det dominikanske folk. I et hyrdebrev der blev citeret i avisen Dominican Today, stod der: “Vi indrømmer at vi har begået nogle fejl, og at vi ikke altid har levet op til vores tro, kaldelse og ansvar. Derfor beder vi om tilgivelse, og vi bønfalder alle dominikanere om at vise forståelse og overbærenhed.”