Med tiden ankom der flere missionærer, deriblandt Pete Paschal, Amos og Barbara Parker, Richard og Belva Stoddard, der havde tjent i Bolivia, og Jesse og Lynn Cantwell fra Colombia. Missionærerne satte yderligere skub i forkyndelsesarbejdet. I 1973 var der for alvor gang i bibelundervisningsarbejdet i byerne i Den Dominikanske Republik, men den gode nyhed var endnu ikke nået ud til de afsidesliggende områder. Derfor gjorde man nogle tiltag for at sørge for landbefolkningens åndelige behov. Da man søgte efter nogle der ville bruge to måneder på at forkynde ude på landet, var der 19 pionerer der meldte sig. Mellem december 1973 og januar 1977 fik nogle grupper af pionerer tildelt distrikter hvor der kun var forkyndt meget lidt, eller hvor der slet ikke var forkyndt.

En pioner der deltog i dette særlige arbejde, fortæller: “Efter at vi havde brugt en dag på at tale med folk om Bibelens budskab og efterladt litteratur hos nogle af dem, brugte vi endnu en dag på at komme igen hos dem der havde vist interesse. Folk på landet var fattige, så vi byttede publikationerne med kyllinger, æg og frugt. Takket være Jehova kom vi aldrig til at sulte.” For mange var det første gang i deres liv at de hørte Bibelen blive læst op for sig. I nogle tilfælde havde præsterne  fortalt folk at Jehova er Djævelen. Hvor blev de overraskede når de læste skriftsteder som Salme 83:18: “Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.” Nogle steder var der så stor interesse at man organiserede offentlige møder.

I september 1979 ankom Abigail Pérez og hans kone, Georgina, til landet som missionærer. De fik til opgave at være i kredstjenesten. Senere, i 1987, ankom gileadmissionærerne Tom og Shirley Dean for at hjælpe til i forkyndelsen. Distriktet havde også gavn af de mange særlige heltidstjenere der kom fra Puerto Rico. I august 1988 blev Reiner og Jeanne Thompson sendt til Den Dominikanske Republik, deres femte missionærdistrikt.

I 1989 var det gennemsnitlige antal forkyndere steget til 11.081, og det var tydeligt at der var potentiale for fremtidig vækst, for der blev rapporteret 20.494 bibelstudier. Men denne store vækst gav nogle udfordringer. For eksempel havde det eksisterende afdelingskontor tjent sit formål godt, men sidst i 1980’erne kunne det ikke længere dække behovet. Reiner Thompson fortæller: “Det var så overfyldt at det blev nødvendigt at finde boliger og benytte lagerbygninger i forskellige dele af byen.”

“Det viste sig at være svært at finde en passende byggegrund til det nye afdelingskontor,” fortsætter Reiner. “Så blev vi kontaktet af en forretningsmand der havde hørt at vi ledte efter en grund. Han fortalte at han ville sælge et godt stykke jord, men kun til Jehovas Vidner.  Tidligere havde han ejet en stor tøjfabrik, og hans sekretær og flere andre af de ansatte var Jehovas Vidner. Han havde lagt mærke til deres usædvanlige ærlighed og gode adfærd og var meget imponeret. På grund af sin store respekt for Jehovas Vidner tilbød han dem grunden til en særlig lav pris.” Grunden blev købt i december 1988, og senere erhvervede man sig tre tilstødende jordstykker. I alt er grunden som Afdelingskontoret og stævnehallen ligger på, cirka 89.000 kvadratmeter.

Hundreder af lokale og internationale frivillige hjalp med opførelsen af det nye afdelingskontor og stævnehallen. Bygningerne blev indviet i november 1996, og Carey Barber, Theodore Jaracz og Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd kom og var med ved indvielsen om lørdagen. Dagen efter var der arrangeret et særligt program på to af landets største stadioner, og mere end 10.000 gæster blev vist rundt på det nye afdelingskontor.

Jehovas Vidners historie i Den Dominikanske Republik ville være ufuldstændig hvis ikke man fortalte om det store antal der er rejst til landet for at tjene hvor behovet er større. Sidst i 1980’erne hørte mange om den åndeligt frugtbare mark hvor man kunne lede mange bibelstudier, og det motiverede dem til at flytte til landet for at efterleve ordene “kom over til Makedonien”. (Apg. 16:9) Disse forkyndere fortalte andre om de glæder de oplevede i høstarbejdet i Den Dominikanske Republik. Det resulterede i at tilflytningen virkelig tog fart i 1990’erne.

Stevan og Miriam Nørager fra Danmark har for eksempel tjent i Den Dominikanske Republik siden 2001.  Inden da havde Miriam tjent i landet i halvandet år sammen med sin søster. Hvad motiverede parret til at flytte til et fjernt land med en anden kultur og et andet sprog? Miriam siger: “Vi kommer begge fra åndeligt stærke familier, og vores forældre tjente som specialpionerer i deres unge dage og som almindelige pionerer efter at de havde fået børn. Vores forældre har altid opmuntret os til at gøre alt hvad vi kan i heltidstjenesten for Jehova.”

Stevan og Miriam har været specialpionerer siden 2006 og har hjulpet mange til at lære sandheden at kende. “Vi har fået rigtig mange velsignelser,” siger Stevan. “Uanset hvilke udfordringer eller helbredsproblemer vi har haft, er de intet i forhold til vores fantastiske oplevelser og glæden ved at hjælpe oprigtige  mennesker til at lære Jehova at kende og at elske ham. Vi har også fået en stor familie af kærlige venner. At tjene i Den Dominikanske Republik har lært os ydmyghed og tålmodighed, og det at leve et enkelt liv har styrket vores tro på og tillid til Jehova.”

Jennifer Joy er en af de mange ugifte søstre fra andre lande der forkynder i Den Dominikanske Republik. Da Jennifer i 1992 kom for at besøge sin moster, Edith White, der i mange år havde været missionær, fik hun gode resultater i tjenesten. Hun mødte også andre søstre der var rejst ud for at tjene hvor behovet var større. Jennifer siger: “Jeg var genert og usikker på mig  selv. Men jeg tænkte: ‘Hvis de kan gøre det, så kan jeg måske også.’”

Til at begynde med planlagde Jennifer at være der i et år, men årene gik, og hun har nu tjent i Den Dominikanske Republik i mere end 20 år. Hun har hjulpet mange af dem hun studerer Bibelen med, til at blive tjenere for Jehova. Jennifer glæder sig over at have været med til at fremme forkyndelsen på tegnsprog i landet, og hun har også hjulpet med at forberede pensummet til sprogkurser.

Hvordan klarer Jennifer sig økonomisk? Hun forklarer: “Jeg tager tilbage til Canada i nogle få måneder hvert år for at arbejde. Gennem årene har jeg arbejdet med meget forskelligt, for eksempel fremkaldelse af film, fotografering, malerarbejde, kontorrengøring, fremstilling af pandelamper og fremstilling af tæpper. Jeg har også arbejdet som turistguide, rejsearrangør, engelsklærer og tolk.” Jennifer sammenligner sin situation med israelitternes da de befandt sig i ørkenen. “De levede af hver udtalelse der kom fra Jehovas mund,” siger hun. “Jehova lovede at han ville tage sig af dem, og det gjorde han. De fik mad hver dag, og deres tøj og sandaler blev ikke slidt. (5 Mos. 8:3, 4) Jehova lover at han også vil tage sig af os. (Matt. 6:33) Han har taget sig af mig indtil nu, så hvorfor skulle jeg tvivle på at han vil tage sig af mig næste år?”

Omkring 1.000 selvopofrende forkyndere er kommet til fra så forskellige steder som Japan, Polen, Puerto Rico, Rusland, Spanien, Sverige, Taiwan, USA og Østrig.  Brødre og søstre af 30 forskellige nationaliteter der er rejst ud hvor behovet er større, tjener i engelske, italienske, kinesiske, kreol-haitianske, russiske og spanske menigheder, samt tegnsprogsmenigheder (ASL). De har sagt ligesom apostlen Peter: “Se! Vi har forladt alle ting og har fulgt dig.” – Mark. 10:28.