Den lille pige gemte sig på sikker afstand mens hun stirrede intenst ind mellem sivene. Vandet i Nilen gled langsomt forbi. Hun var musestille, og hendes muskler sitrede af spænding. Selvom luften var fuld af summende insekter og tiden føltes uendelig, ventede hun og blev ved med at holde vagt. Hvad var det hun kiggede efter? En vandtæt kurv som var gemt mellem sivene, og i den lå hendes spæde lillebror. Når hun tænkte på at han lå der, helt alene og hjælpeløs, skar det hende i hjertet. Men hun vidste at hendes forældre havde taget den rigtige beslutning – det var hendes lillebrors eneste chance for at overleve!

 Pigen viste at hun var meget modig, og om lidt ville hun få brug for endnu mere mod. I hendes hjerte voksede også en anden smuk egenskab, nemlig tro. Denne egenskab ville meget snart vise sig i handling, og den ville komme til at forme hende resten af livet. Mange år senere ville hun som ældre kvinde klare sig gennem turbulente tider på grund af sin stærke tro. Og troen ville også blive hendes redning i en situation i fremtiden hvor hun kom til at begå en alvorlig fejl. Hvem var denne pige? Og hvad kan vi lære af hendes tro?

 Bibelen siger ikke hvad pigen hed, men vi er ikke i tvivl om hvem hun var. Det var Mirjam. Hendes forældre var Amram og Jokebed, der var hebraiske slaver i Egypten, og hun var familiens ældste barn. (4. Mosebog 26:59) Hendes lillebror fik senere navnet Moses. Hendes anden lillebror, Aron, var omkring tre år da episoden ved Nilen fandt sted. Vi ved ikke helt hvor gammel Mirjam var, men hun var efter al sandsynlighed under ti år.

 Mirjam voksede op i en mørk tid. Egypterne betragtede det folk hun tilhørte, som en stor trussel og undertrykte derfor hebræerne og brugte dem som slaver. Men hebræerne overlevede den hårde behandling og blev flere og flere, så egypterne tyede til en endnu mere ondskabsfuld plan: Farao udstedte en ordre om at alle hebræernes nyfødte drenge skulle slås ihjel så snart de blev født. Men to jordemødre, Shifra og Pua, var modige nok til i al hemmelighed at gå direkte imod Faraos ordre, og Mirjam har helt sikkert hørt om deres stærke tro. – 2. Mosebog 1:8-22.

 Mirjam lagde også mærke til sine forældres tro. Da Jokebed havde født sit tredje barn, holdt hun og Amram deres smukke lille søn skjult i de første tre måneder af hans liv. De blev ikke grebet af en sygelig angst der fik dem til at adlyde kongen og skaffe sig af med deres barn. (Hebræerne 11:23) Men det er ikke let at skjule et spædbarn, og snart stod de over for et meget smertefuldt valg. Jokebed vidste at hun var nødt til at efterlade drengen et sted hvor der var en chance for at nogen ville finde ham, nogen som kunne beskytte ham og tage ham til sig. Forestil dig hvordan hun må have bedt intenst til Gud mens hun lavede en kurv af papyrus som hun gjorde vandtæt med tjære og beg, for derefter at sætte sit elskede barn ud på Nilen i den! Hun gav sikkert Mirjam besked på at blive i nærheden og holde øje med hvad der skete. – 2. Mosebog 2:1-4.

 Nu kunne Mirjam ikke gøre andet end at vente. Men pludselig skete der noget. En gruppe egyptiske kvinder nærmede sig. Og det var ikke hvem som helst. Det var Faraos datter og hendes hofdamer der kom for at bade i Nilen. Det var måske ikke lige dét Mirjam havde regnet med. Ville det ikke være for meget at håbe på at Faraos egen datter ville gå imod sin fars ordre og beskytte og hjælpe den lille hebraiske dreng? Hvor må Mirjam have bedt indtrængende til Jehova lige der!

 Det var Faraos datter der først fik øje på kurven mellem sivene, og hun sendte sin trælkvinde ud for at hente den. Beretningen fortæller hvad prinsessen gjorde: “Hun åbnede den og så barnet, og drengen græd.” Hun forstod med det samme hvad der var sket: En hebraisk mor forsøgte at redde sit barns liv. Da hun så den smukke baby, blev hun rørt og fyldt med medlidenhed. (2. Mosebog 2:5, 6) Den lille opmærksomme Mirjam har sikkert kunnet se medfølelsen i kvindens ansigt. Hun vidste at det var nu hun skulle tage mod til sig, at det var nu hendes tro på Jehova skulle vises i handling! Beslutsomt gik hun hen mod prinsessen og hendes hofdamer.

 Det er ikke til at vide hvordan en lille pige der var datter af hebraiske slaver, normalt ville være blevet behandlet hvis hun var så frimodig at henvende sig til en fra kongefamilien. Ikke desto mindre gik Mirjam hen til prinsessen og stillede hende et meget direkte spørgsmål: “Skal jeg finde en kvinde blandt hebræerne der kan amme barnet for dig?” Det var det helt rigtige spørgsmål at stille. Faraos datter var godt klar over at hun ikke selv ville kunne amme et barn. Måske tænkte hun også at det ville være mindre opsigtsvækkende hvis drengen blev ammet af en kvinde fra sit eget folk. Senere kunne hun så tage ham til sig som sin adoptivsøn og sørge for hans opdragelse og uddannelse. Mirjam må have haft svært ved at være i sig selv af glæde da prinsessen straks sagde: “Gør det!” – 2. Mosebog 2:7, 8.

 Mirjam var næsten ved at falde over sine egne ben da hun skyndte sig hjem til sine nervøse forældre. Forestil dig hvordan ordene må have strømmet ud af hendes mund mens hun fortalte sin mor hvad der var sket. Jokebed var overbevist om at det her var noget Jehova stod bag, og fulgte med Mirjam tilbage til Faraos datter. Det må have været svært for hende at skjule sin glæde og lettelse da prinsessen gav hende ordren: “Tag drengen med dig og am ham for mig. Jeg vil betale dig for det.” – 2. Mosebog 2:9.

 Den dag lærte Mirjam meget om sin Gud, Jehova. Hun lærte at han har omsorg for sine tjenere og lytter til deres bønner. Og hun lærte også at det ikke kun er voksne, og heller ikke kun mænd, der kan vise mod og tro. Jehova lytter til alle dem der tjener ham loyalt. (Salme 65:2) Det er noget alle vi der lever i dag – unge og gamle, mænd og kvinder – må huske på i de her svære tider.

 Jokebed ammede drengen og tog sig kærligt af ham. Det er let at forestille sig at Mirjam blev meget knyttet til sin lillebror som hun hjalp med at redde. Måske har hun været med til at lære ham at snakke, og hun er sikkert blevet jublende glad første gang hun hørte ham sige navnet på deres Gud, Jehova. Da han blev ældre, kom tiden hvor han skulle afleveres hos prinsessen. (2. Mosebog 2:10) Det må have været utroligt hårdt for hele familien. Drengen fik navnet Moses af Faraos datter, og Mirjam må have været spændt på hvilken mand han ville ende med at blive. Ville han blive ved med at elske Jehova selvom han voksede op i den egyptiske kongefamilie?

 Med tiden blev det tydeligt hvad svaret på det spørgsmål var. Mange år senere må Mirjam have været ved at revne af stolthed over sin lillebror, der var blevet en voksen mand som valgte at tjene sin Gud i stedet for at udnytte de gyldne muligheder han havde som en del af den royale familie. Da Moses var 40 år gammel, stillede han sig aktivt på sit folks side. Han slog en egypter ihjel fordi han havde set ham slå en hebraisk slave. Af frygt for sit eget liv flygtede Moses nu ud af Egypten. – 2. Mosebog 2:11-15; Apostlenes Gerninger 7:23-29; Hebræerne 11:24-26.

 Det er muligt at Mirjam ikke hørte mere til sin lillebror i de næste fyrre år, hvor han som fårehyrde levede langt væk fra civilisationen i landet Midjan. (2. Mosebog 3:1; Apostlenes Gerninger 7:29, 30) Mirjam var nu ved at være gammel, og selvom hun hele livet havde set sit folk få det værre og værre, var hun ikke blevet utålmodig men holdt trofast ud.

 Mirjam var højst sandsynligt langt oppe i firserne da Moses vendte tilbage. Gud havde sendt ham for at befri hans folk. Aron fik rollen som Moses’ talsmand, og sammen trådte Mirjams to brødre frem for Farao og anmodede ham om at sende Guds folk bort. Mirjam har sikkert gjort sit bedste for at støtte og opmuntre dem hver gang Farao afviste dem og de skulle tilbage og advare om den næste plage Jehova ville sende over egypterne. Endelig, efter den tiende og sidste plage, hvor alle egypternes førstefødte sønner døde, kunne hele Israels folk forlade landet. Forestil dig hvordan Mirjam utrætteligt har hjulpet sit folk under deres lange vandring med Moses som anfører. – 2. Mosebog 4:14-16, 27-31; 7:1 – 12:51.

 Senere, da israelitterne var fanget mellem Det Røde Hav og den egyptiske hær, så Mirjam sin bror Moses stå foran havet og løfte sin stav. Havet delte sig i to! Mens Moses førte folket sikkert over den tørre havbund, må Mirjam have mærket hvordan troen inden i hende blev stærkere end nogensinde før. Hun tjente en Gud der kunne gøre alt, en Gud der kunne opfylde et hvilket som helst løfte. – 2. Mosebog 14:1-31.

 Da folket var kommet uskadt over på den anden side og havets bølger væltede ned over Farao og hans hær, forstod Mirjam at Jehova var stærkere end den mægtigste hær i verden. Den ærefrygtindgydende oplevelse fik folket til at bryde ud i sang for Jehova. Og Mirjam, der ledte et kor af kvinder, svarede mændene i vekselsang med ordene: “Syng for Jehova, for han er blevet højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han kastet i havet.” – 2. Mosebog 15:20, 21; Salme 136:15.

 Det var et af de helt store højdepunkter i Mirjams liv, en oplevelse hun aldrig ville glemme. På dette tidspunkt i beretningen bliver hun som den første kvinde i Bibelen omtalt som profetinde. Mirjam var en ud af meget få kvinder der tjente Jehova på denne særlige måde. – Dommerne 4:4; 2. Kongebog 22:14; Esajas 8:3; Lukas 2:36.

 Gennem beretningen om Mirjam bliver vi mindet om at Jehova betragter os og spejder efter muligheder for at belønne os for vores ydmyge indsats, vores tålmodighed og vores oprigtige ønske om at tjene ham. Uanset hvem vi er, om vi er unge eller gamle, mænd eller kvinder, kan vi have en urokkelig tro på Jehova. En sådan tro glæder Jehova – han vil aldrig glemme det gode vi gør, og han vil belønne os. (Hebræerne 6:10; 11:6) Det er en stærk motivation til at efterligne Mirjams tro!

 Privilegier og særlige opgaver kan være forbundet med velsignelser – men også med farer. I perioden efter at israelitterne var blevet befriet fra slaveriet, var Mirjam sikkert den mest fremtrædende kvinde blandt folket. Ville hendes position gøre hende stolt eller give hende for høje ambitioner? (Ordsprogene 16:18) For en tid var det desværre det der skete.

 Nogle måneder efter udvandringen fra Egypten tog Moses imod en gruppe der kom langvejsfra. Det var hans svigerfar, Jetro, der kom med Moses’ hustru, Sippora, og deres to sønner. Moses var blevet gift med hende på et tidspunkt i løbet af de 40 år han var i Midjan. Tidligere var Sippora taget hjem til sin familie i Midjan, måske for at besøge dem, og nu tog hendes far hende med til Israels lejr. (2. Mosebog 18:1-5) Folket må have været på den anden ende over deres ankomst! De var sikkert spændte på at se den kvinde der var gift med manden som Gud havde udvalgt til at føre dem.

 Var Mirjam også begejstret for at se Sippora? Måske til at begynde med. Men det lader til at hun på et tidspunkt gav efter for stolthed. Det kan være at hun følte sig truet af Sipporas tilstedeværelse og var bange for at miste rollen som den mest fremtrædende kvinde blandt folket. I hvert fald begyndte Mirjam og Aron at sætte negativ snak i omløb. Som det desværre ofte sker med den slags, udviklede snakken sig hurtigt og blev bitter og ondskabsfuld. I starten var det Sippora det gik ud over – de brokkede sig over at hun var kushit i stedet for israelit. a Men så eskalerede det for dem så de også begyndte at kritisere Moses. De sagde: “Har Jehova kun talt gennem Moses? Har han ikke også talt gennem os?” – 4. Mosebog 12:1, 2.

 Ud fra de ord kan vi se at der var ved at udvikle sig giftige følelser i Mirjam og Arons hjerte. De var utilfredse med den måde Jehova brugte Moses på, og ønskede selv at få større indflydelse og magt. Var Moses da en stolt og magtsyg leder? Han havde selvfølgelig sine fejl, men det var i hvert fald ikke stolthed og selviske ambitioner der prægede hans personlighed. Bibelen siger om ham: “Moses var en meget ydmyg mand, det mest ydmyge af alle mennesker på jorden.” Det er tydeligt at Mirjam og Aron var gået langt over stregen, og de var selv i fare. Beretningen siger nemlig at Jehova lyttede med og hørte alt hvad de talte om. – 4. Mosebog 12:2, 3.

 Pludselig bad Jehova de tre søskende om at komme ud til mødeteltet. Jehova var steget ned i skysøjlen og havde stillet sig ved indgangen til teltet. Så talte han til dem. Han irettesatte Mirjam og Aron og mindede dem om det helt særlige forhold han havde til Moses, og om det store ansvar han havde betroet netop ham. “Hvorfor,” spurgte Jehova, “var I ikke bange for at kritisere min tjener Moses?” Forestil dig hvor rædselsslagne Mirjam og Aron må være blevet! Jehova betragtede deres manglende respekt for Moses som manglende respekt for ham. – 4. Mosebog 12:4-8.

 Det tyder på at Mirjam var den der havde støbt kuglerne, og at hun havde påvirket sin lillebror Aron til også at være kritisk over for deres svigerinde. Det forklarer hvorfor det kun var Mirjam der blev straffet. Jehova ramte hende med spedalskhed, en forfærdelig sygdom der gjorde at hendes hud blev “hvid som sne”. Med det samme indrømmede Aron deres fejl og tryglede indtrængende sin bror, Moses, om at gå i forbøn for Mirjam. Han sagde: “Det vi gjorde, var virkelig tåbeligt.” Ydmyg som han var, råbte Moses til Jehova og sagde: “Gud, jeg beder dig! Vil du ikke nok helbrede hende?” (4. Mosebog 12:9-13) De to brødres inderlige måde at reagere på viser at de elskede deres storesøster meget højt, trods hendes svagheder.

 Jehova viste den angrende Mirjam barmhjertighed og helbredte hende. Men han forlangte at hun skulle sættes i karantæne uden for lejren i syv dage. Det må virkelig have været ydmygende for Mirjam at adlyde ordren og forlade lejren på den måde. Men det der reddede hende, var hendes tro. I sit hjerte vidste hun at hendes Far, Jehova, var retfærdig, og at han irettesatte hende fordi han elskede hende. Så hun gjorde som hun fik besked på. Hele lejren måtte vente mens Mirjam tilbragte syv dage i total ensomhed. Og nu kom hendes tro igen til udtryk – denne gang ved at hun ydmygt vendte tilbage til lejren da karantænen var ovre. – 4. Mosebog 12:14, 15.

 Jehova retleder dem han elsker. (Hebræerne 12:5, 6) Han elskede Mirjam alt for højt til at lade hendes stolthed ødelægge hende. Retledningen gjorde ondt, men samtidig reddede den hende. Fordi Mirjam ydmygt lod sig korrigere af Jehova, fik hun igen et godt forhold til ham. Hun blev sandsynligvis omkring 130 år gammel, og hun døde i Kadesh i Zins ørken da israelitternes vandring var næsten slut. b (4. Mosebog 20:1) Flere hundrede år senere nævnte Jehova kærligt Mirjams trofaste tjeneste da han gennem profeten Mika sagde til sit folk: “Jeg ... købte dig fri fra slavehuset. Jeg sendte Moses, Aron og Mirjam til dig.” – Mika 6:4.

 Hvor kan vi lære meget af at betragte Mirjams liv. Vi må tage os af de svage og hjælpeløse og modigt stå op for det der er rigtigt, sådan som hun gjorde da hun var barn. (Jakob 1:27) Ligesom hende må vi begejstret dele det vi ved om Gud, med andre. (Romerne 10:15) Ligesom hende må vi lære at bekæmpe giftige følelser som jalousi og bitterhed. (Ordsprogene 14:30) Og ligesom hende må vi ydmygt tage imod retledning fra Jehova. (Hebræerne 12:5) Når vi gør det, efterligner vi Mirjams stærke tro!