Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | ÆGTESKABET

Find den rette plads til jeres mobile enheder

Find den rette plads til jeres mobile enheder

 Mobile enheder kan enten styrke et ægteskab eller svække det. Hvordan påvirker de dit ægteskab?

 Hvad du må vide

  •   Når man bruger mobile enheder på en god måde, kan det styrke et ægteskab. Nogle ægtefæller bruger dem for eksempel til at kommunikere med hinanden i løbet af dagen.

     “En lille sms hvor der står ‘Jeg elsker dig’ eller ‘Jeg tænker på dig’, kan betyde rigtig meget.” – Jonathan.

  •   Når man bruger mobile enheder på en dårlig måde, kan det svække et ægteskab. Nogle bruger for eksempel deres enhed uafbrudt, hvilket stjæler den tid og opmærksomhed som deres ægtefælle skulle have haft.

     “Jeg er sikker på at der har været tidspunkter hvor min mand ville have haft mere lyst til at tale med mig hvis ikke jeg havde siddet med næsen i min telefon.” – Julissa.

  •   Nogle mener at de sagtens kan have en dyb samtale med deres ægtefælle samtidig med at de bruger deres elektroniske enhed. Men ifølge sociolog Sherry Turkle hører det netop ind under “myten om multitasking”. Den såkaldte evne til at multitaske er altså ikke ligefrem noget positivt. Hun siger at “jo flere ting vi gør på én gang, jo mere sjusket udfører vi dem”. a

     “Jeg synes det er dejligt at snakke med min mand, men ikke når han multitasker. Når han gør det, føler jeg at han egentlig hellere bare vil være alene med sin enhed.” – Sarah.

 Pointen: Mobile enheder kan enten have en positiv eller negativ effekt på dit ægteskab.

 Hvad du kan gøre

 Prioritér rigtigt. Bibelen siger: ‘Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste.’ (Filipperne 1:10) Spørg dig selv: ‘Bruger min ægtefælle og jeg tid på vores enheder som vi egentlig burde bruge på hinanden?’

 “Det er virkelig trist at se en mand og en kvinde sidde med deres telefoner når de er ude at spise – to mennesker der er klistret til deres enheder. Vi ønsker ikke at blive så afhængige af vores enheder at vi glemmer hvad der er vigtigst, nemlig vores forhold.” – Matthew.

 Sæt grænser. Bibelen siger: ‘Pas omhyggeligt på hvordan I lever, at det ikke er som uvise men som vise mennesker. Brug jeres tid klogt.’ (Efeserne 5:15, 16) Spørg dig selv: ‘Kunne jeg have et fast tidspunkt til at læse og svare på beskeder der ikke haster, i stedet for bare per automatik at gribe telefonen og svare på alle beskeder så snart de tikker ind?’

 “For mig har det været godt at sætte min telefon på lydløs og så besvare beskeder på et andet og mere passende tidspunkt. Det er altså sjældent at et opkald, en sms eller en e-mail er så akut at man absolut skal svare med det samme.” – Jonathan.

 Undgå at tage dit arbejde med hjem. Bibelen siger: “Der er en fastsat tid til alt.” (Prædikeren 3:1) Stil dig selv disse spørgsmål: ‘Trænger mit job sig ind på mit familieliv på grund af min smartphone? Hvis ja, hvordan påvirker det så mit ægteskab? Hvad ville min ægtefælle svare til det?’

 “På grund af den teknologiske udvikling har vi mulighed for at arbejde på alle tider af døgnet. Jeg gør en bevidst indsats for ikke hele tiden at tjekke min telefon og lave arbejdsrelaterede ting mens jeg er sammen med min kone.” – Matthew.

 Tal med din ægtefælle om jeres brug af elektroniske enheder. Bibelen siger: “Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.” (1. Korinther 10:24) Tal med din ægtefælle om hvordan I hver især bruger jeres enheder, og hvilke ændringer I eventuelt skal foretage. I kan komme godt i gang ved hjælp af Forslag til hvordan I kan tale om det i artiklen her.

 “Min mand og jeg er meget ærlige over for hinanden, og vi siger til hvis vi synes den anden bruger for meget tid på sin telefon eller tablet. Vi erkender begge at det kan være et problem, så vi sørger for at tage hensyn til den andens mening.” – Danielle.

 Pointen: Sørg for at det er dig der bestemmer over din enhed, og ikke den der bestemmer over dig.

a Fra bogen Reclaiming Conversation – The Power of Talk in a Digital Age.