FORKLARING AF BIBELVERS
Johannes 14:27 – “Fred efterlader jeg jer”
“Jeg efterlader jer fred, jeg giver jer min fred. Den fred jeg giver jer, er ikke som den verden giver. Lad ikke jeres hjerte blive foruroliget, og vær ikke bange.” – Johannes 14:27, Ny Verden-Oversættelsen.
“Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” – Johannes 14:27, den danske autoriserede oversættelse.
Hvad betyder Johannes 14:27?
Jesus tilskyndede varmt sine apostle til at de ikke skulle lade sig gå for meget på når de kom ud for problemer. Ligesom ham ville de med Guds hjælp kunne bevare roen.
Hvilken slags fred efterlod, eller gav, Jesus apostlene? Jesus gav dem sin fred, altså den samme indre fred som han havde haft. Det betød ikke at de ville få et liv uden konflikter og problemer. (Johannes 15:20; 16:33) Selvom Jesus blev behandlet uretfærdigt og til sidst henrettet, havde han indre fred. (Lukas 23:27, 28, 32-34; 1. Peter 2:23) Han havde en helt særlig indre ro fordi han vidste at hans Far, Jehova, elskede ham og godkendte ham. a – Matthæus 3:16, 17.
Jesus gav sine apostle indre fred ved at forsikre dem om at både han og hans far elskede dem og godkendte dem. (Johannes 14:23; 15:9, 10; Romerne 5:1) Den særlige fred, der udsprang af deres tro på at Jesus var Guds søn, ville give dem ro når de blev bange eller bekymrede. (Johannes 14:1) Jesus ville ikke længere være hos dem fysisk, men han lovede dem at Guds hellige ånd ville hjælpe dem til at føle sig trygge og have indre fred. (Johannes 14:25-27) Jesus’ disciple kunne være modige uanset hvor svær en situation de stod i, for de vidste at de havde Jehovas godkendelse og støtte. – Hebræerne 13:6.
På Jesus’ tid var det skik og brug at ønske hinanden fred når man hilste på hinanden. (Matthæus 10:12, 13) Men Jesus ønskede ikke bare at hans apostle skulle have fred – han gav dem fred. Den slags fred Jesus gav dem, var anderledes end den verden b kan tilbyde. Verden kan give os en form for fred og tryghed gennem relationer, rigdom, berømmelse eller prestige. Men Jesus’ fred er ikke afhængig af ydre omstændigheder. Det er en varig fred der kommer indefra.
Hvad er baggrunden for Johannes 14:27?
Jesus udtalte disse ord til sine trofaste apostle aftenen før han døde. Den aften fortalte han dem at han snart ville forlade dem. (Johannes 13:33, 36) Det gjorde apostlene meget kede af det. (Johannes 16:6) Derfor trøstede Jesus dem og forklarede dem hvorfor de ikke havde grund til at bekymre sig om hvordan det ville gå når han var væk.
Jesus’ ord kan også opmuntre kristne i dag. Vi kan også have indre fred. (2. Thessaloniker 3:16) Når vi bliver Jesus’ disciple, bliver vi overbevist om at han og hans Far, Jehova, elsker os og godkender os. (Kolossenserne 3:15; 1. Johannes 4:16) Derfor har vi ingen grund til at være alt for bekymrede. Hvorfor ikke? Fordi Gud er på vores side. – Salme 118:6; Filipperne 4:6, 7; 2. Peter 1:2.
Se den her korte video for at få et overblik over Johannes’ evangelium.
a Jehova er Guds personlige navn. (Salme 83:18) Se artiklen “Hvem er Jehova?”
b I Bibelen bruges udtrykket “verden” nogle gange om mennesker der ikke tror på Gud.